Grupperejse 2012

Fredag, 

Jeg skal møde gruppen i Lima, så jeg sender min kuffert med en taxi til Paz y Luz og kører selv mod lufthavnen. Ferien er slut, men jeg glæder mig. I Cusco er flyet 1 time forsinket, men det er der ingen der oplyser, og ingen ved noget. Så jeg sætter mig og læser til ”noget” sker. Endelig er det tid til afgang.

Nu kan jeg sidde og nyde synet af de smukke Andesbjerge hele vejen fra Cusco til Lima. Det er en fantastisk udsigt. Synet af Andesbjergene med alle de brune, beige, grå, sorte, grønne og røde nuancer, søerne, zig-zag striberne som er vejene som snor sig op og ned, - og noget af vejen også synet af Urubamba, den hellige flod.

I Lima er ventetiden kedelig, men endelig er det tid. Jeg finder en sød og charmerende tranferguide fra Fiesta Tours og vi venter sammen på gruppen. Det tager tid, for der er 2 store fly landet på samme tid. Men her kommer de, - 8 glade rejsende klar til eventyr. Så vi finder hen til bussen og bliver kørt til hotellet i Miraflores. Miraflores er en sikker og ”pænere” bydel cirka en halv times kørsel fra lufthavnen. Det er som altid trafikkaos, i dag på grund af foldboldkamp, men endelig når vi ud på vejen langs Stillehavet og når frem til hotellet.

 Lørdag.
Efter morgenmaden bliver vi hentet af vores transferguide og kørt til lufthavnen. Der er ikke så mange mennesker, så vi når hurtigt frem til indtjekningen. Og alt går fint, indtil halvdelen af gruppen er tjekket ind. Så meddeler de, at resten af gruppen må vente til i morgen på grund af overbookning!!! Hvad fa…. ? Det kan vi ikke bruge til noget. Så jeg prøver alt hvad jeg kan, forlanger at tale med hendes manager og får besked på, at han vil komme om lidt. Men endelig lykkes det den søde transferguide at trænge igennem, - truer med at klage til direktøren for lufthavnen – og de vælger så at sætte et større fly ind. TAK, sir jeg bare.

Så efter en times tid med venten på det større fly, kommer vi af sted. Der er en del turbulens, men alle i gruppen nyder den smukke flyvetur.

I Cusco venter Raul på os med sin bus. Det går hurtigt med kufferterne og vi kommer ud i den varme sol. Og kan på turen nyde synet af Cusco og de smukke bjerge omkring byen. Vi stander ved udsigtspunktet, hvor vi kan se hele Den Hellige Dal, og jeg nyder de andres begejstring.

Vel ankommet til Paz y Luz mødes vi af Julian, den shaman som laver San Pedro ceremoni. Han venter på Lars og Tobbias, som skal med næste dag. Vi andre pakker ud og lidt senere kommer Angelica og hendes mand med alle deres smukke smykker. Der bliver handlet en del og snart er det tid til aftensmad. Så vi går over på den italienske restaurant hvor jeg har bestilt bord.

Lækker mad, et glas vin og vi er alle trætte. 

Søndag.
Fridag.

Lars og Tobbias tager tidligt afsted til Huaran, hvor San Pedro ceremonien skal foregår. Vi andre vælger at gå ind på markedet i Pisac. Søndagsmarkedet er altid stort med grøntsager, frugt, krydderier og alle turistboderne. Et leben af mennesker og en kaotisk blanding af farver og lugte.

Vi får handlet en masse, og med hensyn til powershopping har jeg mødt min over-kvinde…J

Mandag.
Deepening the Munay-Ki.
Jamee, Don Fransisco og Juanita kommer kl. 9 og vi kører i strålende sol tilbage mod Cusco. Vi skal til Pachamama hulen og arbejde med jord-elementet. Her møder vi Henry, som skal hjælpe til.

Det er en fantastisk dag. Og skønt at vi kun er 10 i gruppen, for alt foregår meget mere afslappet.

Ved hulen renser Don Fransisco, Juanita og jeg de enkelte gruppemedlemmer, før Jamee og Henry følger dem ind i moder Jords Livmoder. Det er utroligt bevægende at opleve, når de kommer ud som genfødte på den anden side. En smuk oplevelse både for dem og mig.

Bagefter går vi ned til et dejligt sted mellem Eucalyptustræerne, hvor vi får Daykeeper Riten af Don Fransisco og Juanita. Spiser vores medbragte mad og nyder at dele oplevelserne med hinanden.

Hjemme igen er der en del som har forelsket sig i Ulrike’s gulerodskage, så det bliver en næsten daglig ”rutine”.

Tirsdag.
Fra morgenstunden kører vi til 7 Patas, hvor vi skal arbejde med vandet. Det er et smukt sted med en 7 takket chakana hugget ind i en kæmpe sten. Solen stråler og vi nyder turen derud.

Under Chakana’en renser jeg personen, hvorefter Don Fransisco og Juanita velsigner dem. Så hælder jeg vand over deres hoved, og Henry følger dem ud i floden. Her sidder vi så alle og meditere og giver slip på den tunge energi.

Efter vi har nydt vores frokost og et lille hvil, får alle Visdomskeeper Riten oppe på den store sten.

