Vedtægter for Øresundskystens rideklub
Formål, navn og hjemsted og tilhørsforhold
§ 1
Klubbens formål er at fremme interessen for ridesporten og at samle medlemmerne til udøvelse af denne idræt, samt at oplære navnlig ungdommen i alt vedrørende hestens brug og pleje.
Klubbens navn er Øresundskystens Rideklub. Forkortet ØRK
Klubbens hjemsted er Stenbjerggaard, Kellerisvej 50, 3060 Espergærde, i Helsingør Kommune.
§ 2
Øresundskystens Rideklub er medlem af Dansk Rideforbund under Dansk Idrætsforbund, hvorfor klubben og hvert enkelt medlem er forpligtet til at rette sig efter de to nævnte forbunds love, reglementer og bestemmelser, derunder de af de pågældende forbund fastsatte voldgiftsbestemmelser.
Medlemmer, kontingent, hæftelse og karantæne
§ 3
I klubben kan optages aktive senior- og juniormedlemmer samt passive medlemmer. Unge mennesker optages som juniormedlemmer til og med det år, de fylder 18 år.
Passive medlemmer kan optages i klubben uden ret til at deltage i konkurrencer.
Enhver der benytter klubbens faciliteter, det være sig ridehus, ridebaner eller stalde, skal være aktive medlemmer af Øresundskystens Rideklub.
Medlemskabet er gældende fra den dato en skriftlig indmeldelse foreligger, men deltagelse i arrangementer kan først finde sted, når kontingentet er betalt (se også § 8).
Udmeldelse skal ske skriftligt med mindst 1 måneds varsel til udgangen af den efterfølgende måned.
§ 4
Årskontingent for næstfølgende år fastsættes af bestyrelsen og forelægges den ordinære generalforsamling til endelig afgørelse.
Kontingentet er forfaldent til betaling én gang årligt. Kontingentet følger regnskabsåret med opkrævning i januar måned (Regnskabsår = kalenderår).
Ved indmeldelse i årets løb skal der betales årskontingent. Dog skal der kun betales ½ kontingent for indmeldelse i oktober og november. Ved indmeldelse i december betales først kontingent fra januar.
Er kontingentet ikke betalt senest 1 måned fra modtagelse af girokortet, slettes vedkommende medlem af klubben og vil kun kunne optages på ny ved betaling af restancen og fornyet indskud.
§ 5
Klubbens medlemmer og dens bestyrelse hæfter ikke for klubbens gæld eller andre forpligtelser.
§ 6
Bestyrelsen kan meddele karantæne af nærmere fastsat omfang, dog max. 2 måneder, til et medlem, der gør sig skyldig i usportslig optræden, eller på anden måde opfører sig til skade for klubben. For at denne beslutning skal være gyldig kræves at mere end halvdelen af samtlige bestyrelsesmedlemmer stemmer for karantænen. Medlemmet skal have adgang til at udtale sig over for bestyrelsen, inden afstemning finder sted. Denne afgørelse kan indbringes for distriktets forretningsudvalg inden 8 dage. Forretningsudvalgets afgørelse er inappellabel. Et evt. forretningsudvalgsmedlem fra den pågældende klub er inhabil.
Stk. 2: I særlige tilfælde kan bestyrelsen indstille til generalforsamlingen, at et medlem udelukkes fra klubben i et nærmere angivet tidsrum over 2 måneder. På generalforsamlingen afgøres sagen ved skriftlig afstemning, og for vedtagelsen kræves et flertal på 2/3 af de afgivne stemmer (blanke stemmer tæller som afgivne). Medlemmet har krav på at være til stede og forsvare sig. Generalforsamlingens bestemmelse om udelukkelse kan af medlemmet indbringes for Dansk Rideforbunds Appeludvalg inden 4 uger.
Stk. 3: I det af stk. 2 omhandlende tilfælde kan generalforsamlingen ligeledes ved skriftlig afstemning, og med et flertal på 2/3 af de afgivne stemmer, afgøre at sagen via hovedbestyrelsen indbringes for Dansk Ride Forbunds Appeludvalg til afgørelse af, om der tillige skal ske udelukkelse fra andre rideklubber eller evt. indstilles til Danmarks Idrætsforbund, at vedkommende udelukkes fra andre specialforbund under Danmarks Idrætsforbund (eksklusion).
Bestyrelsen
§ 7
Klubbens anliggender varetages af en bestyrelse på mindst 5 medlemmer, der alle skal være fyldt 18 år. Medlemmer til bestyrelsen vælges for 2 år. Genvalg kan finde sted for alles vedkommende.
På generalforsamlingen vælges formanden direkte og derefter den øvrige bestyrelse samt 2 suppleanter.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, sekretær og intern revisor.
I tilfælde af vakance indtræder en af suppleanterne i bestyrelsen. Såfremt suppleanternes pladser er vakante, supplere bestyrelsen sig selv indtil næste generalforsamling. Efter indtræden eller supplering konstituerer bestyrelsen sig på ny.
Bestyrelsen nedsætter efter behov et antal udvalg til varetagelse af f.eks. arrangering af stævner og sociale aktiviteter og så vidt muligt med et bestyrelsesmedlem for formand.
Bestyrelsen kan beslutte at der skal afholdes valg blandt juniormedlemmer til 2 observatørposter i bestyrelsen.
Forældre til juniormedlemmer, kan vælges til bestyrelsen uden at være medlem og bliver automatisk tildelt et gratis passivt medlemskab ved indtrædelse i bestyrelsen.
