Er ordet opdragelse forældet? Er opdragelse blot noget, der hørte til en tidligere autoritær opdragelse?
Svaret må bero på, hvordan man opfatter ordet. Opdragelse er et forældet ord og praksis, hvis man med det mener, at børnene skal ”drages op” til de voksnes fornuft og rationalitet; altså forstår opdragelse som en tilpasningsproces, hvor barnet skridt for skridt lærer at indrette sig i overensstemmelse med overmagtens vurdering af, hvad der kan betegnes for gode normer, værdier og adfærdsmåder.
Set fra et barneperspektiv kan man også blive bekræftet i, at opdragelse er negativt og autoritært. Det kommer bl.a. til udtryk i et ti år gammelt forskningsprojekt, hvor seksårige børn udtalte sig om det at blive opdraget.
Herom sagde de bl.a.:
“Børn bliver opdraget. De voksne ser skrappe ud. Det er dumt, at de voksne skal bestemme”.
“Børn bliver ikke opdraget på en god måde, de er så skrappe i børnehaven. Derhjemme skælder de ikke så meget ud.”
Ifølge disse citater oplever børnene, at i forhold til forældrene, er de voksne i børnehaven skrappe og bestemmer for meget.
For ikke at være gammeldags og autoritær, og for at vise forældrekærlighed (spædet op med skyldfølelse over lange arbejdsdage) praktiserer mange forældre en ”ikke opdragelse”, udtrykt som medbestemmelse i form af udvidet behovstilfredsstillelse i forhold til bl.a. spisevaner, sengetider og forbrugsgoder (oceaner af legetøj og elektronisk udstyr på børneværelset).
Børnene møder sjældent et konsekvent nej, men nok mange nej’er, der lidt efter lidt forhandles på plads til et ja.
Over for en sådan individuel og langmodig orientering i familien møder børnene i børnehaven et fællesskab, hvor der skal være plads til alle, og hvor det enkelte barn må lære at indrette sig efter det vilkår, at der er andre børn med selvstændige behov og interesser – og at der er udarbejdet fælles (mere eller mindre synlige) generelle regler, normer og holdninger for trafikken i fællesskabet.
Det er naturligvis en voldsom udfordring for det individuelle (ikke opdragede) barn at finde sig til rette i dette fællesskab.
Men en sådan børnehavepraksis er dog barnets chance for at blive omgængelig og for at blive social kompetent, dvs. at kunne indgå i socialt samspil med andre børn, hvor det med et empatisk blik er i stand til at se med de andres øjne og dermed være medskaber af en situation og aktivitet, hvor de andres behov og dets egne behov går op i en højere enhed.
At blive hjulpet på vej i denne proces, hvor man lærer at indgå i forpligtende fællesskaber og dermed udvikler demokratiske kompetencer, kræver formentlig støtte fra voksne – forældre, pædagoger og lærere. Med andre ord: opdragere der tør opdrage.
Opdragelse er således ikke blot noget rent tilpasningsmæssigt, men angsten for at hænge fast i begrebets negative side, fører til, at nogle ekskluderer opdragelsesbegrebet.
Men frem for at være så angst for at virke autoritær (og derfor overlade pædagogikken til børnene selv) kan vi erstatte den vertikale vending ”drage op” med en horisontal og dermed mere ligeværdig metafor, nemlig at ”drage ind”, altså inddrage børnene i kulturen.
Børnene vokser op i samfundet, kulturen og et givent fællesskab og må nødvendigvis skaffe sig adgang til dette fællesskab.
Når man skridt for skridt vokser ind i kulturen, overtager man på en egen og selvstændig måde kulturens normer, holdninger og adfærdsmåder (opdragelse), samt den indlejrede viden (undervisning).
I stedet for at bruge begreberne opdragelse og undervisning betegnes denne proces ofte 'indkulturering' eller 'indvielse'. Hermed menes den proces, hvor barnet på en frivillig og forståelig måde stilles overfor noget af værdi, der vækker et behov.
Opdragelse er således indvielse eller inddragelse i kulturen.
Det kan være vanskeligt at lade sig inddrage. Hvis man ikke får hjælp, kan der være risiko for, at man så at sige bliver holdt uden for fællesskabet. Hvis barnet fx ikke har lært (sig) legekulturen og reglerne for legen, er der risiko for, at det aldrig kommer ind i legefællesskabet (og får venner).
Derfor kan man hævde, at børn har brug for voksne vejvisere. Voksne der ikke autoritært bestemmer over børn, men som optræder som autoriteter, dvs. myndige voksne der ved noget, som kan noget og som gerne på en engageret måde deler denne på en dialogisk, omsorgsfuld og respektfuld måde med børnene.
Altså en opdragelse, der ikke tilpasser og umyndiggør, men derimod skaber selvstændige, aktive, vidende og villende børn, - børn, som rejser perspektiver på deres liv.