For mig er det en meget anderledes oplevelse at være med til at rense og velsigne, - utrolig smukt og bevægende.

 Onsdag.
I dag skal vi arbejde med luft-energien og kører til Pachar som ligger længere inde i dalen. Vi har stadig solen med os og kan nyde turen forbi Qoya, Calca, Huaran, Urubamba og alle de andre sjove byer.

Oppe i hulen står det smukke chakana-alter fra gammel tid. Vi er heldige at have hulen for os selv, til vi er næsten færdige, og nyder at få Earthkeeper Riten på dette fantastisk kraftsted. Henry renser os med røgelse og en kondorfjer, før vi får riten af Don Fransisco og Juanita.

Det er varmt så vi vælger at spise frokost i skyggen og dele vores oplevelser, før nedstigningen.

På vejen hjem kører vi ind forbi Seramio, en meget berømt keramiker. Det er spændende at se hans værksteder og høre ham selv fortælle, om sit arbejde og sine visioner.

Torsdag.
Uff vi skal tidligt op. Vi kører fra Paz y Luz kl. 5.30, og det er lidt koldt. Turen op til Pisaq Templet (Solens Tempel) er dejlig, og vi ankommer en halv times tid, før solen når op over bjerget. At sidder deroppe, lytte til Don Fransisco sang og rasle solen op er ubeskriveligt. På et tidspunkt fløjter han en melodi som går lige i hjertet. Jeg har en følelse af at være ude i bjergene og høre en eller anden (måske en mand/kæreste) fløjte denne melodi for at fortælle, at han er på vej hjem. Det er meget bevægende, og vi er alle lidt høje, da solen stiger op over bjerget.

Jeg har sørget for kaffe/the og morgenmad-pakker, så dem nyder vi bagefter.

Oppe i Templet får vi Creators Rite, og mens vi får den begynder det at blæse op og regne. Så vi vælger at gå tilbage og få Nusta Riten og lave Despacho i Conferencerummet i Paz y Luz.

Den rite kan man kun få at Juanita, så vi nyder den ekstra meget.

Vi afslutter dagen og workshoppen med at ofre Despachoen på bålet. Og det er med lidt vemod at sige farvel – eller på gensyn – til Juanita, Don Fransisco, Henry og Jamee.

 Fredag.
Så går turen til Cusco. Men Majbrit, Conny, Christina og Lars hiker op til Pisaq Templet fra morgenstunden. De går op fra Paz y Luz til Soltemplet på 1 time og 20 minutter og er tilbage i fin tid før vi kører.

(Til de der undrer sig over at Tobbias er blevet til Tune, er grunden at han har besluttet at bruge sit andet navn fremover, - derfor er navnet nu Tune).

Vi bliver hentet af Raul kl. 10.30 og kører mod Cusco. Det er lidt vemodigt at sige farvel og vide, at jeg først kommer tilbage næste år.

Jeg har aftalt med Raul, at han skal stoppe ved Cochahuasi – et dyrehospital hvor de redder vilde dyr. Vi får en dejlig rundvisning og hilser på flere forskellige dyr, som venter på at blive raske og komme ud i det fri igen. Blandt andet en Puma, som snart er klar. Desværre er der også 2 Puma’er som er reddet fra et Cirkus, og de vil ikke kunne klare sig i naturen, så det bliver her.

Det store øjeblik kommer, da vi bliver lukket ind til Kondorerne. Der er 2 hanner og en ung hun. Tænk at vi kan komme ind til dem, - det er stort. Guiden fortæller, at han og Kondoren kan mærke, vi er spirituelle og respekterer Kondoren, så vi får lov at komme helt tæt på. Der er en anden gruppe, som ikke får lov, for de er ”turister”, forklarer vagten. Det er helt ubeskriveligt at få lov at være lige ved siden af den store, flotte han-condor. Han besidder en meget, meget stærk energi. Efter et stykke tid, lokker vagten ham op på en klippeafsats, og han flyver så ned til os. Hold da op, - sikke et vingefang og sikke en kraft. Det hele er en oplevelse som påvirker os alle, - det kan ikke beskrives men skal opleves.

Efter en times tid går turen videre til Cusco og Hostal Amaru II, hvor vi skal bo de næste dage.

Det er en smukt gult hus i flere plan og med en hyggelig gårdhave i midten.

Efter vi har fået vores værelser, går vi ned til Avenida el Sol og får købt vores Boletto Turistico, så det er klaret til søndag, hvor vi skal bruge dem. Bagefter en tur i banken, så vi alle kan få tanket op. Og inden vi går helt sukkerkolde, går vi tilbage til Mallku’s nye vegetar restaurant, hvor vi får en dejlig frokost.

På vej hjem bliver der powershoppet igen, og jeg selv får købt nogle dejlige støvler.

Jeg har bestilt bord på Fallen Angel, så der går vi ned til aften. Det er en stor overraskelse for gruppen, som ikke har været der før. Det er en helt speciel restaurant, ejet af en kunstner. Den er indrettet med mange former for kunst, borde som er badekar fyldt med guldfisk og så en glasplade ovenpå. Vi får en dejlig middag og lækker vin, - og får hygget og grinet en masse.