§ 8
Der afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder årligt samt efter behov eller på forlangende af mindst 3 bestyrelsesmedlemmer. Alle bestyrelsesbeslutninger tages ved almindeligt stemmeflertal. (se dog også § 6).
Står stemmerne lige er formandens stemme afgørende og i dennes forfald næstformandens. For at en gyldig bestyrelsesbeslutning kan tages, må mindst tre af bestyrelsens medlemmer være til stede og deltage i afstemningen.
Næstformanden træder under formandens forfald i dennes sted.
Sekretæren fører protokol over forhandringerne på bestyrelsesmøderne.
§ 9
Bestyrelsen disponerer over klubbens midler og varetager dens tarv på bedste måde. Formanden er bemyndiget til at underskrive de dokumenter om salg og anden afhændelse samt pantsætning, som er en følge af generalforsamlingsbeslutninger som er truffet herom i medfør af vedtægternes § 8.
Formanden har i øvrigt prokura.
Den interne revisor skal føre tilsyn med foreningens økonomi og bl.a. gennemføre mindst et uanmeldt eftersyn af kassebeholdninger m.v. hvert år.
Sekretæren sikrer at der føres protokol over bestyrelsens beslutninger.
§ 10
Til at varetage den daglige drift kan bestyrelsen ansætte en daglig leder, regnskabsfører, staldpersonale og ridelærer m.v. efter behov. Bestyrelsen kan meddele den daglige leder og regnskabsfører prokura efter nærmere bestemmelser i ansættelseskontrakten.
Generalforsamlingen
§ 11
Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed og indkaldes af bestyrelsen.
Den ordinære generalforsamling afholdes i sidste halvdel af marts måned.
Tid og sted for generalforsamlingens afholdelse skal meddeles klubbens stemmeberettigede medlemmer inden 1. marts.
Indkaldelse til generalforsamling skal indeholde en dagsorden samt eventuelle fremsatte forslag fra bestyrelsen.
Indkaldelsen skal fremgå af klubbens hjemmeside på internettet og opslås tillige på ridehusport, i klubhus m.v. samt evt. udsendes på klubbens mailliste. Eventuelle bilag skal være tilgængelige på klubbens hjemmeside senest 5 dage før afholdelse af generalforsamlingen.
Medlemmer, der ønsker at få forslag behandlet på generalforsamlingen, skal fremsende dette skriftligt til bestyrelsen, således at forslaget er bestyrelsen i hænde senest den 10. marts.
Stemmeret har fremmødte medlemmer over 18 år, der har betalt kontingent, og som har været medlemmer af klubben i mindst 3 måneder.
Medlemmer under 18 år er ikke valgbare til bestyrelsen og skal for at have stemmeret ved generalforsamlingen være repræsenteret ved en forældre. Forældre som repræsentere unge under 18 behøver ikke at være medlem af klubben men den unge skal have været medlem i mindst 3 måneder og kontingentet skal være betalt. En forældre kan kun repræsentere et barn under 18.
Dagsorden skal indeholde følgende punkter:
1. valg af dirigent
2. valg af referent
3. bestyrelsens beretning
4. gennemgang af revideret regnskab
5. behandling af indkomne forslag
6. fastsættelse af kontingent
7 valg af formand
8. Valg af bestyrelse og suppleanter
9. valg af revisor og revisorsuppleant
10. eventuelt.
Generalforsamlingen træffer bestemmelse om køb, salg anden afhændelse og pantsætning af klubbens faste ejendomme. På generalforsamlingen vælges personer ved almindeligt flertal blande de fremmødte stemmeberettigede medlemmer.
Jævnfør dog særreglerne i § 6 og 14.
Afstemningen foregår ved håndsoprækning med mindre bestyrelsen eller mindst 2 medlemmer kræver skriftlig afstemning.
Står stemmerne lige er er forslag forkastet.
§ 12
Til forandring af lovene og til udelukkelse af medlemmer (jf. § 6 stk. 2) kræves en majoritet på to tredjedele af de afgivne stemmer. Enhver ændring af vedtægterne skal indberettes til DRF til godkendelse.
Regnskabet følger kalenderåret. Regnskabet forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse efter revision af generalforsamlingens valgte revisorer.
§ 13
Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når bestyrelsen anser det for nødvendigt, eller når mindst 24 % af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt indgiver begæring herom – med meddelelse af dagsorden.
I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes inden 14 dage efter begæringens modtagelse.
§ 14
Klubbens opløsning kan kun finde sted, når beslutning herom vedtages på 2 efter hinanden afholdte generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum.
Ved den første af disse generalforsamlinger skal mindst halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer være til stede, og for at beslutningen om opløsning skal være gyldig, skal denne vedtages med mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer.
Er generalforsamlingen ikke beslutningsdygtig ifølge ovenstående kriterier afholdes en ny generalforsamling.
Denne er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer.
Beslutning tages ved almindelig stemmeflerhed blandt de fremmødte medlemmer.
Opløses klubben skal dennes ejendele realiseres, og den generalforsamling, der beslutter opløsningen skal tage bestemmelse om de samlede aktivers anvendelse.
Eventuelle aktiver skal dog i alle tilfælde komme dansk ridesport til gode.
-oOo-
Vedtægter for ØRK med seneste ændringer vedtaget på den ordinære generalforsamling den 17. marts 2010.
Ejgil E. Andersen Anne Petersen
Formand dirigent