Over tid vil ravet oxydere (reagere med atmosfærens ilt). Ved smykker spiller det ikke den store rolle, da den røde mørke farve kan være at foretrække, men hvis stykket indeholder inklusioner vil disse blive ødelagt af oxyderingen.

Oxydering tager typisk mange år før, at den bliver direkte synlig, men når skaden er sket, er det allerede forsent at gøre noget ved det. Det oxyderede lag kan slibes væk, men i mange tilfælde er det ikke en mulighed.

Da processen forløber langsomt, så er der mange samlere, som ikke er bevidste om vigtigheden af at beskytte deres samlinger.

I klubben er vi igennem tidens løb stødt på mange unikke stykker, som er blevet opbevaret forkert og derfor alvorligt  oxyderet. Herefter er både den økonomiske og videnskabelige værdi faldet til noget i nærheden af nul. Uerstattelige stykker er igennem tiden gået tabt. Billederne til venstre er stykker som igennem mange år er blevet opbevaret forkert, blandt disse stykker er der bl.a. uerstattelige nye arter - dette er mildest talt en katastrofe.

 

Overfladen vil blive mørkere/rødere end det indre, små revner vil opstå på overfladen (ligesom tørt ler) og herved speede processen yderligere op. Revnerne tillader ilten at trænge hurtiger og dybere ind i stykket. Inklusionen vil blive mørk/sort og herefter langsomt "forsvinde".

 

Når ravet bringes ud af vandet/jorden, vil det blive udsat for:

På billedet ses et stykke baltisk rav med en bænkebider og 12 mider. Dette stykke er udsat for en fremskreden oxydering og bemærk, hvordan de mindre inklusioner langsomt er ved at "forsvinde" (forstør billedet ved at klikke på det). Når denne proces er startet, er der ikke nogen måde at rede det, som allerede er ramt - men processen kan bremses. Nogen gør det ved at, opbevare ravet i en boks med ædelgas, og derved blokere dets kontakt med ilt, mens andre vælger, at fysisk tilføje et beskyttende lag til ravet.

 

Nogen indstøber deres stykker i epoxy andre lakerer dem - i sidste ende er dette et endnu ikke særlig udforsket område, og man har set flere eksempler på, at epoxyen hærder op og springer, eller at lakken besværliggør fremtidig fotografering eller studier af inklusionen. (Læs mere om disse metoder her). Lakeringen kan fjernes igen og er derfor ikke så skadelig som indstøbningen. I ekstroordinære tilfælde, så er indstøbningen den eneste og bedste løsning - f.eks. for at stabiliserer skrøblige typer af rav eller for hurtigt at "rede" videnskabeligt værdifudlt rav. Her er nogle eksempler:

 

 

 

Som beskrevet er der flere måder at konservere rav, men det råd, som jeg selv finder bedst, som også er det nemmeste og mest enkle, er at bruge næsefedt. Du har altid fedtet lige ved "hånden", og det vil ligge sig som et beskyttende lag omkring stykket og udfylde evt. revner. Gnid altid din næse eller bag øret, inden du tager et stykke rav i hænderne og et godt lag næsefedt skal fornyes hver ½ år.

 

Rav skal undgå for meget direkte sollys, opbevares et sted uden temperatur svingninger eller høje temperaturer og gerne gnides i næsefedt så tit som muligt.