Jørgen Poulsen fra Brædstrup rejser i et læserbrev i Horsens Folkeblad (6/8) en interessant diskussion om de såkaldte tekniske valgforbund, som partier og lister kan indgå i forbindelse med kommunalvalg, regionsvalg og valg til Europaparlamentet. Da det ikke er forbigået Jørgen Poulsens opmærksomhed, at Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten har indgået et sådant teknisk valgforbund i Horsens Kommune, forbinder han også sin diskussion med de lokale forhold og rejser i den forbindelse tvivl om hvorvidt vi fra SF’s side ved, hvad vi er gået med til ved at indgå i det valgtekniske samarbejde. Det sidste skyldes vel ikke mindst min bemærkning til pressen om, at vi fra SF’s side havde valgt med hjertet frem for med hjernen i forhold til indgåelse af det valgtekniske samarbejde.
Jeg skal her forsøge at replicere på Jørgen Poulsens indlæg. For det første må jeg give Jørgen Poulsen ret i, at der sådan ikke er matematikken, der er det komplicerede, når mandater skal fordeles i forbindelse med et kommunalvalg. Metoden der bruges – den såkaldte d’Hondtske fordelingsmåde – når mandaterne efter valget skal fordeles er sådan set rimelig til at forstå. Man deler antallet af stemmer fordelt på partierne/listerne/valgforbundene med antallet af mulige mandater og tildeler så hele tiden efter det højeste tal.
Det der kan være kompliceret at forstå eller regne ud er hvorvidt den d’Hondtske fordelingsmåde matematisk er til fordel for store eller små partier – dels i forhold til den overordnede mandatfordeling og dels i forhold til den interne mandatfordeling i valgforbundene. Typisk siger man, at fordelingsmåden kommer de store partier til gode, men det kommer i sidste instans an på de faktiske numeriske fordelinger af stemmerne på valgdagen, og dem er der som bekendt ingen der kender (eller bør kende) på forhånd.
Men ser man eksempelvis på forrige kommunalvalg, så er det muligt, at man på baggrund af de faktiske stemmetal godt kunne lave en beregning, der viser, at SF set fra et listeegoistisk perspektiv kunne have haft mandatmæssig fordel af at indgå i et mindre valgforbund, end det vi endte med at indgå i. Dette fordrer dog for det første, at et sådant valgforbund ville have været en realistisk mulighed. Det tror jeg personligt ikke det ville have været. Og for det andet, så gælder det i hvert for SF i Horsens, at vi ikke er og ikke ville have været parate til at indgå i et hvilket som helst valgteknisk samarbejde. SF i et valgteknisk samarbejde med Konservative eller Liberal Alliance ville og er eksempelvis for SF ikke en mulighed, da vi også mener, at der skal være en vis form for politisk berøringsflade med de partier, vi samarbejder med. Ikke mindst fordi det valgtekniske samarbejde i sidste instans også handler om borgmesterposten.
Når jeg således udtaler, at vi i SF vælger med hjertet og ikke med hjernen, når det gælder valgteknisk samarbejde, så handler det om, at vi ikke under nogle omstændigheder ønsker, at Kristian Dyhr skal være borgmester for Horsens Kommune efter et kommende valg. Ved at indgå i et valgforbund med Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Enhedslisten sikrer vi, at de stemmer på SF, der måtte være i overskud ved en konkret mandatfordeling for det første ikke bliver spildt og for det andet ikke går til partier, der kunne finde på at pege på Kristian Dyhr som borgmester efter valget. Så kan det godt være, at det, hvis man tænker meget kalkuleret (givet at dette overhovedet ville være en mulighed), ville have været bedre for SF at indgå i et mindre valgforbund - særligt med partier, som vi kunne have en formodning om ville blive mindre end SF ved valget. Men her vælger vi altså i SF med hjertet, så vi sikrer den rette person på borgmesterposten. Med al overvejende sandsynlighed Peter Sørensen.
Jeg kan se, at de borgerlige partier i Horsens Kommune hælder mere til at vælge med hjernen - altså hvad der kommer de enkelte partier mest muligt til gavn. Men sådan er det jo så.
Jeg byder en principiel diskussion om teknisk valgsamarbejde velkommen - faktisk var det partiet Venstre, der i 1954 tog initiativ til at indføre ordningen - men for at minimere stemmespild og sikre den rette på borgmesterposten synes jeg faktisk, at det er en rimelig ordning. Og i langt de fleste kommuner og i langt de fleste tilfælde går ens overskydende stemme faktisk til partier, som man nok alligevel ville have haft som sin anden prioritet.
Paw Amdisen, medlem af byrådet i Horsens Kommune, Hindbærhegnet 8, Horsens