Jeg ved at jeg er jeg til nu
Jeg ved at jeg lever i dag
Alligevel leder jeg desperat, vandrer rundt
efter mig selv
Udsigten over en masse huse
Det sted hvor jeg allerhelst vil bo
I al anspændthed
vælger jeg det flotteste hus
og banker på døren
Døren som åbnes
og jeg spørger nu:
“Er jeg elsket af dig oppe til disse stjerner?”
I min dybe skuffelse af afvisning
vandrer jeg et skridt nærmere
Jeg står overfor næste hus
Gør mig endnu et mod, spørger igen:
“Er jeg elsket af dig oppe til disse stjerner?”
Jeg får samme reaktion
Nedtrykt går jeg, mens det regner
Flere kilometer borte fra mig selv
hidkalder jeg mit indre jeg:
“Ingen elsker mig
Jeg tror at jeg falder”
Et gyldent lys glimtrer i mørket
Siger fra flere tusinde mil:
“Du skal elske dig selv først
Til næste gang vil jeg se dit smil”
Jeg tænker over rådet
Tager rygsækken og drager ud
på livets rejse
Jeg vender tilbage efter år der er gået
Går over til endnu et hus
i håb om mit mål er nået
Tredje gang banker jeg på
Der åbnes igen imens jeg hører
mit hjerte på overarbejde
“Er jeg elsket af dig oppe til disse stjerner?”
Vedkommende får et smil frem
“Så sandt min ven!”
Og jeg får et kram
Jeg drager ind mod mig selv igen
Siger til mit indre jeg:
“Jeg føler mig så elsket!”
En kærlighed
som strømmer ud igennem
til alle mine celler, så det ses
Den indre stemme siger:
“Nu skal du høre hvad der er sket”:
“Jeg var alle de mennesker du besøgte
Lod som intet da jeg hørte dig kalde
Jeg ville have dig til at anerkende dig selv
Når du elsker dig selv, er du elsket af alle"