Det var en særlig oplevelse at læse Horsens Folkeblad i fredags. Her kunne man læse, at Venstre har inviteret Roger Buch til byen for at holde et foredrag om hvorfor man ikke skal gøre som i Horsens, hvor vi i årtier (og med Venstre som en indtil nu aktiv medspiller) har kæmpet for at ændre opfattelsen af byen og kommunen i den brede offentlighed. En kamp som via en stor fælles indsats, hvor både erhvervsliv, civilsamfund og det kommunale niveau har bidraget, har vendt opfattelsen af byen og kommunen på hovedet.
Horsens i dag er en attraktiv vækstkommune. En by og en kommune, man vælger til. Hvad enten man arrangerer store kulturelle og politiske begivenheder eller man bare er på udkig efter en god almennyttig bolig eller en god byggegrund.
Men sådan ser Venstre ikke på Horsens Kommune. I hvert fald ikke længere. Byrådsmøde efter byrådsmøde skal man høre Venstre græde med halve eller hele øjne over hvor miserable tilstande, vi har i kommunen, og senest sætter Venstre nu altså ind med et frontalangreb på hele den strategi, som i de seneste årtier har været med til at udvikle og sætte kommunen på landkortet.
Venstre vil videre. Det er i hvert fald deres valgslogan til kommunalvalget. Men hvordan er det helt præcis, at Venstre vil komme videre, når fremgangsmåden åbenbart konsekvent er blevet at tale kommunen ned.
Nuvel, vi skal ikke hvile på laurbærrene. Vi skal stadig arbejde hårdt for at fastholde Horsens Kommunes status som en attraktiv vækstkommune, og det skal vi ikke mindst gøre ved også at fokusere på indholdet og kvaliteten i kommunens velfærdsydelser. Men at tale kommunen ned og skære endnu dybere i de kommunale budgetter er og bliver for SF aldrig en farbar måde at komme videre på.
Mon ikke også borgerne i Horsens Kommune grundlæggende deler denne holdning. Det får vi jo at se, når krydset skal sættes den 19. november.
Paw Amdisen, byrådsmedlem for SF i Horsens Kommune, Hindbærhegnet 8, Horsens