Nye indlæg

Kategorier

Venstre. Valgkampsplat

Skrevet af Erik Eriksen, byrådskandidat og formand for SF i Horsens Kommune, Hindbærhegnet 19, Horsens
24-10-2013 17:43

Man skal stå tidligt op for at følge med i Venstres forskellige valgkampskrumspring. I torsdagens udgave af Horsens Folkeblad går Venstres lokalformand og byrådskandidat Anton Storgaard således direkte til angreb på det, han med reference til borgmester Peter Sørensen kalder ”Peters pinupkalender”. 

For de der ikke skulle være helt med på, hvad Anton Storgaard taler om, så må der være tale om den kalender som Venstres spidskandidat Kristian Dyhr så sent som den 28. september omtalte som ”frisk og udfordrende”, men som Venstre og Kristian Dyhr altså åbenbart i mellemtiden har besluttet sig for at være imod.

Var der nogen der sagde valgkampsplat?

Onsdag den 9. oktober var Venstre og Kristian Dyhr også på banen. Nu var det forkert, at borgmesteren sammen med en række andre østjyske borgmestre ville afholde en fælles aktion på rastepladsen ved Ejer Bavnehøj for at promovere ideen om en udvidelse af E45. Et ”valgstunt” kaldte Venstre og Kristian Dyhr aktionen, hvorefter Kristian Dyhr og en række andre Venstre-folk på dagen for borgmesteraktionen stillede sig op på rastepladsen ved Ejer Bavnehøj et kvarter før borgmesteraktionen gik i gang med meterhøje Kristian Dyhr-bannere.

Igen: Var det nogen der sagde valgkampsplat?

Mon ikke Venstre og Kristian Dyhr skulle overveje at føre valgkamp på politik og ikke på forskellige hjælpeløse forsøg på at så tvivl om borgmesterens troværdighed. Så kunne det være vi kunne få en ordentlig valgkamp i Horsens Kommune.


Kategori: Nyheder
Socialistisk Folkeparti i Horsens  | sfhorsens@gmail.com