Stortanker om fremtid

Jeg bruger mange timer af min tid på at tænke og tænke og tænke omkring fremtid, job, uddannelse, økonomi, behov og ting og sager. osv osv.
Når jeg virkelig tænker over det…tænker jeg tit, at når man er på kontanthjælp, er det i samfundets princip fordi, at man står til ledighed og rådighed for arbejdsmarkedet. Men i virkeligheden har de fleste kontanthjælpsmodtagere eller dem som søger om det en anden side af det generelle princip. Jeg tager udgangspunkt i mig selv nu;
Jeg har ikke søgt om kommunens forsørgelse fordi jeg oprejst står til rådighed. Jeg har søgt om kontanthjælp som min nødhjælp til undgåelse af de store krav, forventninger og det høje sociale og faglige niveau som flertallet på min egen alder besidder.
Jeg skal bruge længere tid til at tænke og reflektere over, hvad jeg egentlig kan og vil med mit liv, hvad og hvor meget jeg kan rumme.
Jo ældre jeg bliver - desto højere bliver kravene. Og jeg synes kun, jeg får det svære.
Jeg har jo et liv hvor jeg besidder indre smerte, lidelse, nederlag og svigt - og det har ikke bare noget at gøre med en fortid, hvor man skal “se at komme videre”.
Det har noget at gøre med, at det har sat sig som en forstyrrelse i min personlighed, som jeg både kan arbejde med, men som jeg også skal lære at leve med resten af mit liv. Jeg vil derfor altid have større udfordringer i noget, som normalfungerende mennesker måske slet ikke tænker over til daglig. Og jeg har nemt til depressions-ligende-adfærd, når tingene bliver for meget hvad enten det er praktisk, følelessmæssigt eller begge dele.

Hvad hvis jeg fortæller, at jeg er nået frem til en beslutning?
Hvad hvis jeg rent faktisk af hjertet meddeler, at jeg ikke vil have en uddannelse?
Jeg siger ikke at det er en forevigt beslutning, men det er sådan jeg har det nu. De uddannelser, jeg før har drømt om - ikke bare at de er svære at komme ind på, men jeg har virkelig ikke det overskud og ordentlige ressoucer der skal til i den proces, når man skal søge om optagelserne.
Jeg ved, at jeg ville have så svært at håndtere de mange bolde i luften der kræves at gribe i både ungdomsuddannelse og arbejdsmarkedet - og der skal så få ting til at gøre mig stresset og psykisk udmattet.
Jeg drømmer langt fra om at være på kontanthjælp resten af mit liv - sådan en som mig burde ikke være på kontanthjælp. Jeg har ikke fået det bedre af det ved gentagende gange hvor jeg er blevet lovet noget som aldrig kom pga misforståelser eller andre ting - og kastet rundt frem og tilbage i et resultat af magteløshed og opgivelse, da jeg også hele tiden møder forskellige former for profesionelle som i en eller anden relation skal arbejde med mig i en periode i mit liv, fordi de skal forsvinde igen, og så skal jeg møde nye - og sådan skal jeg starte forfra med at udlevere mig selv om igen og igen. Jeg bliver kun mere syg af det, så jeg har fået svært ved at skulle åbne mig op, fordi jeg ved langsigtsmæssigt at det ikke hjælper noget - og at reglerne, kravene og forventningerne ikke ændrer sig.
Men jeg kan jo ikke bare lige få mig et job eller uddannelse, for det er lige præcis her mange af mine udfordringer ligger.
Skulle jeg komme på en SU eller elevløn, ville en udfordring oveni ligge i at miste 3.000,- om måneden fordi jeg på nuværende sigt har mit handicaptillæg som forsvinder, når jeg kommer i ungdomsuddannelse. Jeg ville ikke kunne låne så mange penge om måneden, for jeg har ingen garanti på om jeg kan betale det tilbage, da jeg ikke ved noget med mig og job som nævnt tidligere.
Det der også strejfer mig tankemæssigt er, at personer som mig får så tit af vide, at vi skal sige hvad det er og dit og dat, for folk er ikke tankelæsere - men jeg når så endelig gør det, så er der jo “ikke noget galt med mig” fordi jeg er så god til at snakke og formulere mig og nærmest kan snakke for “min syge moster”. For sådan nogle typer som mig - eller ihvertfald jeg har ligesom været på diverse terapi og selvudviklingsforløb i det sidste 3 år og har været til det ene og andet møde, enten med sagsbehandler, fagfolk og behandlere og har samtlige indre dialoger med mig selv næsten hver dag. Det er vel ikke så mærkeligt, at jeg kan formulerer mig. Kære samfund, jeg er god til at formulerer mig, fordi jeg er øvet! Og det er jeg fordi jeg er nødt til det!!!!
Jeg spekulerer rigtig meget om dagen. Til gengæld sover jeg fint om natten og finder det derfor spøjst, når jeg bliver spurgt om min søvn og jeg fortæller, at jeg sover fint og der så derfor bliver svaret som om, at der så igen “ikke er noget galt med mig” agtig i den dur.
Men er hvad egentlig forskellen på at sove fint om natten og spekulerer om dagen til at spekulerer om natten og sove om dagen? Mine spekulationer er ikke mindre af den grund. De kan dog ind imellem også godt foretage sig halvdelen af natten, men som regel er natten der hvor jeg sover som det eneste tidspunkt, hvor jeg kan flygte fra hverdagens stress og jag.
En anden ting er også det med at man hurtig kan lade sig blive snydt af mig.
Jeg har meget svært ved at vide, hvordan jeg skal fremstå.
Jeg kommer jo fremmødt, smilende og forbereder mig, fordi jeg får af vide, at det er noget kommunen godt kan lide. Jeg fortæller om de ting der interesser mig. Viser nogle af de værker, jeg har lavet. Og så bliver man jo automatisk set som “uddannelsesparat” - men hvis jeg gjorde helt modsat som en slags kommunikation på, at jeg er ustabil, er jeg bange for at blive stemplet som en der ikke tager ansvar eller får tilbageholdt kontanthjælpen.
- og fordi jeg fortæller, at jeg har Borderline i den lave ende, betyder det ikke at jeg har det nemmere eller kan klare flere ting end dem i den høje ende. Jeg har så bare nogle vanskeligheder andre steder. “Lav ende” betyder bl.a. at jeg ikke er på medicin, ikke har været indlagt eller er selvmordstruet - men jeg har jo allerede haft mine første snigende selvmordstanker i maj måned og havde et ønske om at komme på medicin, hvis jeg fortsat havde det sådan, men mine perioder/humør kan ændre sig på et split sekund hele tiden.

