Det er klart, at en raceren hund koster meget mere end et såkaldt " gadekryds. Opdrætteren har ofte investeret megen tid og mange penge på at gøre den hund,som du måske önsker at købe, så god som mulig, med de egenskaber og det temperament, man ønsker sig af racen. Der kan være indkøbt kostbare avlsdyr for at avle så racetypiske hunde som muligt.
Man bør være kvalitetsbevidst og tænke langsigtet ved køb af en hvalp. Med en så talmæssigt tille race som Pyreneeren, skal man ikke forvente, at der altid er en 8 ugers hvalp til salg og da slet ikke lige i nærheden af, hvor man bor.
Men den hvalp, man køber, skal gerne blive et velfungerende familiemedlem de næste 10-12 år, så det kan godt betale sig at investere den fornødne tid i at sikre sig en hvalp, der har fået en god start på tilværelsen.
Forholdene hos opdrætteren bør virke trygge og tillidsvækkende, opdrætteret bør være seriøs og have et indgående kendskab til racen, og han skal være villig til at bistå med råd og vejledning, også efter hvalpen er flyttet hjemmefra.
Ved køb af en hvalp i et godt miljø er man langt mere sikker på at få en robust og sikker hund. Så vidt det er muligt, bør man se begge hvalpens forældre. Hvis disse er sky eller aggressive, burde de aldrig være brugt til avl, da deres temperament vil nedarves i hvalpene og en hund, der er sky eller aggressiv bliver man aldrig tilfreds med.
Man bør tale med opdrætteren om en evt. erstatning, hvis der skulle vise sig arvelige defekter hos hvalpen. Uanset hvor gode avlsdyr man bruger, er der ingen garanti for, at alle hvalpene i et kuld falder lige heldigt ud.
Husk, der skal altid medfølge en stambog fra Dansk Kennel Klub på hunden
Alt i alt er der mange overvejelser, man bør gøre sig, inden man anskaffer sig en hvalp. Men faldt valget på en Pyreneer, er man til gengæld også sikker på en trofast og hengiven følgesvend de næste mange år.