Tale, 1. maj, 2016, Horsens Industrimuseum.
Af Paw Hedegaard Amdisen
Kære Venner,
Hvor er det rart at få lov til at stå her igen og fejre arbejdernes internationale kampdag, og dejligt at se, at så mange igen er mødt op for at fejre denne dag på en højhellig konfirmationssøndag.
Dagen i dag er en hyggelig dag, hvor vi mødes over en kop kaffe eller måske en kold fadøl, og sender en varm tanke til alle de, der før os tog kampen – og dermed sikrede os det fantastiske velfærdssamfund, som vi (alle små fejl og mangler til trods) har grund til at være både stolte over og værne så godt, vi kan.
Men dagen i dag er også en kampdag, hvor vi – arbejderbevægelse og arbejderpartier – skal finde sammen og definere fremtidens kampe. For det er ikke slut med at kæmpe. Tværtimod. Det bliver i disse år mere og mere tydeligt, at arbejdskampen og klassekampen ikke, hvis vi da nogensinde havde troet, at det skulle være tilfældet, er overståede kapitler.
Systematiske angreb på vores velfærdssamfund og organiserede arbejdsmarked sætter i disse år desværre dagsordenen. Uligheden – både herhjemme og globalt – er voksende. Hårdt tilkæmpede rettigheder og rimelige lønninger er under massivt pres.
Ikke kun på grund af social dumping, men også fordi, der fra politisk hold gøres et ihærdigt forsøg på presse lønningerne via et såkaldt ”øget arbejdsudbud”, hvor et ”moderne” kontanthjælpsloft skal presse syge og arbejdsløse danskere til at stå til rådighed for arbejdsgiverne på ”konkurrencedygtige” vilkår. Vilkår det sikrer arbejdsgiverne en højere profit, som de kan stikke i deres egne og aktionærernes lommer eller sende til Panama. Eller hvor de nu kan finde ”ly” for at skulle betale deres del til fællesskabet.
Desværre står det ikke klart for alle hvem der kæmper arbejdernes sag politisk set. En dugfrisk undersøgelse lavet for Ugebrevet A4 viser således, at 38 % af danskerne, når adspurgt faktisk mener, at enten Venstre, Dansk Folkeparti eller Liberal Alliance er de partier, der ”bedst varetager lønmodtagernes interesse”.
Når det gælder gruppen af ufaglærte og faglærte arbejdere svarer hele 37 % endda, at de ikke ved hvilke partier, der varetager lønmodtagernes interesse bedst. 27 % svarer, at et af de fire borgerlige partier bedst varetager lønmodtagernes interesse. 33 % angiver Socialdemokraterne, Enhedslisten eller SF, som det parti, der bedst varetager lønmodtagernes interesse.
Nu skal man aldrig læne sig for meget op af meningsmålinger og opinionsundersøgelser, men jeg synes alligevel, at det her er tal, som vi i de såkaldte arbejderpartier bør tage ganske alvorligt. Ikke mindst i lyset af det katastrofale folketingsvalg, som vi oplevede sidste år, hvor det nok ikke er forkert sagt, at arbejderstemmerne strømmede til især Dansk Folkeparti.
Men hvorfor gik det sådan?
Jeg mener, at tiden er inde til grundig selvransagelse, og jeg vil i det følgende forsøge at give et svar på hvorfor jeg tror, at det gik som det gik, og hvad jeg tror det er vigtigt for os arbejderpartier, men også for vores venner og kampfæller i arbejderbevægelsen at have fokus på, hvis vi skal genvinde vælgernes og ikke mindst arbejdervælgernes gunst.
Jeg vil – det er nu engang mest rimeligt - tage udgangspunkt i mig selv og SF.
Optimismen var stor og forventningerne høje, da valget i 2011 vippede til fordel for en rød regering. Selv gik jeg dengang til valg på mottoet om at genrejse Danmark, og havde virkelig en forventning om, at vi kunne vende 10 års borgerlig skævvridning af Danmark, genopbygge velfærden og stoppe den voksende ulighed i Danmark og verdenen omkring os.
Men jeg – og SF – havde i vores kådhed over at tippe Lars Løkke Rasmussen af pinden glemt, at vi i Danmark har et centralt placeret parti, som er alt andet end et arbejderparti og nok mere det, man vil kalde et eliteparti – nemlig Radikale Venstre. Når der i regeringsgrundlaget stod, at regeringen ville forsætte den foregående, borgerlige regerings økonomiske politik i bredeste forstand BURDE alle alarmklokker have ringet hos alle SF’ere, men – vil jeg mene – også hos vores venner i Socialdemokraterne.
