fdm / Privatleasing

Privatleasing

Artikel: Skrevet den 18/5/16 kl. 10:30 af Pia Yde
Foto: Pictures of Money


Privatleasing – ligeud ad landevejen uden bump
 
 
Privatleasing kan køre som smurt, men sørg for at regne på, om det kan betale sig, inden du skriver under
Privatleasing kan være en nem vej til en ny bil, men sæt dig godt ind i vilkårene og kend dit behov, inden du beslutter dig.
 
Er bilen på vej til at gå på pension, og drømmer du dig over i den splinternye slæde, der suser forbi dig, så er privatleasing måske vejen frem. Inden du beslutter dig, er der dog flere forhold, du bør overveje.

 
______________________________________________________________________
Slagtilbud med lave startomkostninger har været med til at gøre privatleasing attraktivt de sidste par år. Den sidegevinst at reparation og service er med i aftalen er også en fristende faktor. Endelig er udsigten til at få en ny bil med noget af det seneste udstyr også noget, der lokker mange, men er leasing noget for dig?

Skal du lease eller lade være – søg svaret i spåkuglen
Inden du beslutter dig for at privatlease, bør du overveje dit behov og se på, hvordan dit liv forventes at forme sig de næste par år. Du gør derfor klogt i at kaste et blik i spåkuglen og stille dig selv et par spørgsmål om fremtiden. Regner du for eksempel med kun at have bilen et par år for så at skifte til en nyere model? I så fald kan privatleasing måske godt betale sig. Har du planer om at flytte eller skifte job? I så fald kan det måske ikke betale sig for dig at lease. Der er dog mange forhold, der spiller ind.

LÆS OGSÅ: Skal du privatlease eller købe?

Privatleasing til det stabile liv uden slingrekurs
Overordnet set er privatleasing skabt til det stabile liv, hvor der ikke er udsigt til de store forandringer med hensyn til bopæl og job. Tager dit liv en uventet drejning, kan privatleasing sætte dig på økonomisk slingrekurs. For eksempel hvis du er uheldig at miste dit job i bindingsperioden, hvor du fortsat skal betale de faste omkostninger, der er forbundet med leasing. Det kan også være, at du får længere til arbejde og ender med at overstige det kilometerforbrug, du aftalte, da kontrakten blev underskrevet. Overkørte kilometer kan blive en dyr joker.

LÆS OGSÅ: Hvad koster leasingbilen dig?

Aflevering af leasingbilen - bilkabuler og ridser i lakken
Selvom afskeden med leasingbilen ikke ligger lige om hjørnet, når kontrakten skrives under, er det dog noget, der skal overvejes. Mange frygter en stor ekstraregning for udbedring af ridser og skrammer, men bekymringerne over bilkabulerne kan parkeres ved at tegne en forsikring med en såkaldt afleveringskasko. Forsikringen dækker alle de småskader, bilen har fået i løbet af leasingperioden til en vis beløbsgrænse.

LÆS OGSÅ: Undgå stor efterregning når leasingbilen afleveres

Undgå at køre surt i privatleasing – tjek kontrakten
Når du har fundet det leasingtilbud, der svarer bedst til dit behov, bør du bremse op og stille skarpt på leasingaftalens betingelser. Undersøg altid forhold som bindingsperiode og kilometerforbrug grundigt, inden du skriver under på kontrakten. Det er typisk her, at man kan risikere at køre surt i privatleasing, hvis man ikke tjekker vilkårene ordentligt på forhånd. Hvis din fremtid ellers ser nogenlunde stabil ud efter at have kigget i spåkuglen, kan privatleasing være ligeud ad landevejen og uden større bump.

LÆS OGSÅ: FDM leasingkontrakt giver tryghed
Tre fordele og ulemper ved privatleasing

FordeleUlemper
  • Fabriksny bil - ofte med noget af det sidste nye udstyr

  • Reparation og service er inkluderet i aftalen

  • Fast udgift hver måned og lav startomkostning
  • Bindingsperiode er som regel på min. 11 måneder

  • Kan blive dyrt i overkørte kilometer, hvis aftalt kilometerforbrug overskrides
  • Tilbagelevering kan blive dyrt, hvis bilen har flere skader
Kort om privatleasing

Førstegangsydelse:
Engangsbeløb som du betaler, når du indgår aftalen. Førstegangsydelsen (også kendt som engangsydelsen) starter f.eks. ved 5.000 kr.

Leasingydelse:
Fast beløb som du betaler hver måned i en fastlagt periode. Beløbet afhænger bl.a. af bilmodellen og det kilometerforbrug, du har valgt.

Kilometerforbrug:
Starter f.eks. ved 15.000 km. pr. år. Hvis du kører mere end aftalte forbrug, skal du betale for overkørte kilometer.

Leasingperiode:
Løber f.eks. over 36 måneder, men du kan ofte opsige aftalen efter f.eks. 11 måneder.
Test om det kan betale sig for dig at privatlease

Kilde: FDM
Pia Yde