I weekendens udgave af Horsens Folkeblad kunne man læse, at Venstres Kristian Dyhr og Dansk Folkepartis Ole Pilgaard Andersen er meget fortørnede over, at kommunens embedsfolk har sendt et ”kritisk” høringssvar til regeringens og det borgerlige flertals nye landbrugspakke, som åbner op for øget gødskning og dermed øget miljøbelastning. De to lokalpolitikere kalder det for ”et helt forkert politisk signal” og udtaler, at embedsmændene ikke skal ”drive politik”.
Det får nu SF i Horsens til at reagere. Paw Amdisen, der er lokalformand og lokal folketingskandidat for SF udtaler:
”Det her er jo helt hen i skoven. Hvis der er nogen, der prøver at politisere denne sag, så er det Venstre og Dansk Folkeparti. Kommunen har indgivet et sobert og sagligt funderet høringssvar. ”Problemet” med høringssvaret er, at det peger på nogle meget ømme punkter i en landsbrugspakke, som netop Venstre og Dansk Folkeparti er ved tvinge igennem i folketinget. En landbrugspakke, som er skrevet af efter et oplæg fra en ekstremistisk interesseorganisation for nogle af de mest reaktionære landmænd i kongeriget, og som i den grad er udtryk for en politisk kapring af dansk natur- og miljøpolitik af snævre særinteresser.
Man kan jo ikke tolke det anderledes, end at Kristian Dyhr og Ole Pilgaard Andersen er blevet ringet op af deres venner i Bæredygtigt Landbrug, og er blevet bedt om at irettesætte og intimidere kommunens embedsværk. For der er jo intet som helst forkert i det kommunens embedsmænd har gjort. Denne type høringssvar bliver jo lavet hele tiden, og høringssvaret her er jo også lavet lang tid før sagen begyndte at rulle i medierne.
Det er temmelig alvorligt, at man som politiker bryder med armslængdeprincippet og prøver at censurere og styre den kommunale sagsbehandling i en bestemt retning, fordi man har snævre politiske interesser i sagen. Og derfor skal Venstre og Dansk Folkeparti i Horsens byråd overhovedet ikke regne med SF i deres udfald mod embedsværket og deres forsvar for en total nedsmeltning af dansk miljøpolitik”.
Paw Amdisen, partiforeningsformand for SF Horsens