V

Parring og fødsel

 

Parringen

Sassi's løbetid lod vente på sig i forhold til det vi havde kalkuleret med, men endelig d. 7. marts faldt den første dråbe, og efter et par blodprøver satte vi kursen mod Holland mandag d. 18. marts, hvor Sassi og Switch mødte hinanden første gang. Det passede dog ikke rigtig damen at have en glad hanhund på ryggen den dag - jeg ved ikke om det var fordi hun spillede kostbar, eller om det var fordi hun simpelthen ikke var helt klar, men stakkels Switch måtte i hvert fald give fortabt. Dagen derpå gik det straks bedre og til stor lettelse havde vi hurtigt en rigtig fin parring. Vi gentog denne onsdag, hvor de to turtelduer var meget forelskede og tullede rundt og legede og flirtede inden parringen, så det hele endte lykkeligt :)

Fødsel
 
Tirsdag d. 21. maj var vi ved dyrlægen for at få afklaret om Sassi i det hele taget var drægtig. Han tog et røntgenbillede af hendes mave, som viste, at der var en enkelt hvalp, og da den var ret stor anbefalede han, at vi fik den taget ud ved kejsersnit med det samme. Vi valgte dog at vente til onsdag for at se, om hun ikke kunne klemme den ud i løbet af natten. Natten kom og gik uden den mindste ændring i Sassi's adfærd, så onsdag ringede vi rundt for at høre hvor de havde tid til at lave et ikke-akut kejsersnit. Det var der ikke ret mange der havde tid til. Vores egen dyrlæge var på ferie, og de eneste der ellers havde tid til at gøre det ville have 8.800 kr for det. Derfor ringede vi til en klinik i Flensburg, der kunne gøre det kl. 18 om aftenen for 4.000 kr., så turen gik til Flensburg onsdag aften. Desværre måtte vi ikke komme med ind i operationsrummet, så der er ingen billeder fra fødslen :( Men den lille fyr kom til verden omkring kl. 19:30, og alt gik som det skulle, så jeg fortryder ikke at vi valgte at gøre det på den måde.
Vi blev ellers glædeligt overraskede over at den ene hvalp der kom, viste sig at have farven blå/hvid eftersom sandsynligheden for at få denne farve kun var estimeret til 13% mens der var 75% chance for sort/hvid. Han har i sandhed vundet det genetiske lotteri :) Han er noget ganske særligt vores lille stjernehvalp.
Janni Geil Jensen | Valmuevej 31, 7100 Vejle - Denmark | Tlf.: 26638323 | jgjensenmail@gmail.com