Aktiviteter / Oplevelser / Nødlanding OY-BJF

Nødlanding med OY-BJF

05-06-2018 flyver jeg med en god ven fra Holbæk mod Roskilde med BJF. Start og motortest upåfaldende, olie og fuel ok. Off ground 11:26 fra bane 10, venstredrejer mod nord, stiger til 1400 fod mod Rørvig, hvor vi skal vinke til nogle venner i et sommerhus. Kontakt til CI. Cruiser med 2300 RPM, leaner, AIS ca. 80 knob.

Herefter over vandet mod Hundested, climber til 2000 fod med full power til Hundested, decender igen til 1400 fod og 2300 RPM, mod sydøst over Nordskoven øst om R 18, som var aktiv. Bruger forvarmen i ca. 30 sekunder forebyggende.
 
Lige syd for Jægerspris, siger jeg farvel til CI, squaker 7000 og lytter Roskilde ATIS mens jeg krydser over Roskilde Fjord lige syd for Frederikssund. Skifter til Roskilde Tower på 118,9, og er klar til bede om at komme i zonen via Valby.

Pludselig begynder flyet at ryste voldsomt, og motoren går ujævnt, svag sveden lugt i cockpittet, ingen røg. RPM faldende. Ligger i ca. 1200 fod. Tankmålere ok, olietryk og temp. normal. Giver full mix, forvarme, magnet check. Ingen bedring, tager noget power af så flyet ikke ryster så voldsomt, ryster igen hvis jeg giver power.

I løbet af 10-20 sek. bliver jeg klar over at jeg må nødlande. Når at give en mayday melding til Roskilde Tower, som spørger om jeg kan lande på Frederikssund Syd. Negative – jeg er ikke kendt med dens placering og mister højde.

Området syd for Frederikssund er fuld af marker. Jeg udser mig én, laver en langsom venstre hånds anflyvning uden flaps. Når at sige til min passager at han skal spænde sikkerhedsbæltet. Ligger lidt for højt. Bagved første mark ligger en endnu større kornmark bag et lille gærde. Kontrollerer fart, er fortsat lidt høj, sætter 40 flaps med god højde reduktion til følge.

Kommer ind med fin tærskel højde, men lidt for høj fart, flarer så langt jeg kan, lander rimeligt blød på den kun lidt knoldede mark. Kornet bremser os hurtigt, og drejer os svagt til højre til sidst. Løsner seler, og går ud af flyet for tilfælde af brand. On ground = off block 11:54. Vi står på en kornmark ca. 200 m syd for Bella.

Vi er landet i god behold, uden en skramme. Efter at have været koncentreret i forløbet som kun varede 1-2 min, får jeg lige en kort rystetur af chokket. Min passager var heldigvis helt rolig under forløbet, og sagde ikke noget. Jeg fik kun ros og støtte.

Ringer straks Naviair Briefing op (det var det nr. jeg havde på min telefon) og afblæser alarm.

Herefter 3 timer på marken med politi, pressebesøg, snak med markejeren, tlf. med havarikommissionen, og orientering af vores pårørende. Til sidst kom Erik fra GA Service, konstaterede at et tændrør var maltrakteret indvendigt, mistanke om ventilskade? Han kørte os tilbage til Roskilde.

Hvad glemte jeg: Primer låst, døre på klem, luk for fuel, mixture luk, tænding off, slukke master efter sidste brug af flaps. Desuden landede jeg i let medvind ca. 3 Kn.

Jeg er nu virkelig taknemmelig for de mange træninger med simuleret motorstop og power off landinger. I processen følte jeg mig helt overbevist om at jeg kunne lande flyet uden at havarere. Bagefter kan jeg måske blive mere i tvivl.
 
Stor tak til mine primære instruktører John og Peter.

Venlig hilsen
Jørgen Kludt
Roskilde Flyveklub | Lufthavnsvej 30, 4000 Roskilde  | webmaster@roskildeflyveklub.dk