I 2004 rejste jeg og 6 venner til Bolivia og Peru. Jeg kendte ikke dem alle, men fik lov at rejse med, da jeg manglede rejseselskab. Der var ikke planlagt så meget, - udover Solhverv på Tiwanaco og Inka Indvielsen med Juan Nuñez del Prado.
Turen fra Danmark til Bolivia gik fint. Vi mellemlandede i Sao Paolo og ventede der i 4 timer. Men så kan vi jo sige, at vi har været i Brasilien :-)) Ventetiden gik nu fint, og det var en utroligt rolig lufthavn, når man tænker på, hvor stor den er. Men ind imellem kan det være svært at begå sig i det fremmede :-)
Vi skulle have kaffe og fandt os til rette på en kaffebar. Men da Mathiias skulle på toilettet, kom han ikke tilbage. Efter en tid blev vi bekymrede, og det viste sig, at han var låst ude, og vi var låst inde. Vi havde ved en fejl bevæget os ind på forbudt område. Men med hjælp fra en uniformeret mand, blev vi da lukket ud igen, og kunne få os et godt grin.
Flyveturen fra Sao Paolo til La Paz gik også fint. Den tager 3 timer og før indflyvningen kunne vi se, Illimañi - det 6.462m høje bjerg som er La Paz vartegn. Utroligt smukt står det der, - majestætisk og med sne på toppen. Et fantastisk syn som betog os alle meget. Jeg følte mig meget velkommen.
Vi ankom til La Paz med noget forsinkelse kl. 19.40 dansk tid. Så havde vi også været på farten i 24 timer. Her var kl. 13.40 og solen skinnede fra en skyfri himmel. At komme ud fra flyet i ca. 3.900m højde var som at få en kombination af søsyge og virus på balancenerven. Svimmel, rundtosset og meget svært ved at trække vejret. Vi lød som nogle der har løbet efter bussen. Så vi bevægede os meget, meget langsomt.
Bagagen kom hurtigt og vi fandt et par taxaer. Turen ned til La Paz centum som ligger nede i 3.577m var en dejlig tur med et leben af liv. Kvinder klædt i mange lag nederdele og sjal i farvestrålende stoffer, hertil de karakteristiske bowlerhatte og med glade børn på ryggen, gadehandlere som gestikulerer og råber og vild trafik. Alle virker glade og smilende, så vi sad og nød synet, lyden og varmen.
På hotellet samledes vi hurtigt på et værelse og tilbragte resten af eftermiddagen siddende og liggende med at drikke spandevis af coca-the og vand. Vi var alle groggy og havde problemer med højden. Dog var det kun Bente som var rigtig syg med blå læber og hoste. Det fortog sig dog efter nogle timer, så vi slappede af. Vi andre havde kun en anelse blå læber og negle, dundrende hovedpine og meget svært ved at trække vejret. Men ingen tvivl om, at vores indtagelse af hvidtjørn, Cellfood og Cralonir har hjulpet og hjælper mod højdesygen. Vi fik et let måltid mad og gik i seng kl. 20.30, vel vidende at vi ville vågne tidligt, men vores kroppe have brug for at restituere sig ovenpå turen.
Søndag gik vi til messe i San Fransisco kirken kl. 7 om morgenen. Det er den smukkeste messe jeg nogensinde har været til. Kirken er utroligt smuk, og præstens stemme; - ja den var så dejlig og blød at det føltes som kanalisering af ren hjerte-energi og healing.
Efter morgenmaden gik vi til Mercado de Hecheceria "Heksegaden". Her er forretninger med ALT. Tørrede frøer, tørrede lama-fostre (til indmuring i husets fundament for lykke), tørrede lama-moderkager og en masse andre ting som vi ikke ved hvad er, - og måske er det også bedre vi ikke ved det?
Mandag blev vi hentet kl. 3.30. Ja, I læser rigtigt - kl. halv fire om natten. For her er det nat på den tid, mørkt og koldt. Ca. 1 grad celcius og lidt vind. Desværre havde vi ikke tænkt os så godt om, så vi havde ikke fået de varme jakker og det varme undertøj på. Vi kørte i en kold bus i ca. 2 timer til Tianhuanaco, hvor vi skulle deltage i vintersolhverv-festen. Her fejrer man vintersolhverv og Aymaraernes nytår i det øjeblik, hvor solen står op og går gennem solporten og rammer en statue.