 Lørdag.
En del af os vælger at gå til messe i Katedralen, hvor der er messe ved den sorte Kristus. Det er ham der beskytter Cusco mod jordskælv. Vi bliver også healet af Inka-ægget, som står gemt godt væk i et hjørne. Det er sten i form som et stort æg, der var en gave fra Wiraqocha (Inka’ernes gud) til inka’erne.

Bagefter går vi en tur på San Pedro Markedet og kigger rundt. Det er Cusco’s største marked og er meget lokalt. Her kommer folk og spiser deres frokost og handler kød, fisk, ost, brød og grøntsager.

Så er det blevet tid til lidt frokost og en italiensk is, inden turen går tilbage til hotellet for at slappe lidt af.

Eftermiddagen går med afslapning, - og et enkelt besøg på Jack’s 

 Søndag
Kl. 9 kommer Mallku, og som altid hundser han med alle for at få os hurtigt ud i bussen. Det er lidt irriterende, for vi er alle klar, så der er ingen grund til stress. Men af sted kommer vi til en dejlig dag. Solen skinner og humøret er højt, da vi kører op over Cusco. Jeg har inviteret Jamee med på dagen, for hun vil gerne opleve Mallku. Da Mallku ser Rita, råber han begejstret: ”She is back” og hilser glad på hende…. 

Vi starter dagen i Tinpuq Piko (Tambomachay), et kraftfuldt sted med vandfontæner. Det er spændende at høre Mallku’s forklaring på stedet. 

Efter et gruppefoto kører vi videre til Pukapukara , hvor vi også har en lille ceremoni, og gør os klart hvilken intention vi har for dagen.

Så går turen videre, og vi er så heldige at flere steder, som har været lukket i en del år, nu er genåbnet. Et par af stederne mediterer vi, for at forbinde os med energierne.

Vi kommer ind i Temple of the Moon, og i anden hule som lige er åbnet. Jeg vil kalde ”Kondor-hulen”, for det ser ud som om Kondoren spreder sine vinger om os, når vi går ind. Her guider Mallku en smuk meditation til ære for Pachamama, og de fleste af os er påvirket af energien herinde. Bagefter går turen til Amaru Machay (Slangehulen). Den har også været lukket i flere år, men er nu åben igen. Herligt, for så kan vi komme ind i denne fantastisk og kraftfulde hule.

På Qenko besøger vi en spændende hule og får en masse historie fra Mallku.

På Sacsaywaman skal vi gennem en mørk og snæver tunnel på skift. Det er altså ikke særlig rart, men vi kommer da alle sammen igennem og ud i lyset på den anden side.

Ude i det åbne og smukke tempel, mediterer vi igen. Her er dejligt og energien er stærk. Det er en speciel dag i Cusco i dag, - de store drenge bliver mænd, dvs de har nogle lege og traditioner denne dag. Der er glade børn og voksne alle vegne, de sætter drager op og leger.

Nu begynder det at blive lidt køligt, så vi går videre rundt i Sacsaywaman mens Mallku forklarer om Inka’erne og deres intention med stedet.

 Mandag.
Machu Picchu dag.

Vi starter dagen kl. 7 med at køre til togstationen. I år tager vi toget fra Cusco til Aguas Caliente. De første halvanden time er kedelig, men efter Ollantaytambo bliver det mere spændende. Vi kører langsomt ind i regnskovs-området med frodig vegetation. Den hellige flod løber langs sporet, og vi passerer også broen, hvor Inka Trail starter.

I Aguas Calientes går vi op til hotellet, som ligger højt op i byen. Og med Mallku’s tempo skal vi andre nærmest småløbe. Efter en dejlig frokost tager vi bussen op til Machu Picchu. En køretur med masser af hårnålesving, men det føles trygt med gode chauffører.

I Machu Picchu begynder det at regne lidt, men det betyder bare, at vi får Inka-ruin-byen næsten for os selv. På et tidspunkt tager regnen til, og Mallku viser os ind i en lille bitte trang grotte, hvor vi kan sidde i mørket og lytte til hans fortælling om Inka’erne og ruin-byen. Da regnen stilner af, begynder vi vores rundtur igen. Vi ender oppe ved solstenen på toppen af Machu Picchu, hvor vi i fællesskab sender energi til jorden. Den venstre hånd pegende mod den kraftfulde sten og den højre hånd mod himlen. En meget smuk ceremoni.

Så er klokken ved at være 5 og vi skal ned til byen igen. Vi er alle trætte, så vi vælger at spise en dejlig middag og gå tidligt i seng. Inden da går vi dog lige de 50m op til Marco’s butik. Den er blevet dobbelt så stor med mængder af smykker. Det er hans søde kone som er der, og hun fortæller, at Marco er tilbage om 20 minutter. Men det er hyggeligt nok at sludre med hende, så vi venter ikke på indianeren selv.

Tirsdag.
Det er tørvejr, men overskyet så vi venter med at tage op til Machu Picchu til kl. 8. Snart begynder solen at skinne og det bliver varmt. Mallku opfordrer os alle til at være villige til at overskride nogle personlige grænser i dag, og han har et drillende glimt i øjet og smil på læben, da han fortæller, at også jeg vil få overraskelser. Jeg svarer, at det lyder lidt skræmmende, og det synes han er sjovt.

