Som Jan Fredlund beskriver det i sit læserbrev i Horsens Folkeblad den 28. maj, så besøgte jeg selv og Jørn Steffensen på vegne af SF’s byrådsgruppe fodgængerovergangen ved Haldrupvej i Søvind den 8. marts. Her kunne vi ved selvsyn konstatere de trafikmæssige udfordringer omkring sikker skolevej, som Jan Fredlund så rigtigt beskriver i sit læserbrev. Udfordringer, der desværre, som beskrevet af Jan Fredslund, har haft menneskelige omkostninger, da en seksårig dreng blev påkørt i den omtalte fodgængerovergang og brækkede benet.
Jeg har selv i en årrække som pendler til Odder med bus 306 kørt igennem Søvind på samme strækning om morgenen og ved også derfor, hvor relativt trafikeret vejen mellem Horsens og Odder er på præcis det tidspunkt, Jan Fredslund beskriver. Vi har derfor i SF også forsøgt at rejse sagen ved budgetforhandlinger i kommunen, men har også måttet erkende, at det ikke har været helt nemt at vinde gehør for at gøre en ekstraordinær indsats for sikre skoleveje i kommunen – herunder ved Søvind Skole. I sidste ende er det selvfølgelig også et spørgsmål om økonomi.
I den forbindelse er vi i SF meget begejstrede for det undersøgende arbejde Jan Fredlund og andre aktive borgere i Søvind har haft gang i. Et arbejde, der viser, at der kan findes en relativt billig og god løsning på problemstillingen i Søvind.
SF vil derfor i de kommende budgetforhandlinger i kommunen kæmpe for, at der med henblik på at skabe en sikrere skolevej i Søvind etableres en løsning i stil med den Jan Fredslund skitserer i sit læserbrev. Samtidig kunne man håbe på, at denne løsning også inden for en overskuelig horisont kunne udbredes til andre steder i kommunen, hvor der er lignede udfordringer i forhold til sikre, at vore børn kan komme trygt og sikkert i skole.
Er både børn og forældre sikre ved skolevejen er der nemlig stor sandsynlighed for, at endnu flere forældre vil vælge at lade deres børn cykle og gå i skole i stedet for at køre dem i bil. Dette vil gavne både børnenes sundhed og trivsel, skabe færre trafikale problemer omkring skolerne, mindske forureningen og skabe en mindre stresset morgen for mange familier.
Paw Amdisen, byrådsmedlem for SF i Horsens byråd, Hindbærhegnet 8, Horsens