Det gjorde de ikke. Og til trods for alle de gode ting, som vi også fik udrettet i regeringssamarbejdet - afskaffelse af fattigdomsydelserne, overbetalingen af privathospitalerne, og alle de rigtig gode miljø- og klimatiltag (som nu i den grad skylles ud i gylletankene) – så står det tilbage, at der, hvad angår økonomi, velfærd og fordelingspolitik, var tale om en politik, der i skyggen af Radikale Venstres teknokratpolitiske dagsorden, må rubriceres som NØDVENDIGHEDENS POLITIK.
Det absolutte lavpunkt var indgrebet i lærerkonflikten og salget af DONG, som var på nippet til at udrydde SF som politisk parti, men før det var også gået en række velfærdsreformer af tvivlsom karakter, og så forhindrede Radikale Venstre også enhver holdbar løsning på dagpengeudfordringen, som de selv havde skabt sammen med Dansk Folkeparti og de andre borgerlige partier.
Alt dette rystede vælgernes forhåbninger og tillid til regeringen, og der er ingen tvivl om, at især Dansk Folkeparti skamløst udnyttede enhver mulighed for at sælge sig selv som arbejdernes sande venner.
Samtidig havde vælgerne jo også fået det klare – og ikke helt misvisende indtryk – at det var den samme, DJØF-sanktionerede ”nødvendige” politik der blev ført uanset regeringens farve eller orientering. Og således blev nødvendighedens politik og de mange politiske skuffelser SF’s, men også efterfølgende, regeringens anstødssten.
Populært sagt blev danskernes konklusion, at hvis man ville have borgerlig nødvendighedspolitik, så var den ægte vare måske at foretrække. Især med et DF, der lovede arbejderne guld og grønne skove – at der ville komme en ordentlig dagpengeløsning og at kontanthjælpen ikke ville blive sænket.
Og her står vi så i dag. Lidt under et år efter, at Lars Løkke Rasmussen på Dansk Folkepartis nåde blev statsminister igen. Det viste sig hurtigt, at alting – rent ud sagt – meget hurtigt kunne blive meget værre, og jeg håber og tror, at rigtig mange danskere og arbejdere i dag fortryder deres stemme ved folketingsvalget.
Der kom ikke nogen ordentlig dagpengeløsning, det moderne kontanthjælpsloft blev en realitet med særlig hård slagside mod de enlige forsørgere, og vennerne og sponsorerne i det industrielle landbrug fik det meget hurtigt, som de ville have det – ja, de kunne faktisk selv skrive lovgivningen.
Og alligevel – selvom noget kunne tyde på, at danskerne og de danske arbejdere har fået sig et vaskeægte chok over de ting, DF vil sanktionere – så har det vist sig svært for de etablerede arbejderpartier at genvinde tilliden og troen på, at det nu er fortid med den blinde tilbedelse af nødvendighedens politik. Ud af denne mistillid og den politiske længsel efter reelle politiske alternativer er der vokset et nyt politisk parti – Alternativet – som dog ved nærmere eftersyn IKKE er noget klassisk arbejderparti, og hvor det er svært at se det socialpolitiske og arbejdsmarkedspolitiske fundament.
Ser vi over Atlanten på Demokraternes primærvalg i USA ser vi en anden og mere substantiel politisk bevægelse rejse sig mod den neoliberale nødvendighedspolitik. Jeg tænker her naturligvis på præsidentkandidaten Bernie Sanders, som med en kæmpe troværdighed og politisk appel – ikke mindst blandt de unge – rejser de politiske sager og spørgsmål, som arbejderpartierne herhjemme også historisk har kæmpet for, OG, som vi bliver nødt til at rejse igen, hvis vi vil vinde fremtidens vælgere og arbejderstemmer for vores sag.
Det drejer sig om kampen for social retfærdighed. Det drejer sig om kampen for universel og solidarisk velfærd. Det drejer sig om kampen mod ulighed og det faktum, at rigdommene i vores samfund koncentreres på færre og færre hænder, som oven i købet gemmer deres rigdomme i skattely.
Det drejer sig om kampen for lige rettigheder for alle. Uanset køn, etnicitet og seksuel orientering. Det drejer sig om kampen for at sikre bæredygtige levevilkår for fremtidens generationer. Kampen for miljøet og imod klimaforandringerne.
Venstrefløjens styrke har altid været troen på, visionerne om og kampen for en bedre og mere retfærdig fremtid for ALLE. Troen på, visionen om og kampen for fremskridtet, og at alt hvad der er skabt AF mennesker kan ændres til det bedre AF mennesker. Kort sagt: At der findes et alternativ til det bestående, og at det bestående aldrig må blive vores begrænsning eller sovepude.
Derfor må, burde og skal vores mest alvorlige politiske modstander være troen på og forsvaret for NØDVENDIGHEDENS POLITIK. Når dette bliver gjort klart er JEG sikker på, at vi kan få det flertal, der kan sikre en politik, der i sandhed varetager folkets interesser.
Tak for ordet – og fortsat god 1. maj!