Vi går opad og opad og opad til vi kommer til en port og en vagt, hvor vi skal skrive os ind i en bog. Det går op for mig, at vi skal bestige bjerget Machu Picchu…….hold da kæft. Jeg kan huske, John fortælle mig hvor hård turen var for ham, som er i topform. Nå, men Mallku opfordrer os til at lade være med at tænke ”Det kan jeg ikke”, men lade benene blive en del af kroppen og bare gå deropad. Nemt at sige for en bjergløve som ham.  Når jeg ser Mallku, sir har drillende ”Soon”, men det går op for mig, at hans ”soon”, ikke er det samme som mit. Hold da op hvor er der langt op, og med høje trin, smalle trin og solen der bager. Men op kommer vi, - på højde med toppen af Huyana Picchu. Sikke en udsigt. Mallku fortæller, at når man kun har været i ruin-byen, har man været på besøg, men at vi nu har været på Machu Picchu. At mennesker taler om Apu’erne, men at man ikke kan vide, hvad en Apu er, før man har taget ham ind og mærket ham. Og det kræver at man er på bjerget. Så vi sidder på en lille terrasse og mediterer, mærker Apu’en, Pumaen og Kondoren.

Nu skal vi ned, men Majbrit, Conny, Lars og Christina vil gerne helt op på toppen, så vi aftaler at mødes kl. 3 ved indgangen. De har endnu 50 min. op, men har så også en helt ubeskrivelig oplevelse på toppen af bjerget. Sejt gået af dem, synes vi andre.

Det er en hård tur ned, men vi kommer da ned til ruin-byen, hvor vi vælger at gå ud og få lidt frokost og få tanket vandbeholdningen op.

Efter en times tid går vi ind i ruin-byen igen, og Mallku fører os til Kondor-grotten. Her fortæller han lidt om, det at give slip og føle frihed. Og mens han fortæller, står han ude på den smalle sten, som skal symbolisere kondorens hoved. Det ser faretruende ud, men på et tidspunkt vender han sig og går helt ud for enden af stenen. Står roligt derude, fører armene op i vandret, derefter over hovedet og med samlede hænder ned til hjertet. Han bøjer sig i respekt for Apu’en og Kondoren og kommer ind igen. Så opfordrer han os til at gå derud og opleve friheden og jeg vælger at gå ud som den første. Sidste år formåede jeg at kigge lige ud, og dermed ikke blive svimmel, men i år får jeg kigget ned, idet jeg træder ud på stenen. Så hver gang jeg lukker øjnene, begynder det hele at kører rundt, men Mallku står bag mig, hvisker til mig om at lukke øjnene og give slip. Det lykkes og jeg træder ind igen. Rita, Schanne og Bitten træder ud på skift, Irene nærmest hopper ud – helt ud – står der og gør nøjagtig som Mallku uden den mindste tøven. Tune (Tobbias) træder ud som den sidste, med total ro og balance helt ud. Vi er alle høje af energi bagefter og enhver træthed i kroppen er væk.

Så går vi videre og kommer til nogle smalle terrasser, hvor der også er en trone helt ude ved kanten. Vi skal mediterer og smide endnu mere af vores begrænsninger. Schanne sætter sig på kanten af tronen med benene ud over kanten og efter et kort stykke tid, lægger hun sig ned. Da kommer Mallku, fortæller at hvis hun vil ha forandring, skal hun ligge med hovedet ud til kanten! Pu ha, jeg kan ikke engang li at se på det, men Schanne vender sig og ligger med hovedet helt ud. Det skal også siges, at hvis hun vender sig til højre, vil hun trille ned af bjerget!!!

Da vi slutter meditationen, går Mallku over til Schanne og står med hende helt ude på kanten et stykke tid. Så nu lider hun da ikke af højdeskræk mere.

Da vi går videre, kan jeg godt se på glimtet i Mallku’s øjne, at vi skal over til ”Puma-trappen”. Han har moret sig hele dagen med at lade som om vi skal op af nogle høje trapper, selvom vi skal en anden vej. Da vi kommer til ”Puma-trappen”, giver jeg ham min vandrestav og kravler op efter Rita. Vi har ingen problemer med at komme op, føler ingen angst. Men den er godt nok stejl, høj og med smalle runde trin.

Nu kan mine ben altså snart heller ikke mere, men klokken nærmer sig også halv fire, så vi går mod udgangen. Her møder vi ”bjergbestigerne” som begejstret fortæller om deres fantastiske tur til toppen.

Vel nede i Aguas Calientes går vi ind og spiser tidlig aftensmad, for alle er trætte, sultne og tørstige. Det har været nogle oplevelsesrige og fantastiske dage, hvor vi alle har overskredet mange af vores grænser, så der udbringes en del skål for os selv.

De fleste af os vælger at gå direkte i de varme kilder, - jeg har bare glemt eller fortrængt hvor meget op det er. Men op kommer vi og ned i det 50 grader varme vand med mineraler fra bjergene. Åhh hvor det gør godt i de ømme muskler. Der er mange mennesker, så vi kan ikke lave re-birthing, men nyder det varme vand.

