Brillianter er smukke, det er ingen hemmelighed. Men har du nogensinde tænkt over hvor meget arbejde og historie der egentligt ligger til grund for hver eneste sten, store og små. Brillianter bliver normalt betegnet som skønhedsobjekter af de fleste, ved første øjekast. Men hvis man graver lidt dybere, og læser op på historien, er det nemt hurtigt at blive fascineret af hvor lang en rejse, selv den mindste brilliant kan have.
Den mest velkendte brilliant er diamanten, men det kan ligeså vel være en rubin eller smaragd eller enhver anden form for krystal. Kendetegnet for disse sten er den måde hvorpå de er slebet i et helt bestemt og nummeret mønster. Det giver ikke så meget mening for brilliantens ejermand, men for producenten er det et arbejdsredskab. Det handler om at udnytte stenens potentiale for tilbagekastelse af alt lys. Den runde brilliant er den form man normalt sliber ned til, da de fleste uslæbne sten danner en rå model af en ottekant, og kan rumme to runde brillianter.
Andre krystaller hvis udgangspunkt er mere misformet f.eks. månesten, bliver som regel slæbet efter et såkaldt fancy cut, som betyder alle andre former end den rund brilliant: firkantet, oval, dråbeformet og hvad man eller kunne finde på. Det kommer helt an på hvad den rå brilliantform giver af muligheder. Som nævnt tidligere bliver alle flader på en brilliant skåret og slæbet efter hvor godt de kan reflektere lyset. En brilliant er tre – dimentionel model, og selvom de fleste typer er skåret symmetriske, er det stadig muligt at der kan blive kastet lys på stenen fra alle vinkler og retninger. Når lyset rammer en brilliant bliver det kastet frem og tilbage rigtig mange gange oven i hinanden, og giver en farvestrålende og reflekterende dybde.
Historien bag den runde brilliant starter ved Marcel Tolkowsky, han fremviste i 1919 en smuk brilliant bestående af 58 flader. I dag er det sjældent at vi ser denne type, nu er den som regel delt i to brillianter der begge er formet som pyramider. Denne type brilliant er delt op i forskellige flader af forskellig betydning. Både bund og top er fladeopdelt indefra og udefter. Den øverste del har en hovedflade i midten, hvorefter der kommer otte mindre flader kaldet stjerneflader. Imellem hver af dem kommer der otte drageflader, og igen imellem hver af disse kommer seksten upper girdle, som er et amerikansk udtryk.
I midten af bunden er der én culet, igen et amerikansk udtryk, men det er forskelligt fra brilliant til brilliant om producenten har slæbet den fra eller ej. Derefter kommer der otte pavillionflader, og til sidst imellem hver af dem 16 lower girdle. Denne fladetælling og opdeling er en fastlagt standard, men alle andre proportioner i hver brilliant, er af forskellige meninger fra producent til producent. Den originale standardmodel af Marcel Tolkowsky var en slags guideline, som kunne bruge som udgangspunkt for mange andre brillianter.
Nogle brillianter kan være så præcist skåret, at de viser et pile og hjerte mønster, hvis man vel at mærke kigger på stenen på en helt bestemt måde. Det kræver at hovedfladen er fuldstændig vinkelret i forhold til den nederste halvdel, og at de andre øverste flader er på linie med hinaden og helt symmetrisk skåret. Kigger man på stenen ovenfra ser man pilene, og kigger man fra bunden af ser man hjerterne. Den bedste måde at se mønsteret på, er igennem et krystalmikroskop som gør det hele mere tydeligt. Men det er stadig ikke alle runde brillianter der viser dette mønster, hvis de er skåret præcist. Når det er muligt at se dette mønster i en brilliant, ved man at det er en ordentlig og helt præcist skåret sten, men det er ikke det eneste der er med til at give en helt perfekt brilliant. For at få den smukkeste og mest strålende glans i en brilliant, skal man sørge for at alle de forskellige flader er placeret helt korrekt, i forhold til hinanden.
Den øverste halvdel og den nederste halvdel på en rundskåret brilliant kaldes også for kronen og pavillionen. De er vinklet fra den kant som deler stenen i to halvdele, og så ud til den yderste skrå kant. Brilliantens udtryk og udseende afhænger helt af forholdet mellem disse to vinkler. Det er meningen at de to vinkler skal supplerer hinanden på bedst mulige måde. Dette forhold er af den største betydning for stenen, men derefter kommer der andre forhold ind over, som er med til at påvirke udseendet. En vigtig faktor for hvordan du kigger på en brilliant og får det flotteste skær, er afstanden mellem dit øje og den brilliant du kigger på. Det er et af de forhold som mange er uenige om. To andre forhold omhandler poleringen og specielt symmetrien af en brilliant. Hvis poleringen ikke er ordentligt, bliver glansen svag og grynet.