Der var mange tusinde mennesker, da vi ankom til ruinerne kl. 6 og hold da op hvor vi frøs. Men pakket godt ind i menneskemængden, blev det lidt varmere. Det var et fantastisk skue. Alle disse glade mennesker, indianerne som ofrede despachoer paa bål og en masse messen og sang. De sidste minutter før solen stod op var stemningen meget intens og forventningsfuld.
Og da solen stod op over bjerget? Det er ubeskriveligt. Man skal opleve det. Der gik et højt sus igennem menneskemængden, der blev klappet og alle vendte hænderne mod solen, for at modtage energien. Alle hilste glade på de omkringstående, - næsten som efter en Katolsk messe. At deltage i denne ceremoni var en stor, stor oplevelse, som vi alle blev meget berørt af og som påvirkede os hele dagen. Senere var der dans af forskellige grupper af q'ero-er, uro'er og andre af de oprindelige sydamerikanere. Vi dansede også med et par runder, men højden - her ca. 4000m - gir' ikke den store kondi. Så efter halvanden runde var vi færdige.
Tirsdag lejede vi en bil med chauffør og tilbragte en stor del af dagen i Tiahuanaco for os selv. Tianhuanaco er nogle tempelruiner og pyramider (meget ødelagte) fra ca. 1200 før Kristus og utroligt spændende, - både at se og rent energimæssigt. Bl.a. Solporten som er hugget ud i eet stykke vulkansk klippe og vejer ca. 44 ton.
Under en meditation derude så jeg stedets Deva/Engel. Hun var utroligt smuk. Stor, transparent rosa og udstrålede en uendelig kærlighed. Jeg håber, jeg kan male hende en gang.
Det var en herlig dag. Vi spiste vores medbragte mad derude og på vej hjem besøgte vi en lokal boliviansk bonde. De havde marsvin, høns og andre dyr. En gård på størrelse med min stue, og her boede 2 voksne og 12 børn. Det var spændende at se, og sætter tingene lidt i perspektiv. Men som alle de andre bolivianere vi møder, var de glade og imødekommende. Manden viste os stolt sin høst af kartofler, majs og andre afgrøder. En pige på vel 10 år viste stolt deres hjem frem, - et fælles rum med koge-, sove- og opholdsplads til hele familien, - og bestemt ikke engang så stort som min stue. Og børnene, - ja de var beskidte, men åbne, glade og uimodståelige.
Én af de ting vi også ser meget her i Bolivia er løse grise. De tuller rundt i vejkanten med deres smågrise og ser alle ud til at hygge sig. Det er noget ganske andet end de danske produktions-grise.
Onsdag havde vi lejet den samme bil med chauffør til at køre os til Copacabana. Det blev også en spændende tur. Vi var inde og besøge señor Poulino Estiban som har været i Roskilde og bygge den sivbåd, der står der. Han var i Roskilde ca. 1 år, og savnede sin kone - og hendes mad - så meget, at de måtte hente hende til Roskilde. Han er en spændende og charmerende mand. Så vi måtte selvfølgelig købe en mini sivbåd som han har bygget, - og som han signerede for os.
I Copacabana var vi en tur i kirken og så den berømte sorte Madonna, - som ikke er sort. Men kirken er meget smuk og med en vidunderlig energi. Om aftenen var vi en tur gennem byen for at se deres måde at fejre Sankt Juan (Sankt Hans) på. De har små bål i gaderne og i haverne. Sammenkomster med mad og hygge. Minder sikkert om den danske måde for 50 år siden.
Vi er jo udenfor turistsæsonen, så vi må gebærde os lidt anderledes end om sommeren. Så torsdag lejede vi en båd, for at sejle til Soløen. Det charmerende ved Boliva er også, at selvom det var "vores" båd, havde vi alligevel en gammel bedste og hendes barnebarn med på turen. De lokale har ikke råd til turistbåden, så de "blaffer" med andre både. De satte sig pænt udenfor, men vi fik hurtigt inviteret dem ind i varmen. Det var så gruppens første rigtige sejlads på Titicaca, og for mig et kært gensyn med min elskede sø. Der er halvanden times sejlads til Soløen og det var en dejlig tur.