På vej hjem får jeg lige hilst på Marco, som glad hilser ”Hello Mami” og kan huske mig fra Danmark. Jeg skal nu ikke købe noget, men det er der andre der skal, så vi kigger lidt rundt. Og jeg får lavet en aftale med ham omkring min gruppe til næste år.

Onsdag.
Mallku har bestilt togbilletter til kl. 5 – suk, så vi skal op kl. 4. Da han fortæller det, tror vi alle, at han laver sjov, men det gør han ikke. Så op må vi og med toget til Ollantaytambo. Fordi vi er så tidligt af sted, får jeg lokket Mallku til at tage gruppen med op på Vindens Tempel i Ollantaytambo. Jeg gider ikke selv gå derop igen, men for de som ikke har været her før, er det jo en stor oplevelse. Bitten, Irene, Rita og jeg går på Hearts Cafe og får kaffe og scones.

Da gruppen kommer tilbage, spiser vi lige en let frokost på en cafe, før turen går ind i dalen.

Og endelig er vi i Huaran. The Green House. Herligt og dejligt.

Gabriel tager imod os og Mallku signerer vores bøger. Da vi er ”alene” fortæller Gabriel, at Bryan er kaldt til London, hvor hans mor lige er død. Trist budskab, og vi savner Bryan, men lover alle at hjælpe til så godt vi kan.

 Torsdag.
Solen skinner, her er bragende varmt og vi nyder livet i Green House. Ewa kommer og giver massage eller Integrations-healing, Matthew kommer og giver kanalisering og alle nyder roen og freden her. Dejlig dag, og når solen går ned, tænder Gabriel op i pejsen, tænder levende lys og så lige dæmpet musik i baggrunden, - og så en lækker middag = ren nydelse.

Jeg ved, der bor en meget fattig enlig mor næsten ved siden af Green House, så jeg får Gabriel til at hente de 5 børn, så de kan prøve de varme jakker fra Danmark. De 4 får jakker og stråler, men Jesus, den mindste, kan ikke passe nogen af dem. Så vi aftaler med Gabriel, at han skal købe en jakke til ham fredag, når han skal til Urubamba, for vi kan da ikke holde ud, at den lille dreng, som den eneste i flokken, ikke får en jakke.

 Fredag.
Sidste dag i Green House.

Og Tunes (Tobbias) fødselsdag, så vi har pyntet bordet med flag og synger fødselsdagssang.

Vi har lejet en minibus og kører fra morgenstunden til Morray. Her har ”White Eagle” anbefalet os at tage til, for det vil være hjerteåbnene for os alle. Det er hårdt at komme helt ned i bunden, men dejligt. Der er mange skolebørn på udflugt, fordi det er ”spring-dag” her i Peru. Men det er søde og glade. Når de er færdige med deres ceremoni, stiller vi os i en kreds mens Schanne åbner de fire verdenshjørner og leder en ceremoni. Vi får også skænket en Solrose til Morrays Deva. En dejlig ceremoni. Bagefter lægger nogle af os i en kreds i mindten, og sørme om ikke ”White Eagle” alias en smuk ørn cirkler om stedet i lang tid. Sikke en hilsen og sikke en kraft.

Oppe igen kører vi til Maras, - saltminerne. Det er et fantastisk skue, og en del af gruppen går ned og kigger nærmere på det hele. Vi andre hviler i skyggen, for her er varmt.

Så går turen til Ollantaytambo og Hearts Cafe, hvor vi får afleveret resten af det varme tøj og får en frokost. Og på hjemvejen er vi forbi Angelica, for at hente vores smykker. Som altid mangler hun lige at lave lidt færdigt, så hun kommer i aften med dem.

Gabriel har købt en lækker jakke til Jesus, så vi splejser om de 30 soles, og jeg aftaler, at Gabriel skal aflevere den lørdag.

Nu er det aften, vi skal spise lækker middag, og jeg ved, at Gabriel har lavet fødselsdagskage til Tune, så det bliver festligt.

Vi skal op kl. 4 i morgen og køre herfra Huaran kl. 5, så vi kan nå toget i Cusco. Vi tager med luksustoget fra Cusco og ankommer til Puno 10 timer senere. Så er vi klar til den sidste uges eventyr i Peru.

Lørdag,
Uff, - vækkeret ringer kl. 4, det er mørkt og jeg har ikke sovet så meget. Det har de andre vist heller ikke, for alle er noget klatøjede, da vi mødes til morgenmad. Gabriel har været så sød at stå tidligt op og lave kaffe, friskpresset juice, frugtsalat og ristet brød.

Kl. 4.50 kommer bussen og vi kommer af sted i en fart. Edgar har fortalt mig, at han er bekymret for, om vi kan nå toget, hvis ikke vi kører præcis, så vi skynder os ud i bussen.

Kl. 6.15 er vi i Cusco og holder foan en lukket PeruTrail station. De åbner først kl. 7, så vi   må vente i bussen. Øv, så ku vi ha sovet en time længere.

Nå, men ind kommer vi kl. 7 og får afleveret bagagen. I ventesalen er der behagelige lænestole og et orkester som spiller pan-fløjte musik.

