Som forælder til et barn som Oliver må man somme tider bede kommunen om hjælp. Det måtte vi også, da vi løb ind i flere situationer som man bare ikke kunne læse om i bøger, og som vi ikke anede hvordan vi skulle håndtere.
Første gang var da Oliver gik i vuggestue, og der meget pludselig skete en meget mærkbar ændring i hans adfærd. Tingene kunne ikke ske spontant, han panikkede hvis enten Carsten eller jeg tog hjemmefra, han turde ikke gå ind i mærke rum osv... Der var rigtig mange ting der gjorde at jeg pludselig ikke "kendte" mit eget barn længere. Jeg talte med dem om det i vuggestuen og de anbefalede mig at kontakte familieafdelingen på kommunen. Det gjorde jeg så, men i lang tid var det blot med besvarelser som "han er jo stadig lille og gennemgår en udvikling så lad os se tiden an, og så må du jo kontakte os, hvis der fortsat er behov for det".
Oliver blev større og begyndte i børnehave. Inden da havde han fået tildelt en form for støttepædagog som tilbragte nogle timer med ham hver formiddag. Han var gået ud af vuggestuen da de ikke havde resurcer til ham!!!!
Han begyndte i børnehaven et par mdr. før hans 3 års fødselsdag og denne talepædagog fulgte ham de første mdr. Alt gik faktisk fint, og en kort periode fik jeg faktisk troen på at kommunen måske havde haft ret. Oliver havde gennemgået en udvikling der måske (set med et barns øjne) havde forvirret ham og gjort ham usikker. MEN... Der gik ikke længe før jeg indså endnu engang at jeg som mor havde haft ret.. Noget var der galt. Jeg vidste bare ikke hvad.
Flere episoder som på ingen måde er normale for børn i den alder skete, og i samarbejde med børnehaven blev der igen etableret kontakt med familieafdelingen. Undersøgelser fra PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) blev sat i værk. Men stadig uden resultater.
Til sidst hamrede børnehaven i bordet og sagde NU ER DET NOK. Oliver blev overflyttet til en anden børnehave hvor man havde en såkaldt SE gruppe. YES. Der var tilknyttet 4 voksne, med omkring 8 børn. Herefter fandt man ud af at Oliver havde fået men og skader efter episoderne med hans biologiske far.
Mange møder, udtalelser osv. senere anbefaler børnehaven at vi får etableret en aflastningsfamilie til Oliver. Ideen er god nok da vi herhjemme har tænkt og talt det igennem. Der er 2 brødre der også skal være plads til, men Oliver kræver somme tider så meget at det er svært at få det hele til at balancere. Undersøgelser påbegyndes, og der noteres at vi ønsker en familie. Vi har talt om at hver 3 - 4 weekend er passende for os, da vi jo på ingen måde ønsker at Oliver skal fjernes fra familien her - Vi ønsker blot en lille tid i ny og næ hvor vi kan puste ud, hvor der er plads til fokus på Oliver, på de små og på os. En løsning vi føler tilgodeser os alle.
Efter mange skift med ny sagsbehandler og en periode på omkring 3 år, retter jeg henvendelse til kommunen og hører hvor lang tid sådan en sag i det hele taget kan tage, og hvor vi står. Meldingen tilbage lyder at sagen er lukket!!!!!!!!!!!!!!
Nu skriver vi 2011 på kalenderen, Oliver skal i skoleåret 11/12 i 2 klasse. Jeg VED vi befinder os i en krise, med besparelser osv, men der er da ikke grundlag for at lukke sagen uden i det mindste at give os info.
Kasper var i mellemtiden tilknyttet en talepædagog i børnehaven da han havde nogle udtalefejl i hans sprog. I forbindelse med et møde med denne efter alle undervisningstimerne var afsluttet kommer talepædagogen ind på at han er meget vred somme tider. Lederen som er tilstede ved mødet, spørger ind til Oliver og hvordan det går med aflastning osv. (begge drenge gik i samme inst. så hun kender Oliver og vores sag)
Jeg fortæller at der er lukket osv - hvordan det hele nu hænger sammen. Ærligt og lige fra hjertet, En erfaring har lært mig at det ikke er en skam, det er ikke noget at være flov over, og jeg kan lige så godt være ærlig omkring tingene.
I sommeren 2011 er der så sket det at med hjælp fra børnehaven har vi igen fået etableret en kontakt med familieafdelingen, der er søgt om aflastning og flere foranstaltninger er sat i værk. Desværre er vi inde i sommerferieperioden, så selvfølgelig trækker tiden lidt ud, men vi afventer spændt og håber på det bedste.
Vi har følt os meget svigtet af kommunen:
* De lukker sagen uden at give os en info omkring dette.
* De trækker sagen i langdrag uden først at være undersøgende på hvorvidt det er det bedste for barnet.
* Flere sagsbehandlerskift ligeledes uden en info til os forældre.