Anvendelse:

Bevogtning af hjorden på græsgangene.

Klassifikation:

FCI Gruppe 2 (Pinchere, Schnauzere, Molosser, Bjerghunde og Sennenhunde), Sektion 2.2 (Molosser af Bjerghunde-type)
Uden brugsprøve

Historie:

Racen har eksisteret i Pyrenæerne i umindelige tider, var kendt i Middelalderen, brugt som vagthunde på slottene og omtalt af Gaston Phoebus i det 14. århundrede. Allerede værdsat som ledsagehund i det 17. århundrede og kendt med pragten ved Ludvig den 14.’s hof. Den første, detaljerede beskrivelse af racen stammer fra 1897 i Comte de Bylandt’s bog. Ti år senere blev de første raceklubber skabt, og i 1923 fik ”Reunion des Amatoeurs de Chiens Pyrénéens” på initiativ af M Bernard Sénac-Lagrange, optaget den officielle standard under Fransk Kennel Klub (S.C.C.). Den nuværende standard er stadig meget tæt på den, der blev udarbejdet i 1923, idet især de præcise krav derfra er blevet bevaret.

Helhedsindtryk:

En stor hund, imponerende og kraftig bygget, men ikke uden en vis elegance.

Vigtige proportioner:

Skallen har på sig bredeste sted det samme mål som længden.

Næsepartiet er en smule kortere end skallen.

Kropslængden fra skulderspids til sædeben en smule større end skulderhøjden.
Brystdybden svarer til halvdelen af skulderhøjden eller en smule mindre.

Temperament:

Da racen anvendes til på egen hånd at beskytte hjorden mod angreb fra rovdyr, er udvælgelsen af den baseret på, at den har anlæg for at vogte og afskrække, ligesom den må knytte sig stærkt til hjorden. Heraf følger de vigtigste egenskaber som styrke og adræthed, såvel som blidhed og hengivenhed over for dem, den beskytter. En sådan beskytterhund er tilbøjelig til at være selvstændig og have sans for initiativ, og det kræver en vis autoritet af dens herre.

Hoved:

Ikke for kraftigt i forhold til hundens størrelse. Hovedets sider er temmelig flade.

Skalle:

Skallens største bredde svare til dens længde. Den er let hvælvet, og issekammen kan føles. Nakkeknuden er synlig, og skallens bagerste del er oval. Øjenbrynsbuerne er ikke markerede, og pandefuren kan knapt føles mellem øjnene..

Stop:

Blødt skrånende.

Næse:

Helt sort.

Næseparti:

Bredt, en smule kortere end skallen og gradvis smallere udefter. Set fra oven har det form som et V med afskåret spids. Det er godt udfyldt under øjnene.

Læber:

De er kun let hængende og dækker netop underkæben. De er sorte eller meget kraftigt plettede med sort, ligesom ganen.

Kæber, bid:

Tandsættet bør være komplet, med sunde og hvide tænder. Biddet er saksebid (de øverste fortænder dækker de nederste, som de berører). Tangbid, samt at de to midterste tænder i underkæben vipper fremad, er tilladt.

Øjne:

Nærmest små, mandelformede og let skråtstillede, med et intelligent og tænksomt udtryk, brunt ravfarvede. Øjenrandene er sorte og må aldrig være løse. Blikket er mildt og drømmende.

Ører:

Ansat i højde med øjnene, ret små og trekantede med afrundet spids. De hænger fladt ind til hovedet og bæres en smule højere, når hunden er opmærksom.

Hals:

Kraftig, temmelig kort, med kun let udviklet løs halshud.

Krop:

Kropslængden fra skulderspids til sædeben er en smule større end skulderhøjden. Brystbenets højde over jorden måler næsten det samme som den halve skulderhøjde, men aldrig mindre.

Overlinie:

Fast og stram.

Manke:

Bred.

Ryg:

Af god længde, solid.

Lænd:

Af middel længde.

Kryds:

Let skråtstillet, med ret fremtrædende hofteben.

Flanker:

Ikke ret dybe.

Bryst:

Brystkassen er ikke for dyb, men bred og lang. Det når ned i højde med albuerne, men ikke lavere. Brystdybden måler det samme som halvdelen af skulderhøjden eller lidt mindre. Ribbenene er let hvælvede.

