Paw Amdisen, Hindbærhegnet 8, Horsens, formand og byrådskandidat for SF Horsens
Hvordan gør vi en god skole bedre og sikrer, at den samtidig er en skole for alle? Det er selvfølgelig væsentlige spørgsmål for alle, der brænder for folkeskolen. Ikke mindst de politiske kræfter i kommunerne, som har ansvaret for folkeskolernes udvikling.
I sommeren 2014 trådte den nye folkeskolereform i kraft. Intentionen bag reformen var faktisk at gøre en god skole bedre, og at sikre, at den var for alle. Desværre blev reformen kædet sammen med forhandlingerne omkring lærernes arbejdstid og den efterfølgende konflikt mellem KL og Danmarks Lærerforening, hvor et regeringsindgreb reelt ophævede KL’s vilje til lov.
SF var med i denne proces, hvilket jeg og mange andre SF’ere kritiserede skarpt, og selvom SF sikrede muligheden for indgåelser af lokalaftaler i det såkaldte lovindgreb, så betragter jeg det stadig som en stor fejltagelse, at man ikke fik presset KL og lærerne i retning af en fælles forståelse fremfor et temmelig ensidigt diktat. Lokalt opfordrede vi også byrådet i Horsens til at presse på for en forhandlingsløsning i KL-regi, men blev blankt afvist af det resterende byråd.
Resultatet kender vi i dag. Reformen fik den værst tænkelig start, fordi det skete på baggrund af et lovindgreb, der satte lærerne til at undervise mere inden for den samme ramme, men også fordi indgrebet forståeligt nok skabte en helt fundamental mangel på tillid mellem lærere og ledere/forvaltning. Sidstnævnte fik jo netop med indgrebet mulighed for selv frit at fordele opgaver og arbejdsbelastning uden nogen form for centralt angivne rammer.
Mange lærere – også erfarne lærere – har i årene siden desværre valgt at forlade folkeskolen på grund af de forringede arbejdsvilkår. Også lokalt har vi set en vis afgang, og de første tegn på rekrutteringsproblemer har også vist sig.
I SF pressede vi på for en lokal rammeaftale mellem lærerne og Horsens Kommune, som blev indgået i kølvandet for budgetaftalen for 2014, og selvom der ikke er tale om en decideret arbejdstidsaftale, så har den trods alt betydet klarere rammer for samarbejdet omkring folkeskolen.
Stadig er hverdagen dog presset. Ikke mindst på grund af et giftigt samspil mellem stadigt strammere økonomiske rammer, reformens mange nye krav og et samtidigt krav om øget inklusion. Bl.a. derfor har SF i forbindelse med årets budgetforhandlinger i kommunen fået skrevet ind i budgetaftalen, at mulighederne for en Alliance omkring folkeskolen skal undersøges, så alle interessenter omkring folkeskolen mødes for at diskutere hvordan vi får rammer og krav omkring folkeskolen til at mødes i Horsens Kommune, så vi kan skabe en god skole for alle. Jo ikke mindst for børnene!
Bragt i Lokalavisen Horsens, 15/12.