Fuat Talay & Cahit Ece + nedvarmning ved Ali & Hozam

Tyrkisk/kurdisk - Folkemusik/Electronica Lørdag 26. Marts
 
Døre 20.00
Start ca. 21
Entré 40 kr.
 
 
Lørdag 26.Marts byder på anatolsk folkemusik, et skud sufi-lounge + efterfest i bedste bazar stil.
 
Aftenens hovednavn er først på scenen, når de to bardomsvenner Fuat Talay og Cahit Ece i følgeskab med Britt Pernille Frøhom spiller tyrkisk og kurdisk musik. De tre musikere dyrker et musikalsk crossoverlandskab hvor den anatolske folkemusik bl.a. krydres med sufi og elektronisk musik. Det er musik, hvor de traditionelle toner og melodier blandes med elektroniske beats og en blød, lækker lyd smyger sig om lytteren.

Efter Fuat Talay, Cahit Ece og Britt Pernille Frøholm er der musikalsk "warmdown" med og ved Ali & Hozam. 
 
Fuat Talay, Cahit Ece og Britt Pernille Frøholm
Fuat Talay turneerer regelmæssig med sin baglama. Det sker fx med kunstnere som den landsforviste kurdiske sanger Sivan Perwer og ‘divaen’ af tyrkisk folkemusik, Sabahat Akkiraz, men også i eget navn. Fuat har siden sin tidlige ungdom haft en passion for at spille baglama (saz) og synge Van egnens folklore. Van-egnen er kendt som et kulturrigt område i det østlige Tyrkiet, hvor både tyrkiske, kurdiske, azerianske og armenske kulturer lever. Politisk instabilitet og ytringsforbuddet tvang dog Fuat Talay til at forlade sit hjemland som 17 årig, men han kan i dag glæde sig over en driftig karriere som professionel musiker i det nordlige del af Europa. Fuat Talay udgav i 2008 albummet ”Sufisticated”, der efterfølgende blev nomineret til en Danish World Award.
 
Cahit Ece spiller på fløjteinstrumeneterne kaval og balaban og har udgivet CD’erne “Berya” i 2002 og "Feryad" i 2009. Fløjternes sound emmer af det stof, som drømme er gjort af. Hyrderne bruger stadigvæk den kraftige og luftige lydende kaval oppe i de høje, grønne bakker, mens Balaban har en intens klingende sound, der går direkte under huden på den gode måde. Når Cahit ikke selv spiller underviser han på Århus Musikskole.
 
Britt Pernille Frøholm kommer fra Norge og supplerer trioens sound med hardingfela, som er den norske folkemusiks udgave af violinen. Hardinfela er af udseende kendetegnet ved sine flotte dekorationer, mens de 4-5 tilføjede overstrenge giver en særlig  klang. Britt Pernille Frøhom udgav i 2008 solo albummet "For allje dei", som høstede utroligt flotte anmeldelser i norske aviser og tidsskrifter.
RADAR [REAL], Skovgaardsgade 3, 8000 Århus C