5. plads til Alex ved EM i Spanien2010-10-27 12:00 Overvældende dansk indsats i EM Ved finalen i EM for Supersportsmaskiner (toptunede standardmotorcykler med lynhurtige 600 kubikcentimeter motorer) markerede Danmarks største talent, den kun 17-årige gymnasielev Alex Schacht fra Greve, sig med en 2.plads i junior klassen og en generel 5. plads i løbet, der talte 29 erfarne europæiske road racing kørere. Trods de fornemme resultater, var talentet fra Greve ikke tilfreds. - En 2. og en 5. plads er ikke godt nok, når man har sat næsen op efter at vinde, sagde Alex Schacht efter det 20 omgange lange løb = en samlet distance på 71 kilometer, der blev kørt med en gennemsnitshastighed på 136 km/t.
Optakten til resultaterne var en kvalifikationstid, som placerede Alex Schacht som nummer tre på startstregen, og en Team Skjern MC 600 Honda med et perfekt set-up.
- Desværre fik jeg en dårlig start. Jeg kom af sted som nummer seks i første sving og måtte lade mig nøje med at køre udenom en enkelt konkurrent. Hvis jeg havde fået en bedre start, er der ingen tvivl om, at jeg kunne have hentet det et og et halvt sekund marginal, der var til 1. pladsen i junior EM, sagde Alex Schacht, der ikke var særlig tilfreds med sin indsats. |