Nye indlæg

Kategorier

Er uddannelse ikke vejen frem?

09-12-2016 12:00
Af Paw Amdisen
 
De fleste er enige om, at uddannelse er nøglen til et fremtidssikret samfund. Derfor har vi i Danmark også indrettet os på en måde, så alle har mulighed for at uddanne sig. Gerne så meget som muligt. Den lige adgang til uddannelse er et fundament, som vores samfund bygger på, og som gør, at vi endnu hører til blandt de mest socialt mobile samfund globalt set.

Men alt det blæser vores regering nu til kamp imod. I et enkelt tilfælde desværre flankeret af Socialdemokratiet. Sammen med Dansk Folkeparti og regeringen har de nemlig besluttet, at der nu skal sættes et loft over, hvor mange uddannelser man må tage. Loven mod dobbelte uddannelser, som den er blevet døbt, indebærer, at man nu undervejs i et uddannelsesforløb eller i en livskarriere ikke kan skifte spor. Har du en professionsbacheloruddannelse som sygeplejerske, kan du således ikke starte på medicinstudiet. Heller ikke hvis du betaler uddannelsen selv. Man bliver med andre ord stavnsbundet til sine uddannelsesvalg, så snart bachelorgraden er i hus.Ser vi på de mere strukturelle forhold, så har regeringen besluttet, at SU'en skal omlægges, så SU-satsen sættes betydeligt ned, for at man til gengæld kan få lov til at gældsætte sig endnu mere via SU-lån. En sådan omlægning vil ramme socialt skævt, da studerende med velhavende forældre vil blive stillet bedre. Men endnu værreer, at så vil mange unge - især altså dem, der prøver at bryde den sociale arv - blive gældsat på et tidligt tidspunkt i livet og vil komme til at kæmpe med denne gæld i mange år. En problematik, som er velkendt fra England og USA.

Den samme sociale skævvridning gemmer sig bag regeringens beslutning om at halvere den såkaldte skoleydelse til produktionsskoleelever. Et tiltag, som klokkeklart vil ramme en af de mest sårbare grupper i forhold til uddannelse og effekterne af negativ social arv.Hertil kan man så overveje, hvad regeringens massive besparelser på ungdomsuddannelserne, professionsuddannelser og universiteterne vil komme til at betyde over de næste mange år. Kvaliteten og den målrettede indsats for at få flere til at tage og afslutte en uddannelse vil i hvert fald ikke udvikle sig i en positiv retning. Det lader nærmest til, at regeringen har besluttet sig for, at uddannelse ikke er vejen frem alligevel.
 
Bragt i Aarhus Stiftstidende, 9/12-3016.

Kategori: Nyheder
Socialistisk Folkeparti i Horsens  | sfhorsens@gmail.com