Ved lidt af en tilfældighed havnede jeg en gang hos en religiøs sekt i Argentina. De havde slået en annonce op, hvor de søgte frivillig arbejdskraft til deres gartneri til gengæld for kost og logi, og da jeg var ude på eventyr, mødte jeg op. Det var allerede ved min ankomst, da jeg så deres Jesus og Jomfru Maria -lignende outfit, at jeg fornemmede, at jeg var kommet til noget, jeg ikke havde mødt før. ”Man er vel ikke antropolog for ingenting”, tænkte jeg, og besluttede at blive i en måned.

Allerede efter fem dage var jeg ved kaste op af deres omklamring. De lod mig ikke være et øjeblik alene, og jeg blev vækket hver morgen ved, at der stod unge piger foran mit vindue og sang salmesang. Sødt, men også temmelig insisterende. Jeg skulle være med til morgenmøder og aftenmøder, hvor der blev bedt om tilgivelse for alle os, der endnu ikke har fundet den rette vej, og dagen lang berettede de hver især deres historier om, hvordan de var blevet omvendt.

Jeg forsøgte desperat at kommunikere, at jeg havde brug for tid for mig selv, hvor de ikke holdt øje med, hvad jeg lavede. Overfor mig selv argumenterede jeg med, at jeg blev irritabel, når de forhindrede mig at gøre de ting, jeg ellers havde gjort hver dag på min rejse såsom at læse, tegne, skrive osv. Komikken stod heldigvis hurtigt frem for mig: De ting, jeg plejede at nyde skulle nødigt binde mig i en grad, at jeg ikke kunne sætte dem til side, her hvor jeg havde muligheden for en oplevelse ud over det sædvanlige.

Så vanerne blev sat til side, og jeg fik et personligt uge-skema med opgaver fra morgen til aften og indlagte pauser, hvor jeg kunne ”være mig selv” i 15-30 min. varrighed. Mit hår blev samlet i en knold, og hver dag fik jeg udleveret mere og mere poset tøj med udskærringer, der kravlede længere og længere op ad halsen. Jeg måtte helst ikke skrive hjem, og mine spørgsmål til, hvorfor de mente, at det var rigtigt, hvad de gjorde, blev besvaret med:   ”Jeg forstod det heller ikke i starten men tro mig; du vil forstå”.

Jeg var forvirret, for jeg følte mig intimideret af alle deres overgreb på min selvfølelse, og samtidig kunne jeg se, hvor oprigtigt lykkelige alle virkede omkring mig over én gang for alle at have hengive sig til Guds vilje og fællesskabets bedste. Jeg forbandt deres bekymringsløse og sorgløse udstråling med, at de kunne hvile i hvisheden om, at intet var op til dem selv, og at de altid ville have fællesskabet omkring sig, da ingen nogensinde ville rejse fra dem mere.

Samtidig virkede det heller ikke helt sundt, når de løste deres ægteskabelige konflikter ved en par-serimoni, hvor den, der var i tvivl om forholdet, måtte skrige på Guds tilgivelse og herefter blive overhældt med vand. Eller når de små børn blev klappet af, når de kunne recitere det, deres mor havde hvisket, at de havde lært af Biblen. Det virkede også lidt mærkeligt, da alle mumlede ”Amen” efter at være blevet irettesat af lederen for at have opført sig lemfældigt under fællesdansen, da de havde grint og improviseret.

Den sidste aften, før jeg skulle hjem, kom nogle franske hippier til stedet, og de havde, ligesom jeg, set frem til jord under neglene og gratis kost og logi. De vendte om efter et par timer, og da jeg fulgte dem til bussen, spurgte jeg, hvorfor de ikke ville være der. ”Der er ikke nogen, der skal tage vores frihed fra os”, svarede de, og jeg kunne som sådan godt forstå dem. Samtidig var jeg glad for at have haft en oplevelse af at frihed også kan være frihed til at turde give slip på sig selv og lade sig binde af andres love, fordi man alligevel aldrig kan miste sig selv.