Da vi stod af den transsirbiriske jernbane i Ulan Bataar var det med idealistiske eventyrdrømme om en autentisk oplevelse på de sibiriske sletter. Min daværende kæreste og jeg ville bo sammen med mongolerne i deres runde, hvide telte, og vi ville gøre alt, som de gjorde, uanset hvor hårdt det blev.
Vores unge værtspar tog imod os, da vi ankom med jeepen, og først da vi stod og gloede på hinanden i det skarpe dagslys, gik det op for os, hvordan den sproglige kløft mellem os også afspejlede vores vidt forskellige verdener. Her kom min kæreste og jeg på flygtig dannelsesrejse med håb om at udvikle os i mødet med andre mennesker. Og her stod vores værtspar foran deres hjem, hvor de beskyttede deres børn og kvæg mod frost og sulgtne ulve.
De anede ikke, hvad de skulle stille op med os. Med fagter og mimik signalerede vi, at vi ville hjælpe med hvad som helst, og de smilte forlegent, mens de kiggede ned i jorden. Vi ønskede at gøre os nyttige ved gøre livet lettere for dem, men vores forsøg på at hjælpe faldt igen og igen til jorden som anmassende klodsetheder. De vidste alt om at overleve i et landskab af ingenting, og der var intet af det, vi kom med, der kunne gøre deres liv lettere.
Når jeg vågnede om morgenen, lå jeg bare og kiggede op i den lille røg-kanal i teltets top. Jeg følte mig uendelig tung og modløs, for jeg anede ikke, hvad vi skulle stille op med dagen. Hvis vi så bare kunne tage os lidt af børnene, så moderen kunne få lidt ro, men børnene virkede også uinteresserede i at dele deres lege med os. Legen blev bremset og virkede akavet, såsnart vi inviterede os selv ind.
Vi havde inviteret os selv ind i en verden, hvor vi var fuldstændig overflødige, og ethvert forsøg på at nyttiggøre os bekræftede blot denne situation. For at gøre noget andet, bestemte vi hver dag et bestemmelsespunkt i horisonten, og vandrede hele formiddagen den ene vej ud og hele eftermiddagen den anden vej hjem. Vi vandrede i ingenting, hvor intet forandrede sig, hvorend vi så, eller hvor langt vi gik.
Efter nogle dage fik vi en invitation. Der skulle hver dag saves et badekar fuld af brænde, for det var, hvad den lille blikovn brugte på at varme teltet op. De satte os på den tynde birkestamme og lod os sidde der, mens de langsomt arbejdede saven ned igennem den våde birkestamme. Efter nogen tid skiftedes vi. Ritualet fortsatte aften efter aften, hvor vi i tavshed roterede om stammen og saven, mens snegen føg, og mørket faldt på.
De havde fyldt det badekar med brænde i årevis, før vi kom, og de får det forhåbentlig stadig fyldt hver aften. Det, at vi var fælles om at varme deres hjem op, var nok kun en illusion, som var rar for os at tro på, fordi vi havde brug for at komme med noget, som kunne bruges. I virkeligheden var det os, der fik. Vi fik 10 dage i intethed, hvor alt hvad vi havde lært var værdiløst, og hvor vi måtte være ydmyge overfor den sandhed, der handlede om, at vi intet vidste om at overleve i Sibirien.
