Da jeg som 15 årig besluttede, at jeg ville være skuespiller, startede min proces sådan mere eller mindre. Et halvt år efter hørte jeg om Skolerne i Oure Sport og Performance.
Jeg fandt det rigtigt smart, at man kunne få sin STX samtidig med, at jeg kunne have teater ved siden af.
Vi undersøgte det nærmere, mine forældre og jeg, og da det var en meget dyr privatskole, kunne jeg kun komme af sted på den betingelse, at jeg sparede 60.000 kr op. Det havde jeg to år til.
På det tidspunkt skulle jeg til at starte i 9.klasse, så jeg var nødt til at starte 10. klasse også. Jeg var dog rigtig utålmodig på at komme igang. Mit mål var jo en dag at arbejde sammen med det idol der inspirede mig til at gå den vej, og hun skulle nødig nå at blive for gammel, tænkte jeg dengang.
Meget kort tid efter startede jeg i Netto. Det var hurtigt og nemt at få jobbet, da min far kendte chefen privat, så jeg behøvede ikke jobsamtale.
Men selve jobbet var derimod angstprovokerende og uoverskueligt.
Jeg hadede det som pesten, var flov over det og jeg følte ikke, at jeg kunne finde ud af det. Der var rigtig mange stresset situationer der gjorde, at jeg slet ikke kunne egne mig i det. Heller ikke "bare for at tjene penge".
Der var for mange bolde i luften, mange mennesker, få på job, stress, nogle gange vrede kunder og mange timer ad gangen.
Selvom det kun var en gang om ugen (søndag), gjorde det stadig en del ubehag ved mig. Blandt andet at jeg allerede var nervøs og anspændt om lørdagen ved tanken om, hvad jeg kunne blive sat til dagen efter.
Jeg kunne sagtens gå mere i dybden om min oplevele, men så er jeg ikke sikker på, at folk vil læse det, for det vil komme til at fylde meget.
Derimod er jeg heller ikke stolt over at have Netto på mit CV, og det er heller IKKE altid, jeg vælger at skrive det på.
Et år efter skiftede jeg job som opvakser, hvilket var en del bedre og her tog jeg alle de vagter, jeg kunne for pengene.
Jeg nåede kun lige præcis at komme op på 50.000 kr, så mor sørgede stadig for at betale mine kontaktlinser og mobilregning. Pengene var også inklusiv til studietur i 2.g i et beløb på ca. 11.000,- plus skolen skulle have ca. 6.000 kr i tilskud (tror jeg nok det var) og så skulle resten af det der var tilbage skulle deles lige op for, hvad jeg måtte bruge hver måned i 3 år!
Da jeg startede på kostskolen - og ja, det var en skole på Fyn, jeg skulle bo på i tre år.
Jeg var ved at opgive det hele efter 2 dage, men jeg holdte ud i 1,5 år. Jeg måtte droppe ud pga. det faglige og sociale som blev mere og mere vanskelig og til sidst vidste jeg virkelig ikke, hvem jeg selv var.
Derfra fik jeg anbefalet af den romie, jeg boede sammen med, at der var noget der hed produktionsskole. Jeg havde hørt ordet før, men vidste ikke hvad det indebar.
Jeg vidste kun, at jeg ville have noget teater, og det tætteste jeg kunne komme på var den i Roskilde. Så jeg ville have to timer til skole hver dag.
Ventetiden var lidt lang. Jeg kom ind otte måneder efterfølgende. Imellem tiden var jeg på AOF i januar 2013, FVU i februar og marts 2013. Resten af månederne var jeg hjemmegående og havde det rigtigt skidt! Selvværdet var lavt, og jeg begyndte på noget psykolog/taleterapeut. Det hed Team På Tværs.
Da jeg kom ind på produktionsskolen, blomstrede jeg hele det år og selvværdet steg. Jeg snakkede med alle fra holdet/værkstedet. Det har indtil videre været det bedste år i mit liv!
Så sluttede mit år på produktionsskolen, hvilket jeg var MEGET ked af. Stod det til mig, så skulle jeg være der for evigt sammen med de andre!
Men jeg skulle videre... på det tidspunkt havde jeg kontakt til kommunen.