Så er det tid, vi kommer ind i toget og får vist vores pladser. Det er også behagelige lænestole, borde med hvide duge og små lamper. Taget lige ud af en westernfilm fra gamle dage.

Undervejs får vi serveret Pisco Sour, lækker 3 retters frokost og Five o’clock te med champagne. Vi er godt trætte , og det er dejligt at Edgar venter på os på stationen. Vel ankommet til hotellet, går vi på hovedet i seng.

Søndag.
Solskin og vi er udhvilede. Enkelte har stadig problemer med maven, - en bivirkning af de mange processer.

Kl. 9 bliver vi hentet at Edgar og shamanen Raul og vi kører ud af Puno. Raul er en både charmerende og kraftfuld shaman, som kommer fra Ollantaytambo. Jeg havde booket ham sidste år, men da rejste han til Argentina et par dage, før vi kom til Puno.

I år er han kommet tilbage fra Argentina et par dage før, vi kom til Puno. Edgar mødte ham på gaden, og skyndte sig at invitere ham med i dag. Og sikke et held for os.

Vi kører først til Fertelitets Templet, hvor vi manifestere vores ønsker og drømme i det 4 verdenshjørner. Så ofrer vi en Kintu (3 coca-blade) og ærer den mandlige del af os selv. Hele tiden cirkler en stor ørn over os. Og da vi slutter ring til en ceremoni, danner solen den smukkeste og mest fantastiske aura om sig. Et kraftfuldt syn og en stærk energi der kommer ned til os.

Så går turen til Valley of Spirits, hvor vi begynder det hele med at ofre endnu en Kintu til de 4 verdenshjørner og bagefter modtage styrke fra stenen, vi sidder/ligger på. Det er meget stærkt for os alle, og jeg er stolt over, at jeg kom derop i år. Sidste år lykkedes det ikke. Bagefter skal gruppen gå ”Slangens vej”, - det handler om tillid og balance. Jeg vælger nu at blive ved jorden, for min balance er ikke helt i orden endnu. Men det er smukt at se de andre gå vejen.

Så går turen videre gennem de smukke klipper som mange steder har form som dyr. Raul er god til at forklare det hele, - godt hjulpet af Edgar.

Bitten bliver rigtig dårlig (maven), er svimmel og har det svært med vejrtrækningen. Så jeg vælger at gå med hende ned til Aramu Muru og vente på de andre. Jeg havde ellers besluttet mig til, at jeg godt kunne flyve som en kondor i dag, men det gør jeg bare til næste år. Raul har lovet at være her, når jeg kommer igen. Resten af gruppen har en ubeskrivelig vild oplevelse, hvor Raul holder dem ud over afgrunden, mens de har lukkede øjne. Så bliver de bedt om at åbne øjnene og føler friheden ved at flyve (godt og sikkert holdt fast om livet af Raul). De er helt høje, da de kommer ned til os andre.

Nu er det tid til ”Porten til 5. Dimension”, og Raul tænder et lille ceremonielt bål af æsel-pærer. Her kommer han forskellig røgelse på og renser os med røgen. På skift går vi så først til den ene af de to kanaler som repræsenterer den maskuline og feminine kraft. Derefter går vi til porten og kontakter den 5. Dimension. Det er tydeligt både at mærke – og også at se på nogle af billederne – at den ubetingede kærligheds-energi strømmer ned til/over os. Vi er alle dybt berørte. For mig selv betyder det at tårerne strømmer allerede da jeg nærmer mig den feminine kanal. Og da jeg kontakter porten bryder jeg helt sammen i gråd, - fordi den kærlighed jeg mærker er for stor at rumme. Da vi kommer tilbage efter kontakten, udleverer Raul 3 nelliker til hver af os. En hvid som somboliserer renhed, en gul for lykke og en rød for vores power til at manifestere det vi ønsker. Blomster som vi først mediterer med, og bagefter laver en sol som tak til Aramu Muru.

Efter denne bevægende og kraftfulde ceremoni kører vi lidt væk fra stedet og nyder vores medbragte frokost.

Mandag.
Vi starter fra hotellet kl. 8 og bliver transporteret til Titicaca på cykel-taxier. Det er ret sjovt, men også ”interessant” at opleve deres evne til at sno sig i trafikken.

I havnen ligger vores båd og venter, og vi starter vores 3 timers sejllads på Titicaca. Søen som er min absolut yndlings-sø. At sidde der i båden og nyde synet af det blå, blå vand overstrøet med millioner af glimtende diamanter, - eller lukke øjnene og føle sig vugget i urmoderens favn er ubeskriveligt. Vi skal lige over en anden båd, for at komme ombord, og UPS…… Rita glider og falder – AV AV AV. En forstuvet fod og en slem forskrækkelse. Rita bliver placeret på en bænk og Christina går i gang med at behandle foden. Edgar ofrer sin trøje, så vi kan lave kolde omslag, og foden får masser af healing. Øv hvor ærgerligt for Rita, men godt det er her i slutningen af turen.

Solen bager og vi vugges blidt ud over den magiske sø.

Efter et par timer stopper vi motoren og vælger at meditere. Dette sted er kendt for at Ufo’er kommer op fra søen, så vi kontakter vores rumsøster/brødre i meditation. Da vi starter vores meditation er det tydeligt der er kontakt, for båden vippes lige 3-4 gange hurtigt som svar.

