Kultur- og fritidsforvaltningens redegørelse og indstilling om rideklubbernes og rideskolernes fremtid i Helsingør Kommune ligger nu klar til politisk behandling. Redegørelsen dokumenterer, at de kommunalt støttede rideklubber Nordøstsjællands Rideklub (NØR) og Øresundskystens Rideklub (ØRK) løfter et stort arbejde for ca. 520 børn og unge i form af gode idræts- og fritidstilbud.
Kultur- og fritidsforvaltningen indstiller til politikerne i idrætsudvalget,
-
at brugskontrakterne med rideskolerne forlænges til 31/12 2015,
-
at opsigelsesfristen i brugskontrakterne forlænges fra 6 måneder til 12 måneder
-
at der udføres bygningsvedligeholdelse for i alt 1,8 mio. kr. på de to rideskoler i perioden,
samt at forvaltningen i perioden frem til udgangen af 2014
-
undersøger om rideskolerne kan sælges og fortsætte som rideskoler i privat eje,
-
undersøger om det er hensigtsmæssigt at overføre ejendommen på Kellerisvej 50 (Stenbjerggård Rideskole) til byzone i forbindelse med den nye kommuneplan og det i den forbindelse vurderes om byggemodning og salg af ejendommen kan være fordelagtig,
-
udarbejder et muligt projekt for samling af begge rideklubbers rideaktiviteter på Nygård Ridecenter.
NØR og ØRK er enige i, at det er en fornuftig og velafbalanceret indstilling forvaltningen er kommet frem til. Den giver klubberne mulighed for at fortsætte minimum 5 år mere uden at det koster kommunen mere end der allerede er afsat i budgetterne og tid til at der findes en mere langsigtet løsning.
Begge rideklubber er åbne over for om der i fremtiden skal være to mindre rideskoler som i dag eller om rideklubbernes aktiviteter skal samles i Nygård – forudsat at det kan rumme begge klubbers aktiviteter. Der er fordele og ulemper ved begge løsninger som det fremgår af redegørelsen.
Rideklubberne er af den opfattelse, at en ”privatisering” ikke kan ske uden væsentlig forringelse for rideklubbernes medlemmer. Af redegørelsen fremgår det, at rideklubber i privat regi fremover får det svært på grund af nye lovkrav til opstaldning af heste mv. ifølge Dansk Rideforbund.
Rideklubberne ser nu frem til, at politikerne tager stilling til indstillingen. Den politiske beslutningsproces er:
-
9/12 2010 idrætsudvalget (indstilling til økonomiudvalget)
-
10/1 2011 økonomiudvalget (indstilling til byrådet)
-
17/1 2011 byrådet (beslutning)
Rideklubberne har været inddraget i udarbejdelsen af redegørelsen. Begge rideklubber har givet mere detaljerede bemærkninger til redegørelsen og indstillingen, som kan læses via følgende link
https://helsingoer.instant.cohaesio.net/Idr%C3%A6tsudvalget/09-12-2010%20Dagsorden.aspx#4
Dorte Jensen, formand NØR
Ejgil E. Andersen, formand ØRK
ØRK udtalelse til redegørelsen kan du også læse via følgende link –
https://dl.dropbox.com/u/2946096/%C3%98RK%20udtalelse.html
|