Hale:

Halen kan nå mindst ned til haseleddet. Den er fyldig som en fjerbusk og bæres lavt, når hunden er i ro. Der foretrækkes en halekrog ved spidsen. Når hunden er aktiv, løftes halen kraftigt buet op over ryggen, således at kun spidsen berører ryggen (den danner hjul – ”arroundera”, som bjergboerne i Pyrenæerne kalder det).

Lemmer:

Forpart:

Forbenene er stærke, lodrette og velstillede.

Skuldre:

Moderat skråtliggende.

Overarm:

Muskuløs og middellang.

Underarm:

Lige og kraftig, vel forsynet med frynser

Håndrod:

Ligger i forlængelse af underarmen.

Mellemhånd:

Let skråtstillet.

Forpoter:

En smule aflange, kompakte, med let hvælvede tæer.

Bagpart:

Bagbenene har længere og mere fyldige frynser end forbenene. Set bagfra er det stillet lodret mod jorden.

Overlår:

Godt muskuløse, ikke for lange og moderat skråtstillede, fyldige.

Knæ:

Moderat vinklede, ligger parallelt med kroppens længdeakse.

Underlår:

Moderat lange, kraftige.

Haseled:

Brede og tørre, moderat vinklede.

Bagpoter:

En smule aflange, kompakte, med let hvælvede tæer.

Vildtkløer:

Hvert bagben har dobbelte og veludviklede vildtkløer. Forbenene har enkelte eller undertiden dobbelte vildtkløer.

Bevægelse:

Pyreneerhundens bevægelse er kraftfuld og let, aldrig med præg af tyngde. Den er mere langskridtet end hurtig og ikke uden en vis smidighed eller elegance. Hundens vinkler giver den spændstighed i bevægelsen.

Hud:

Hårlag:

Rigeligt, fladtliggende, ret langt og smidigt, lidt groft over skuldre og ryg. Pelsen er længere på halen og rundt om halsen, hvor den kan være let bølget. Buksernes pels er mere fin og uldagtig og godt fyldig.
Underulden er ligeledes rigelig.

Farve:

Ensfarvet hvid eller hvid med aftegninger af gråt (grævling- eller ulvegrå), bleggult eller orange (”arroye”) på hovedet, ørene og ved halen, undertiden også på kroppen Aftegninger af grævlig-gråt (blaireau) er de mest ønskede.

Størrelse:

Hanner fra 70 til 80 cm, tæver fra 65 til 75 cm. Der er givet en tolerance på 2 cm over maksimum for hunde af perfekt type.

Fejl:

Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.

Helhedsindtryk:

Helhedsindtryk præget af tyngde, uden ædelhed. Hunden fed, blød eller sløv.

Hoved:

For tungt, af rektangulær form.
Skallen for bred, panden for hvælvet.
Stoppet for markeret eller mangler.
Læberne for nedhængende og tunge.
Mangelfuld pigmentering af næse, øjenrande og læber.

Øjne:

Runde, lyse, dybtliggende eller udstående, for store eller for små, ansat for tæt sammen eller for langt fra hinanden. Hårdt udtryk. .

Ører:

Brede, lange, indadrullede, foldede, båret tilbagelagt, højt ansatte.

Hals:

Spinkel, lidt lang eller for kort, så hovedet virker sat direkte på skuldrene. For udtalt løs halshud.

Krop:

Overlinien svajrygget eller opadbuet, hængende, bugen opkneben eller for byd.

Brystkasse:

For bred eller for smal, med flade eller tøndeformede ribben.

Hale:

Med for lidt pels eller dårligt båret, for kort eller for lang, uden fjerbusk, danner ikke hjul under bevægelsen eller danner vedvarende hjul, også når hunden er i ro.

Forben:

Ind- eller udaddrejede poter.
For åben vinkel skulderblad / overarm (stejl).

Bagben:

Ind- eller udaddrejede poter.
Haseled stejlt eller stærkt overvinklet.

Poter:

Lange, flade.

Pels:

Kort eller krøllet, silkeagtig, blød, uden underuld.

Diskvalificerende fejl:

Farve:

Andre pelsfarver end de i standarden angivne.

Næse:

Alt andet en d absolut sort.

Bid:

Overbid, underbid eller enhver anden form for bidfejl.

Øjne:

Rosafarvede pletter på øjenrandene, gule øjne.

Vildtkløer:

Manglende vildtkløer, enkelte eller mangelfuldt udviklede vildtkløer på bagbenene.

Størrelse:

Uden for de angivne grænser.

Bemærk:

Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.