Så går turen videre til Armantani, den kraftfulde ø ude i Titicaca. Armantani har 2 bjergtoppe, hvor der er gamle templer. Et for Pachamama (Moder Jord) og et for Pachatata (Fader Jord). PachaTata’s tempel er firkantet og Pachamama’s er 8-kantet, - 2 firkanter ovenpå hinanden forskudt. Et symbol på forening.

På Armantani modtages vi af de familier, vi skal bo hos, og Christina og jeg skal bo hos Illaria. Vi går med hende opad til hendes hus, der som de fleste huse på øen er ret slidt. Illaria er enke og har voksne børn. Vi bliver vist op i vores værelse som er rent og pænt, men sengen er hårde som sten. Trappen op er af beton men trinene er smalle og skrå, men op kommer vi da. Vi bliver kaldt ned til frokost og sidder i Illarias lille rum som er kombineret køkken og stue. Her serverer hun en lækker Quinoa suppe og bagefter nogle grøntsager, - samt Munja te. Et dejligt måltid som gør os klart til eftermiddagens tur til toppen af øen.

Vi mødes alle sammen og går op til Pachamama templet. Det er hårdt at gå i 4.100 meters højde, især for Bitten, Irene og mig. Men op kommer vi og kan skue ud over den blå Titicaca sø og med udsigt til øen Taquile og Bolivias sneklædte bjerge i horisonten. Udsigten er helt ubeskrivelig smuk til alle sider.

Man må ikke gå ind i templet, men jeg får taget et par billeder gennem porten. I Pachamama templet står en fallos, - endnu et symbol på forening.

Vi mediterer alle lidt, hvorefter Edgar fortæller om legender og traditioner, og til sidst leder en lille meditation hvor vi forener vores indre mand og kvinde. Som solen begynder at gå ned, begynder det også at blæse kraftigt og det er hundekoldt. Efter meditationen går vi nedad og det er helt mørkt, før vi når ned. Det er svært for mig at gå i det knoldede og ujævne terræn i mørket. Selvom lygten viser, hvor jeg går, går Illaria meget hurtigt, og jeg har svært ved at følge med uden at vrikke om. Så jeg må bede hende gå langsommere, hvilket hun ikke er meget for. Men ned kommer vi da, og uden brækkede ben.

Så bliver vi kaldt ind til aftensmad, og det er Illaria’s søn som er kommet og serverer den for os. Han er en sød mand på 40 år, og han bliver glad og taknemmelig for vores gaver – en bog om Danmark på spansk og farver + regnemaskiner til skolen. Det er rørende så glad han bliver, og han forklarer at de ikke har penge til skolen, så gaverne er meget velkomne. Vi har tidligere givet Illaria en pose med ris, pasta, mel og karameller. Og det er sjovt at opleve hvilken sukkergris hun er. Hver gang hun kommer ind til os tygger hun karameller, - og vi er ret sikre på, at hun ikke har fortalt sønnen om dem. Jeg har også en æske marcipan, jeg ikke har fået taget hul på, så den lægger vi på værelset da vi rejser. Så kan hun hygge sig med den.

Efter aftensmaden kommer Illaria op med lokalt tøj, som vi bliver klædt i. Det får vi meget grin ud af. Så følger hun os op til ”forsamlingshuset”, hvor der skal være fiesta. Alle de andre kommer også iklædt lokalt tøj og så skal der danses. Men jeg må indrømme at jeg kun får danset et par gange, for jeg har ikke luft til mere. Så jeg sidder på bænken sammen med Rita, som jo ikke kan danse med sin dårlige fod. Det er en sjov oplevelse, men vi er trætte, så vi holder ikke så længe, før vi går hjem.

Ved 2-tiden om natten må Christina og jeg på ”Baño”, så det er ud i kulden og ned af trappen. Men det er det hele værd, for himlen er overstrøet med millioner at stjerner. Sikke et syn.

Tirsdag.
Efter morgenmaden følger Illaria os ned til havnen og vi tager afsked med vores værts-familier. Så går turen ud på søen igen. Edgar og jeg har aftalt, at vi ikke vil tage til byen på Taquile (den anden ø), fordi der lige nu er rigtig mange tyske, hollandske og franske turister. Vi oplevede dem på toppen af Armantani, og de er ikke så spirituelt interesserede, men meget støjende. Så vi sejler om til den anden side af øen, hvor der er en lille strand, vi kan meditere på. Vandet er meget uroligt, så vi får noget af en vippetur, og det ser noget faretruende ud, da vores skipper skal lægge til ved en sten-mole.

På øen vælger jeg at døbe mit smykke i vandet, tage vandet ind i krone-pande-3.øje og hjerte og til sidst tage sko og strømper af og stå i vandet. Det er koldt, men en god følelse at få kontakten med den kraftfulde moder-sø.

