|
 Harald 1. Blåtand, død senest 987, konge af Danmark.
Harald regerede ifølge Adam af Bremen først sammen med sin far, Gorm den Gamle, og efter hans død alene til 980'erne. På dette tidspunkt rejste hans søn, Svend 1. Tveskæg, et oprør, der førte til Haralds død i Venden. Han blev ifølge Adam begravet i Roskilde, efter sigende i den kirke, han selv havde ladet opføre, men Adams oplysning er meget tvivlsom, og den pillegrav i Roskilde Domkirke, som skulle rumme hans jordiske rester, er tom. I indskriften på den store Jellingsten (se Jellingmonumenterne) kundgør Harald, at han har erobret "hele Danmark og Norge". I løbet af få år, fra 979 til 981, opførtes en række større bygningskomplekser, der formodentlig må sættes i forbindelse med den påståede rigssamling: udbygningen af Dannevirke, Ravning Enge-broen og de store ringborge, bl.a. Trelleborg (se også Danmark - historie (Vikingetiden)). Endvidere tilskrives opførelsen af den ældste stavkirke i Jelling også Harald. Harald har ligesom flere tidligere danske konger haft indflydelse i Sydnorge og gennem sin jarl, Håkon Jarl Sigurdsson fra Trøndelag, måske i mere af landet. Efter 974 kom Håkon i modsætning til Harald.
På den store Jellingsten kundgør Harald tillige, at han "kristnede danerne". Tidspunktet for Haralds egen omvendelse til kristendommen er usikkert. Ved den tyske gejstlige Poppos jernbyrd, omtalt i Widukind af Corveys Sakserkrønike, handlede det blot om at få danerne til at dyrke Kristus alene. Tilnavnet Blåtand forekommer først i Roskildekrøniken fra ca. 1140 og må sigte til, at Harald havde en iøjnefaldende blå (eller sort) tand. |
|||||||||||||||||||||