På Odsherreds kommune er der en afdeling der hedder "Ungeenheden" (som et af mine digte også hedder og har skrevet om), hvor jeg fik mig en guide og det tilbud om et ophold på en højskole, men jeg krævede at være der som dagelev, for jeg havde lært rigeligt omkring mine 24/7 socialheder, og jeg havde bestemt ikke lyst til at afprøve psyken igen!
Men lederne så ikke ud til at være tilfreds med det, så jeg ville ikke starte der.
Jeg kom på et kompetenceforløb (uddannelsescenteret) hvor det var meningen at jeg skulle være der i 3 måneder og styrke lidt engelsk på 9.klasses niveau indtil jeg ville starte på grunduddannelsen som fotograf i januar 2015, men jeg fik et afslag fordi der ikke var plads, så jeg fortsatte i samme dur og oplevede 2.afslag.
Jeg magtede ikke at fortsætte som jeg gjorde og være faglig, for det var indtil videre rigtig meningløst for mig...det lå ikke til mig.
Så det endte med, at jeg fik en rigtig god primær person på kompetenceforløbet og vi sammen lavede et skema, hvor jeg fyldte det op med gode og sociale kompetencer, hvor hverdagen nærmest er blev en god "terapi" som jeg var glad for. I den peride flyttede jeg også hjemmfra og afsluttede på Komptenceforløbet i januar 2016, hvor jeg startede på Aktiv Indsats og skulle være der i 19 uger (sidst i januar 2016)
Midt i det forløb kom to TV mennesker forbi og skulle interviewe nogle af dem som arbjedede der. Så chefen fra aktiv indsats fik sat en samtale med dem, mig og hende.
Først var det meningen, at jeg blev ansat og ville få en B-indkomst.
Men en B-indkomst kunne jeg ikke leve af - og jeg måtte ikke få indkomst ved siden af min kontanthjælp.
Anyway, jeg fik lov at være ude og filme med dem en gang om ugen til at starte med.
Til sidst før jeg afsluttede mit forløb, fik vi en fuld praktik sat i hus i de næste tre måneder. Dvs. hele sommeren i 2016.
Min konklussion efter jeg fik snuset til det, erkendte jeg at fagligt mæssigt gik det rigtig godt, og jeg fik rigtig meget ros. Praktikken gav mening. Ingen tvivl om at jeg ville være god i branchen, men jeg duede simpelthen ikke til ustruktur, tage tingene med hjem og have for store ansvar på skuldrene. Derfor blev jeg desværre stresset af det, men jeg holdte ved, indtil det sluttede.
Dernæst gik jeg i "kompromis" og bevægede mig væk fra det spændende og begyndte på noget beskyttet aktiveringsbeskæftigelse i noget montering, hvor jeg kun skulle fokusere på at løse én opgaver ad gangen der ikke krævede noget.
Men i den praktik var helt modsat; jeg var ikke stresset ved arbejdet, og der var god struktur. Men det gav ganske simpelt ikke mening for mig at være der.
Jeg kedede mig rigtig meget og følte mig al for kreativ og kompetecenefuld til at være sådan et sted.
Til trods for at jeg kun var der tre timer ad gangen, havde jeg så svært ved at slå tiden ihjel, hvor koncentrationen var faldende, fordi jeg brugte så meget energi i kroppen på bare at være der - og oplevede at jeg skulle hjem og sove i samtlige 2-3 timer, når jeg kom hjem, hvis ikke jeg tog mit tegneri med på arbejdet, da jeg var ved at få et "dyk", fordi mit hoved bare ikke blev udfordret nok.
Det var en afklaring på, om jeg kunne kocentrere mig længe ad gangen, om jeg kunne håndtere mange mennesker omkring mig, snak lyde osv. Det var egentlig ikke andet end spild af tid.
Efterfølgende afventede jeg et svar fra STU-udvalget i et halvt på, om jeg kunne tage en sådan. Eftersom svaret lød "ja og nej", er næste skridt nu andre former for afklaringspraktikker, som jeg tror ville kunne klare rent praktisk mæssigt. Deraf får jeg mig en ny konsulent der skal skrive skriftlige dokumentationer på, hvordan jeg agerer ude på arbejdsmarkedet. Afhængig af dette vil det afgøre om jeg på sigt kan komme ind på rehabiliteringsteam.
Min fremtid har desværre været usikker siden jeg forlod min ungdomsuddannelse i december 2012, hvor klare mål og udsigter synes at blive forringet.