Vi skal videre til et andet sted på øen, hvor der er en lille restaurant. Edgar har ringet og sagt vi kommer. Undervejs bliver blæsten værre og vandet er meget uroligt. Vi bliver ikke bare vugget med kastet lidt rundt, og vi må opgive at komme ind i den lille havn. Edgar kalder de folk der har sat sig på taget ned, og vi vælger at sejle mod Uros (siv-øerne). Det første stykke er noget af en hoppetur med båden, men så kommer vi fri af øen og sejler roligt igen.

På Uros øen Santa Maria bliver vi modtaget af glade mennesker og vist hen til restauranten. Edgar har ringet og adviseret dem. 2 piger står klar med vand, så vi kan få vasket vores hænder, og så får vi serveret en lækker frokost. Dejlig Quinoa suppe og frisfanget ørred. Mums det er lækkert. Så er et ud og høre lidt om øen og de andre 70 sivøer. Schanne, Bitten og jeg bliver klædt ud i deres lokale tøj, og vi ser nok mere sjove end kønne ud. Men pyt det er da bare til at grine af. Resten af gruppen takker nej. Og så bliver der handlet lidt igen. Før vi siger farvel får vi en lille sejltur i en siv-båd og de små piger synger nogle sange for os. Og for at det ikke skal blive for sentimentalt, går de rundt med hatten bagefter….hehe.

Så går turen tilbage til Puno og vores hotel. Det vil sige et andet hotel, for hotellet har valgt at flytte os til et andet af deres hoteller på Plaza’en. Men bortset fra ulejligheden med at tjekke ind igen, er det ok. Et fint sted at bo.

Efter en god kop kaffe og en kage er vi klar til et varmt bad og noget aftensmad i byen.

Onsdag.
I dag slapper vi af. Vi har formiddagen fri og det regner.

Dog ikke mere, end mange vælger at shoppe i byen.

Jeg selv ordner papirarbejde, flybilletter osv. – For at undgå en gentagelse af Taca’s problem med overbooking af flyet, vælge jeg at re-confirme vores billetter fra Juliaca til Lima. Jeg vil ikke risikere at vi ikke når vores fly til Amsterdam.

Klokken 13.30 kører vi til Sillustani, - en pre-inka gravplads for vigtige personer / shamaner. Enkelte vælger at holde fri og blive hjemme, men vi andre kører med Edgar på denne eftermiddagstur. Og sikke en tur.

Vi er ikke i tvivl om, at der er en grund til at nogle vælger det fra, og vi andre bare MÅ af sted. Vi har alle stærke bånd til dette sted, og nyder den kraftfulde energi. Tidligt på turen oplever vi at en Alpaca slider sig løs fra sit tøjr og kommer ind i vores midte, mens vi mediterer. Både Edgar og jeg ved, at det er en besked til os. En besked om at det lysarbejde vi gjorde sammen med mine venner sidste år, har været godt for stedet. Vi kan også mærke at energien er lysere og lettere end sidste år. Dejligt med en bekræftelse. Undervejs får vi også hilsner fra Ørne og Falke, - hilsner om at vi er set og velkomne. Det er en meget kraftfuld dag for os alle. Vejret skifter og bliver blæsende og koldt, så vi går til det gravtårn, hvor man kan kravle ind. De fleste vælger at kravle ind og synge AOUM derinde, men jeg har været der før (i et tidligere liv) og har ikke lyst. Så Bitten og jeg holder vagt udenfor.

Efter en dejlig og stærk dag går vi på ”Tulipanen” og spiser en lækker middag.

 Torsdag.
Sidste hele dag i Peru.

Fra morgenstunden kører vi ud af Puno til Inca Anatawi, - et gammelt rituelt sted dannet af sten-altre, - nogle meget spændende stenbjerge. Edgar og jeg har misforstået hinanden, for jeg troede, vi skulle ned til søen og slappe af. Men vi skal klatre. Det blir alligevel spændende for dem som klatrer helt op, for de finder knogler og kranie fra menneskeofringer…ufff 

Rita og jeg stopper på halvvejen, for Rita har stadig dårlig fod, og jeg gider ikke klatre mere.

Nede igen kører vi til Titicaca Castel og får en dejlig frokost. Det er et smukt slot og en unik have helt ude på vandet. Bestemt et sted jeg vil besøge igen. Det er ikke åbent for turister for det er Christian Nonis’ private hjem, men fordi han er ven med Edgar er vi inviteret indenfor til frokost. Han er ikke selv hjemme, så ham må jeg møde en anden gang. Før vi går til bords kommer Norka, - Edgars smukke og søde kone. Hun spiser med, og da vi er færdige, tager hun mig med op på 1.salen, hvor Christan har en lækker pejsestue med udsigt over søen. Hold da op, - sådan vil jeg gerne bo (I Danmark).

Alle er trætte og mætte af indtryk, så efter frokost guider jeg en integrationsøvelse, og så er det hjemad til Puno. På vejen begynder det at regne, men det er sørme heller ikke meget regn vi har haft på turen, så det er bønderne vel ondt. Conny, Schanne og jeg skal lige ned i byen og købe et par småting og ha en Latte.

Rejsens sidste middag indtages på Restaurant Tulipanen, hvor vi har bestilt bord. Det er jo næsten en “stam-restaurant”, hvor jeg har været siden 2008.

Så er det fredag og hjemrejse-dag, - tak for denne gang og på gemsyn i Peru 2013.