Måns Duva – 1749 til 1759
Syvårskrigen – eller den Europæiske Syvårskrig, som den også kaldes – er endnu en af de mange europæiske krige med mange aktører og endda grene ud til både krigen i de amerikanske kolonier mellem engelske og franske styrker og endda til Indien, hvor en styrke fra de neutrale Nederlande blev angrebet. Krigen kan derfor på mange måder betegnes som en verdenskrig – den virkelige ”første verdenskrig.” Hovedmodstanderne var Storbritannien, Preussen og Hannover på den ene side og Frankrig, Østrig, Rusland, Sverige og Sachsen på den anden. Spanien og Portugal blev senere trukket ind i konflikten.
Det svenske engagement i krigen går i almindelig under betegnelsen ”Den Pommerske Krig” og går fra 1757 til 1762 og udkæmpedes mestendels mod Preussen. Kampene stod væsentligst i den nordlige del af det nuværende Tyske i området Mecklenburg-Vorpommern og Brandenburg nord for Berlin.
I vores optegnelser hedder det:
Måns Persson Duva – soldat fra 1749 til 1759 (tilfangetagen i Demin (sic) 1759 og død i preussisk fangeskab samme år) (note 5 - særnoter)
Vi kan derfor nok gå ud fra at Måns Duva bliver taget til fange ved ovenstående lejlighed og derefter dør i Tyskland samme år.
Måns Håkonsson Winblom – 1760 til 1775
Efter en lang række af rotens soldater bliver slået i hjel i krig lykkes det faktisk den næste soldat, Måns Winblom, at komme levende gennem krigen. Han er den første af rotens soldater, der bor på det nuværende soldattorp og han er også med i Syvårskrigen i Nordtyskland.
I Kalmar Regementes Mönsterrulle fra Stralsund fra oktober 1761 (note 6 - særnoter) opføres Måns som værende ”sjuk, inlämnad på lasarettet, har vid generalmönstringen i januari månad uti Wollgast blivit afskedad.” (note 7 - særnoter)
Han fortsætter dog alligevel som soldat og da han går ud af nummer i 1775 har han 15 tjenesteår bag sig og er dermed en af de få af de tidlige soldater på roten, der overlever.
I oktober 1761 synger krigen på sine sidste vers – der sluttes fred i Hamburg den 22. maj 1762 – og soldaterne kan vende hjem efter en krig, der ikke gavnede Sverige synderligt. Store udgifter til krigen og et utilfredsstillende resultat var endelig med til at koste ”Hattepartiet” dets magt i Sverige i 1765.