Vi havde langt om længe besluttet os for at en aflastningsfamilie var en god ide for Oliver. Vi forestillede os en weekend en gang om måneden, eller noget i den stil.
Kommunen blev kontaktet, og der blev pointeret at vi IKKE så det som en løsning for at slippe for ham, men for at han og vi kunne få ro, og komme væk fra hianden ind i mellem. Det tror jeg alle har brug for i en familie, og med et lille netværk er det ikke let, at få ham (børnene) passet.
Den lange "forhistorie" fører til et møde med en sagsbehandler, som giver et voldsomt indtryk af at hun ikke har børn selv. Hun virker som, den person der har meget svært ved at sætte sig ind i situationen, og lytte til hvad vi siger.
Hendes første kommentar, som hun nægter at lytte til svaret på, er hvorvidt vi selv tror det vil gavne Oliver at komme et andet sted hen, og være hos fremmede. Hun mener det er vores egoisme der gør, at vi tænker i de baner.
Det er det måske også. På et lille plan. Der er fordele og ulemper ved det for alle 5 medlemmer i familien, men fortjener vi ikke alle - store som små - et pusterum, et stund med ro, følelsen af at vi alle bliver set, osv?
Det næste, mener hun er at Oliver her og nu bør vide hvem hans biologiske far er, og det er her jeg kommer til sagens kerne med denne tekst.
Jeg har før skrevet noget omkring Oliver og "forholdet" mellem hans biologiske far, så det vil jeg ikke komme nærmere ind på igen. Sagens kerne er at jeg ikke mener at Oliver er stor nok til at forstå hele sagen med hans far, fordi der er så mange ting, som selv jeg har svært ved at forstå. Jeg vil, at han skal kende sandheden og ikke en løgn, da det under alle omstændigheder ikke vil medføre noget godt.
Men... En dag. Oliver er ked af det. Meget ked af det.
Han græder fordi han har mistet hans far. Uanset hvad mine holdninger og følelser er omkring dette, mener jeg nu at jeg må forklare ham tingenes sammenhæng. Jeg forklarer ham, men det resulterer jo i at mange ting må udelades fordi han ikke kan forstå det. Men jeg må jo forklare Oliver at hans far har valgt ham fra, fordi han traf nogle valg, som han mente var mere vigtigt. Det modstrider alt hvad Oliver kender og tror på, i og med at jeg altid har sagt at der ikke er noget mere vigtigt end børnene. Alle 3 børn er det vigtigste for mig, så det er svært at forstå at det kan være anderledes for nogen. Men ikke desto mindre.
Han græder, og han græder meget. Tror det er fordi han er dum, og slem at hans biologiske far ikke ønsker ham.
Jeg tror på at Kim ønsker ham, men jeg tror også på at det er langt det bedste at Kim ikke får ham. Kim er og bliver ikke i stand til at varetage Oliver på en måde som han bør og skal. Jeg er meget spændt på hvordan kommunen nu vil forholde sig til at Oliver kender tingene som de mere eller mindre er, men jeg er forberedt på at der kommer problemer ud af det, især hvis vi beholder den sagsbehandler som vi har nu.
Jeg synes umiddelbare det virker til at Oliver fik en forklaring på at det IKKE er ham, der er noget galt med på en god måde. Det virker ikke som om der er kommet nogle eftervirkninger af sagen, men jeg afventer stadig en reaktion på en eller anden måde.
Det er ikke altid andre kender Oliver som jeg gør. Der er mange gange hvor man tænker at andre bør holde næsen væk, og lytte lidt mere til en der kender ham 100%.