”Jeg synes ikke, at det passer ind. Det er passer ikke ind i den stemning, vi gerne vil give”. Mine kinder er febervarme af udmattelse, og min krop dirrer af træthed efter den seneste uges kraftpræstation: Jeg har lavet et fotoessay om sårbarhed på en dansefestival, og sidder nu og bliver afvist i at vise den på festivallens sidste show-aften.
”Passer ikke ind?” Tænker jeg. Det er jo lige netop det, der er hele pointen; Dansemiljøet, og særligt den omtalte festival, er et udtalt ekstrovert og performativt miljø, hvor det glade, ubekymrede og frie liv hylles. Der er ikke plads til at være sårbar og tilbagetrukket. Men her har jeg altså 16 fotos af 16 mennesker, som har delt deres fortællinger om ensomhed, om at føle sig forkert og fortabt og om ikke at høre til. Det skal vises, for det er virkeligt.
Jeg sidder overfor ham, som åbenbart bestemmer, hvad der må vises, og hvad der ikke må vises på danselejrens daglige aftenshow, som er toneangivende på festivallen og i dansemiljøet generelt. Denne ene midaldrende mand, som åbenbart er ham, der styrer det hele, sidder nu og afviser mit projekt, som er skabt i en intention om at tilbringe festivallen et nyt aspekt; at turde undersøge sin egen sårbarhed som en styrke og en forudsætning for at kunne mødes i en oprigtig kontakt med andre mennesker.
Jeg stirrer fortvivlet på manden og bliver tappert men stum siddende, fordi jeg ikke kan gå men heller ikke kan sige noget, uden at det kommer til at handle om mit eget personlige ønske om accept og anerkendelse for at være nået hertil, hvor jeg har konceptualiseret følelsen og gjort den til et fælles, visuelt udtryk.
Manden går ud af kontoret, og jeg falder sammen. ”Lad mig hjælpe dig”, siger en engel til mig. Han er klipper af festivallens interne videoer og har hørt vores samtale. I de næste fire timer sidder jeg forkrampet ind over computeren og tilretter præsentationen efter hans anvisninger, så den sure mand, ikke har flere skyts imod mig. Da manden kommer tilbage til kontoret er der en time til showet går i luften. ”OK vi tager den med”, siger han.
Da jeg sidder i mørket sammen med de 800 andre dansere, kan jeg næsten ikke være i mig selv, da min lille præsentation toner frem på skærmen. Der er et øjebliks stilhed, da den er slut, og så bryder salen op i et brøl af et bifald, som bare bliver ved og ved. Jeg rejser mig til sidst op, hvilket får bifaldet til at vare endnu nogle minutter. Jeg står bare med bøjet nakke og lader larmen regne ned over mig.
Så passede det alligevel ind.
Projektet, med hvad det indebar af modstand, udmattelse og modtagelse blev en milepæl i mit liv. Det blev en påmindelse om, at jeg kan stole på, at det jeg fornemmer er sandt, at det godt må være der, og at jeg kan røre andre mennesker, hvis jeg siger det højt.
Se Vulnerable
