Af Line Højager Madsen, SF Ungdom, Horsens
Imens de kaotiske finanslovsforhandlinger vipper på kanten til sammenbrud, allerede før de rigtigt er begyndt, blev byrådet med næsten fuldstændig enighed færdig med en budgetaftale for 2017.
Der er kommet flere positive elementer med i årets aftale, også for vi unge og især unge med sociale og psykiske problemer, hvilket vi i SFU er utroligt glade for.
Det er noget, vi særligt kan takke vores lokale SF'ere for, da de har haft held til at få fokus på en del vigtige spørgsmål i budgetforhandlingerne, som er blevet en del af den samlede aftale.
Mulighederne for at få etableret nogle almene basisboliger med lav husleje vil blive undersøgt, hvilket vi i SFU naturligvis er meget glade for, da det hjælper både vi unge, men også de familier der lige om lidt bliver ramt af regeringens kontanthjælpsloft, som jo netop vil medføre, at vi får en del endnu mere fattige familier i kommunen og i hele landet generelt.
Men den største sejr i årets budgetaftale er, at vi er et skridt tættere på at få realiseret et af vores allerstørste ønsker i SFU, nemlig gratis psykologhjælp til alle unge under 25. Det afhænger dog af, hvordan børne-og skoleudvalget ser alle de positive elementer i tiltaget, og tiltaget vil i første omgang kun omhandle de unge, der er uden for uddannelsessystemet.
Det er slet ikke så ambitiøst, som vi i SFU havde håbet på, at det vil være, og der er god plads til, at vores kære byråd kan være langt mere ambitiøse i fremtiden.
Men det er trods alt en start og et stensikkert skridt i den rigtige retning, hvis det kommer igennem. Og bare rolig, vi stopper slet ikke vores kamp for gratis psykologhjælp til alle unge under 25! Der vil også blive set på indsatsen over for unge, enlige mødre, hvilket vi i SFU kun er rigtig glade for.
Vi er også rigtig positive over for midtbyplanen, hvor slagterigrunden bliver til et nyt centralt uddannelsescenter, som vil være med til at skabe et meget bedre studiemiljø og meget mere liv i Horsens midtby. Vi er især spændte på, hvordan et studenterhus vil kunne blive en realitet i uddannelsescentret, hvilket vil kunne forbedre erfarings-og vidensudvekslingen uddannelserne imellem og dermed skabe en masse, rigtig dygtige færdiguddannede unge mennesker i fremtiden.
Der er altså en hel del grunde til at glæde sig over i dette års aftale, også for vi unge i byen, men det betyder slet ikke, at SFU stopper med at kæmpe for en endnu bedre by i fremtiden.
Bragt i bl.a. Horsens Folkeblad, 29/9-2016.