Kendte man min livshistorie fra top til tå, er jeg næsten sikker på, at man godt ville kunne forstå, at jeg er begyndt at drømme om en førtidspension. For jeg kan bare snart ikke mere. Jeg får jo alligevel af vide, at mine interesserer skal jeg gemme til min fritid, fordi det er svært at leve af det.
Jeg er alligevel ikke en uddannelsestype, jeg tror mere, at jeg er bedre egnet til kursus og workshops indenfor de ting der lægger til min interesse, så jeg på den måde kan blive selvlært helt efter eget tempo og niveau. Jeg ville frivilligt kunne hjælpe unge som mig - måske yngre teenager efter en hård skilsmisse eller whatever. Holde foredrag om mit liv eller skrive en bog. Gøre de ting der giver mening som jeg slet ikke kan finde overskud til lige nu pga. presset.
Det her er ikke for at dømme eller lyde hårdt; men jeg har den oplevelse at kommunen sparer virkelig der, hvor de kan. Kun til deres egen fordele - om det så næsten koster menneskeliv enten fysisk eller psykisk. Det er den oplevelse, jeg har fået mig med alle de historier fra den virkelige verden, jeg har hørt. Jeg har hørt, hvor svært det er at få en førtidspension idag bl.a. ved at hvis man skal være sengeliggende i tre timer og derefter kan gøre brug af sin krop i en halv time for derefter at være liggende igen, kan man bruge den halve time til at arbejde - altså er det ikke nok til at få en førtidspension. og så selvom lægerne siger noget andet. Det er hvad jeg har hørt.
Hvis det er rigtigt, ville sådan en som mig aldrig have en chance. For jeg har ikke fysiske problematikker..
Men førtidspension er sikkert langt fra løsningen. Skulle førtidspensionen ikke komme på bane, ville jeg måske kunne benytte mig et beskyttet job på få timer. Men stadig som et praktikforløb og afprøvning i en periode til at starte med, da jeg ikke er parat til at blive ansat fra dag ét, men IKKE et sted med mange bolde i luften og store ansvar på skuldrene. Måske kunne det være noget produktion med fokus på én opgave der skal løses. Hvad ved jeg...

 

Men jeg vil bare godt lige have lov til at sige, at jeg har været på kontanthjælp i 2 år nu - og det er vist ikke første gang. Jeg var også på kontanthjælp 8 måneder før jeg startede på produktionskole.
Jeg er 23 år …. jeg er på kontanthjælp fordi jeg ikke har så stærke kompentencer til at udføre en almindelig ungdomsuddannelse eller arbejde op almindelige vilkår.
Jeg har nogle talenter, men det har nuværende førtidspensionister også, og de talenter jeg har kan jeg ikke på den måde bruge til gennemføring af de ting, jeg gerne vil.
Det skal dog understreges, at det er ikke fordi jeg er doven, ikke gider og udnytter samfundet - jeg skriver det her, fordi jeg ikke kan, og jeg vil ikke udsætte mig for nogle ting, hvor jeg ved, at jeg skal bruge flere måneder/år på at blive samlet op igen af frygt for at opleve de samme nederlag igen.

 

Jeg ved godt, at i mit tidligere oplæg stod der, at jeg var blevet ansat hos en TV Station - det startede det også lidt reelt med at være, men jeg fik et praktikforløb på tre måneder som også skulle være en del af min afklaring på hvor meget jeg kunne rumme. Her kom jeg frem til den erkendelse, at jeg sådan som jeg har det nu, bliver jeg nødt til at have struktur i hverdagen, da jeg ikke dur til ustabile tider og dage med uviden om hvornår jeg har fri eller hvornår jeg skal eller ikke skal filme :-(

Det er jo desværre en del af branchen, men jeg interesserer mig jo stadig for faget så godt som jeg nu kan på min egen måde