Som barn fik jeg en blå engelsk undulat foræret, af en der var blevet træt af den. Jeg tror den var omkring et ½ år da jeg fik den. Der blev brugt lang tid foran buret, med at snakke og kæle med fuglen og det endte med en total tam fugl, som fløj ud og ind af buret, som det passende ham.
Som voksen anskaffede jeg en nymfeparakit, som også blev tam og kunne snakke. Den dag han sagde " luk a dør" der tænkte jeg at hvis ungerne ikke havde forstået mit budskab, så lærte de det nok aldrig;-) Men Topper som han hed, var lærenem og havde en personlighed så stor som noget menneske.
Der har været flere fugle og andre dyr igennem mine hænder og jeg har ikke lyst at leve uden dyr i mit liv.
Jeg har nydt at se på andres volierer, men aldrig selv haft et. Det har dog været et ønske i mange år, men der har ikke været de rette omstændigheder til det. Men i 2011 var jeg så heldig at min kæreste der har hænderne skruet rigtig på til at lave håndværksting, byggede en til mig.
Nu Jeg havde fået mit ønske opfyldt om en volier i haven, skulle der jo også liv i den. Så vi indkøbte 4 avlsfugle. Det ene par fik vi med 6 unger i reden.
Jeg troede slet ikke man kunne flytte dem i reden, men det havde den tidligere ejer før gjort med succes. Hun havde tidligere haft et par hundrede fugle, men var desværre nød til at trappe ned med sit avl pga sygdom.
Fuglene faldt da også til med det samme og fortsatte med at fodre unger, som om der intet var hændt.
Vi satte parret med ungerne ind i volieren og det "gamle par" satte vi i et avlsbur, for ikke at der skulle blive noget ballade fuglene imellem.
Desværre gik der kun 2 dage, så smuttede fuglefar ud af volieren for os. Det var jo en katastrofe. Men væk var han. Jeg var helt knust, for vidste han ikke kunne overleve selv og hvordan skulle den lille mor da selv klare at fodre 6 unger.
Det kunne hun heller ikke kunne jeg se, så med råd og vejledning fra forskellige, endte det med jeg prøvede at hjælpe den lille mor ved at håndfodre lidt på de største unger. Kunne se det hjalp moderen og hun blev mindre stresset, men på trods døde de 2 mindste unger.
Det var en lidt hård debut som avler, men også lærerig.
Siden har vi fået bygget et fuglehus, med indendørs volier. 6 avlskasser og 2 børnehavebure. Ja det griber om sig når man får pip ;-)
Hvert år når avlen starter, får jeg det som et barn der venter på sin fødselsdag. Så meget glæder jeg mig til at se om de får æg og om de er befrugtet, om de klækker og til sidst hvike farver og varieteter de er.
Vi blev medlem af DUK "Dansk Undulat Klub". Der blev vi introduseret til udstilling og skulle da også prøve denne sport. Det resulterede i at vi 4-5 2013 vandt BIS (best in show) med en af vores unger.
Det var heldigt at vi fik så god en fugl, for vi har kun et lille opdræt (ca 50 fugle +/-). Det viser bare at man ikke behøver flere hundrede fugle for at være med. Dog er det den daglige omgang med fuglene og avlen der driver mig.
