Tømrertips

1 på 2

1 på 2

 

 

Hvordan er det nu lige man...???

 
1 på 2 beklædning findes overalt, på facader, hegn, haveskure...etc, så man må formode, at der er nogen der kan finde ud af at sætte dem op. Til trods for det, er jeg ofte blevet spurgt om hvordan man regner antal brædder, afstande m.m. ud. Det kan godt være lidt svært at forklare pædagogisk, så derfor denne meget grundlæggende vejledning.

Først skal vi lige have nogle udtryk på plads. Dækbredde består af en brætbredde (dimension) plus en mellemrumsbredde. Mellemrum er afstanden mellem to brædder i samme lag og overlæg er de flader, hvor brædderne rammer hinanden.



Og så til beregningen. I dette eksempel beklædes en 190 cm (1900 mm) bred flade med ganske almindelige 19x100 mm brædder og et tilladt overlæg på mellem 15 mm og 25 mm. Det kræver et par mellemregninger. Først findes den maksimale dækbredde.

Den finder vi ved at tage to dimensioner og trække 2 x minimumoverlæg fra.
Her udgør det (2x100) - (2x15) = 170 mm. svarende til et bræt + et mellemrum.

Så skal vi udregne bredden der skal dækkes. Det gøres ved at placere et bræt længst til venstre, og måle fra brættets højre kant til enden af fladen. Her: 1900 - 100 = 1800 mm.



Så skal vi finde ud af hvor mange gange vore dækbredde kan være der. Det gøres ved at dividere længden med dækbredden: 1800/170 = 10,59

Vi kan imidlertid ikke bruge "-,59" til noget som helst, så vi runder resultatet op til 11 og kan nu beregne den endelige dækbredde, ved at dividere 1800 med 11 og få 163,64 mm.

Men da det er tømrerarbejde, runder vi hæmningsløst op til 164 mm, vores endelige resultat.

Denne afstand er ofte benævnt c/c (midt/midt) målet. I praksis måles fra kant af bræt til samme kant på det næste, f.eks. fra venstre kant til venstre kant, og nu kan det inderste lag brædder sættes op.



Nu mangler vi blot at beregne overlæg. Det findes ved at tage 2 dimensioner, trække dækbredden fra og dele resultatet i 2. Overlæg: (200 - 164) / 2 = 18 mm og så kan vi sætte det yderste lag op.




Ovenstående er de grundlæggende principper, og målene er valgt for at gøre det så overskueligt som muligt. Der kan selvfølgelig vælges andre materialer, forskellige bræddebredder til 1. og 2. lag og diverse hjørneløsninger, men bruger du denne beregningsmetode, er du godt på vej.

Til slut et par hurtige om selve opsætningen.

Vær meget omhyggelig når du sætter første bræt op. Husk at loddestokken er din ven og og tag den med dig i hele forløbet.

Det kan være fristende at lave en afstandsklods, men træ er ikke målfast, og du risikerer det "løber" for dig. Skal du bruge noget, så lav en "ko" (det må du selv Google).

Vend brædderne med kernetræet udad (som vist). Træets kerne er mere modstandsdygtigt og da træ krummer væk fra kernen, vil det over tid "låse" de to lag sammen.

Søm/skru som vist herunder. Det vil sikre at brædderne kan bevæge sig ufhængigt af hinanden, og minimere risikoen for, at de flækker på længere sigt.



 
Sømmene bør være galvaniserede og minimumslængden skal være 3 x materialetykkelsen.
Det vil i dette tilfælde sige 28/65 firkantsøm til inderste lag og 31/80 firkantsøm til yderste lag.
Skruer skal minimum være 2 x materialetykkelsen. Her 5,0 x 40 og 5,0 x 60.

Håber det kan bruges og go' fornøjelse
Regmos