Dengang jeg gik glip af at græde af glæde sammen med nonnerne

Det, der var det fantastiske for mig ved at gå el Camino de Santiago var, at der kun var én vej frem: Ligeud. I fyrre dage vandrede jeg tværs over Spanien og glædede mig over, at jeg ingenting behøvede at beslutte; ruten var markeret, og skridt for skridt skulle jeg bare følge de små gule pile, der ledte mig mod vest. Fraværet af beslutninger skabte en velsignet rytme og ro i mit liv, idet jeg kun skulle koncentrere mig om tre essentielle ting: Gå, spise og sove.

Så en aften blev roen brudt, da kvinden i køjen ved siden af spørger, hvilken vej jeg tager i morgen. ”Hvilken vej, jeg tager i morgen? Er der ikke kun én vej?”.”Nej, i morgen skiller vejen sig i to. Den ene er kort men kedelig. Den anden er en del længere, men skulle være virkelig smuk, og man kan vist overnatte på et virkelig dejligt herberg”. Jeg sov ikke den nat. I en tilværelse, hvor alt er så simpelt, at det bliver banalt, kan små ubetydelige beslutninger, bliver til store eksistentielle valg. 

Hvem var jeg? Var jeg hende, der var effektiv og pragmatisk og tog den korte vej for f.eks. at sparre mine efterhånden ømme fødder? Eller var jeg hende, der var villig til at lægge en større indsats for til gengæld at få adgang til de særligt gode oplevelser? Mine spekulationer varrede hele næste morgen, og det var først, da jeg stod ved skillevejen, at jeg vidste, hvilken vej jeg måtte gå: Jeg kunne ikke gøre andet end at vælge den lange tur, for jeg havde lært fra eventyrerne, at det er hende, der må så grueligt meget igennem, der i sidste ende belønnes med prins og kongerige.

Turen var ikke særlig smuk, og aftenen tilbragte jeg alene på et forladt herberg og gik tidligt i seng. Til min lettelse, stødte min rute næste dag igen sammen med den anden rute, men lettelsen varrede kun kort, da jeg hørte, hvad der var sket for de andre, der havde valgt den korte rute: ”Det var helt fantastisk! Vi overnattede på et gammelt kloster, og da vi ankom, kom nonnerne ud med saft og kage til os. Der var folk, der tog deres musikinstrumenter frem, og så sang vi alle sammen og græd, fordi det var så smukt. Om aftenen lavede vi mad i fællesskab og spiste alle sammen sammen ved et stort bord”.

Jeg var fuldstændig opløst indeni. Her havde jeg truffet en beslutning om, at jeg var sådan én, der ikke vælger nemme løsninger, men anstrænger mig for at få adgang til det smukke og glædesfulde. Og så viser det sig, at det skønne lå i det lette og umiddelbart intetsigende! Jeg kunne ikke være i mig selv af skuffelse og uro, for hvordan skulle jeg kunne navigere for fremtiden, hvis der ikke var nogen regel for, hvilken indsats, der giver størts afkast?

Heldigvis er der ikke langt til gode snakke på el Camino de Santiago, og da jeg kastede min frustrationer på en tilfældig kvinde, svarrede hun: ”Det er umuligt at forudse, om dine valg fører dig til det, du søger, for der er så mange ting, vi ikke er herrer over. Dit valg fortæller noget om, hvem du er lige nu, og hvad du tror du har brug for. Så læg mærke til det og prøv at være nysgerrig på, hvad du rent faktisk får”.

Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg fik i bytte for de grædende nonner, men jeg fik i hvert fald en god historie, der gjorde mig opmærksom på ikke at tro, at jeg kan vælge mig til glæden.