Børn bliver født med en opmærksomhed på verden. De fanges ind af lyde og bevægelser fra kort efter fødslen. Det pludselige tænder dem, så de retter syn og hørelse mod. I løbet af ganske få måneder retter de sig med hele organismen mod en pludselig lyd eller bevægelse. De er rent ud sagt styret af det, der sker i deres omgivelser.
De kan ikke beslutte sig for at være ligeglade med støj og bevægelser, de fanges ind af hvad som helst når som helst. De mangler helt evnen til at sortere i bunken af lyde og pludselige bevægelser. Katte og hunde har det på samme måde og hænger som små børn uhjælpeligt fast med deres sansning på alt det der sker omkring dem.
Menneskebørn lærer at sortere og vælge det, der vækker deres nysgerighed. Det tager lidt tid og kræver, at deres voksne lærer dem at lægge mærke til netop det bestemte og vigtige, som er værd at bruge sansningen på. Det gør børns voksne faktisk uden at have været på kursus i det. Voksne peger på det vigtige, viser dem netop noget bestemt og snakker med dem imens.
Denne bevidste opmærksomhed overflyttes fra den voksne til barnet, så barnet i løbet af et par år kan sortere og vælge og fravælge det, der er værd at bruge tid og opmærksomhed på. Det er menneskets helt enestående kompetence, men det kræver, at de voksne tager fat i sagen med lyst og energi i netop de første par leveår. Børnene venter bare på det.
I børnehave og skole regner pædagoger og lærere med, at det har børn med sig hjemmefra, så man kan bruge løs af det i pædagogikken. Det gælder også for flertallet af børneflokken, men en ganske stort del af børnene har ikke fået opøvet og installeret den bevidste opmærksomhed tidligt og grundigt i småbarnsalderen. De er urolige, flimrende i leg og kontakt med andre børn, og de har svært ved at se og lytte sig til noget som helst, som de voksne viser og forklarer. Kort og godt: de leger dårligt, de lærer ingen ting. Hvad er der sket og hvad sker der i den tidlige opdragelse?
I livets start har vi fundet på en særlig slags legeredskaber: mobiler eller uroer hængt op over barnets seng med og uden lyd og musik. Det ser ud som om børnene elsker dem, de ligger og spræller og griner. Men det gør de ikke, de bliver snydt for de har brug for en egentlig og nær kontakt med tingene, der hænger der og bevæger sig.
Tag for alt i verden og pil uhyrlighederne ned og giv tingene til børnene, så de kan undersøge dem med mund, læber og hænder, så de lærer dem at kende. Det er en basis for viden om verden og erkendelse af tings egenskaber, hvor mobilen lægger grund til opmærksomhedsproblemer i børnehave og skole. En anden lignende aktivitet som små børn plages af er tv-kiggeri.
Fra fem-seks måneder anbringes mange børn i plastic-skråstolen foran de tændte tv. De elsker det lige så højt som at se på mobiler. De kan faktisk sidde og se på den tændte skærm med flimmer og lyd (det kan være på dansk, tysk, engelsk, svemsk). Deres sansning fanges ind og de græder bestemt ikke den første times tid. Sluk det og vent med tv til børnene er i stand til at opleve Bamse og Kylling, som er rigtig gode fortællinger fra 2-3 års alderen. Og husk at sætte en voksens tid af til at være med og snakke og fortælle.
Vi har i det danske samfund umærkeligt og helt uden diskussion lavet tendenser til en særlig form for opdragelse til uopmærksomhed. Så sidder børn og lærer i l. klasse og bakser med uopmærksomme børn, som ikke lærer noget i læsning og matematik, og alle prøver at fordele skylden mellem barn, forældre, daginstitutionspædagoger og lærerne i skolen.
Læs mere i bogen, 'Børn og opmærksomhed'.
