Det sker igen og igen
Nat efter nat
En pludselig vågen tilstand i sved
Jeg beder aldrig at drømme den drøm nogensinde igen
Jeg husker dem ikke
Men jeg husker tydeligt følelsen af at miste
Jeg forsøger at glemme
Men drømmene forhindrer mig idet
Når en ny dag er i vente, er dagen aldrig helt ny
Hver dag er dagen i går
Mine øjne der stirrer uden at se, som om de er blinde
Jeg er som et levende foster i en død kvindes krop
Et foster der aldrig nåede at komme ud
Sidder derinde helt alene, krympet sammen
Den eneste jeg har er hende
Jeg ser hende jævnlligt
Der er en vis afstand imellem os
Men hvorfor? Hun har jo så meget kærlighed i sig
Det er den hun giver til sine to piger
Det ses altid så tydeligt på facebook
Beskrivelser som "dejlige piger" med billeder
Mon ikke hun også kan elske mig?
Jeg har besøg af hende og laver kaffen klar
Imens står jeg og tænker om jeg skal sætte mig helt ved siden af hende
Eller om det bliver for tæt på?
Tager chancen
Jeg bemærker at hun rykker sig en halv meter væk
Jeg bider mig i læben
I det samme ringer hendes telefon
Det er hendes datter, en af dem
Jeg kan høre datterens stemme tydeligt i baggrunden
Lader til hun ikke har det godt
Den moderligt bekymrede stemme forsikrer, at hun nok skal skynde sig hjem
Hun siger "skat" i røret
Det kilder ned ad min brystkasse, det har hun aldrig kaldt mig
Og nu skal hun hjem og rigtig nusse om sin datter
Så er det skidt pyt med mig
Hun lægger op til at gå, skoene på og tingene i tasken
Hun krammer mig hurtigt farvel, undskylder og hun er væk
Jeg mærker straks min dæmon og jalousien til hendes piger
Jeg fortjener ikke at blive elsket
Det negative i blodet må ud
Røde striber ned langs med låret, på gulvet, hænderne...
Dæmonen tager over, jeg fodrer den med mit blod
Jeg vil krammes og trøstes, men denne tunge følelse af værdiløshed sidder så dybt i mit sind.
Uønsket og uelsket.
Jeg vil så inderligt gerne kunne trække vejret, men dæmonen blokerer
Fristelsen til at sove i hundrede år som Tornerose
Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op
Jeg tager min telefon i håb om at græde i røret
Hun kan tage telefonen, når det er hendes døtre, men ikke når det er mig?
Ved hun overhovedet hvad jeg føler?
Jeg ved hun er der for at hjælpe, ikke for at elske
Men hun kan kun hjælpe ved at elske mig
Jeg vil have min ilt gennem en betingelsesløs kærlighed
Så jeg kan leve helt og længe
Men hvis jeg kun er i anden række, fordi hun ikke har født mig,
behøver jeg så trække smerten?
Jeg kunne blive genfødt og starte helt forfra
Jeg tager kniven igen, bevæger den nu mod min puls der aldrig mere skal knokle.