På Soløen blev Ole og Mathiias sat af på syddelen og vandrede de 11 km til nordsiden. 11 km lyder måske ikke af meget, men det var i næsten 4000m højde, så at de gik det på under 3 timer er noget af en præstation. Vi andre - sammen med morlil og barnebarn + et par vildfarne unge englændere - blev sejlet til nordsiden. Det sidste stykke sejlads var i høj søgang, og da vi nåede frem, blev vi mødt med sne/hagl storm. Skide-koldt for at sige det ligeud.
Da vi var indkvarteret, begav vi os mod toppen af øen til den berømte Solsten og Puma-klippen. Legenden siger, at Wiraqocha plantede de første 2 inka-børn på Soløen, og gav drengen en stok. Der hvor stokken slog rod, skulle inka-riget opstå. Det gjorde den i Cusco! Turen til Solstenen var for mig et knap så glædeligt "gensyn" med mine højdeproblemer fra Inka-stien for 5 år siden. Jeg kan ikke bevæge mig mange skridt opad, før hjertet går bersærk og lungerne ikke kan klare det. Men med hjælp og tålmodighed fra nogle af gruppen, kom jeg op og så både stenen og Puma-en i klippen. Dette og synet af solnedgangen over Titicaca var hele anstrengelsen værd.
Fredag har vi sejlet fra Nordkysten til Måneøen, hvor vi fik købt en del små souvenier af børnene der. Derefter sejlede vi til Sydsiden af soløen, hvor vi spiste en dejlig frokost som bestod af spagetti med ketchup. Det var for meget for én bod at servere til 7 personer, så kvinden i boden måtte bede naboen om hjælp. Men det klarede de også med et smil. Fra Soløen bad en halv snes lokale om et lift til Copacabana, og det fik de selvfølgelig. Det viste sig bl.a. at være nogle skolelærere som havde været ovre og undervise, og nu skulle de hjem til La Paz. De var alle meget taknemmelige for turen, som jo sparede dem for en stor del af deres løn.
Vi tog fra Copacabana igaar fredag kl. 10, og det var noget af en oplevelse at komme Puno. Vi 5 havde bestilt en taxi til Puno i det lokale rejsebureau, og det var da helt ok. Anina og Ole ville se nogle andre ting, så de rejste videre alene, og vi mødes så igen i Cusco.
Vi blev smidt ind i en Toyota stationcar alle 5 med oppakningen - 5 store rygsække, 5 små rygsække, diverse tasker o.s.v., - saa Zuzze måtte sidde bagi og rygsækkene på taget. Vi skulle så også lige have pigen fra bureauet med også! Men pyt, det var kun til grænsen, - her blev vi smidt af igen. Vi skulle ind og have stemplet udrejse, gå over grænsen og stemple indrejse i Peru.
Der var et leben af voksne mennesker, børn, dyr, cykler, biler og busser, - en skøn blanding af lokale og turister. Masser af larm og forvirring, men vi kom igennem uden problemer.
På den peruvianske side af grænsen blev vi stablet ind i en old-gammel skrot-bil. Der skulle sidde 3 bagi og 2 på forsædet ved siden af chaufføren. Og vi skulle altså temmelig langt, men pyt, - vi var jo på vej til Puno, så vi valgte at tage det med godt humør.
Bilen virkede meget gammel og affældig, men vi krydsede fingre for, at den ville holde hele vejen. Og det gjorde den da, - men en halv snes kilometer før Puno, ville chaufføren losse os over i en lokal minibus fyldt med peruvianere og deres pakkenelliker. Men pokker nej, om vi ville. Ind på parkeringspladsen kom en dyr ny bil med et velhavende ungt ægtepar, og jeg gik over til dem. Allerede da jeg begyndte at tale med dem, gav vores chauffør sig og kørte os videre. Det viste sig, at han var bange for politiet, fordi der ikke måtte sidde mere end 4 i bilen! Men det var da ikke vores problem. Han havde hele tiden vidst at vi var 5.
Nå, men vi kom da frem til Hostel Imperial og begyndte at bære vores bagage ind. Og pludselig ville han have 20 dollars mere for turen. Men sådan handler man altså ikke med mig, så jeg sagde nej, - mange gange. Han var meget påståelig, men det var jeg også og bad ham tilkalde politiet, hvis han var utilfreds. Vi havde jo betalt - og betalt rigeligt - til bureauet, så hvis han var utilfreds, måtte han henvende sig der. Nå men han kørte da også igen.
Søndag har vi været oppe siden kl. 4. Vi havde nemlig bestilt privat minibus og blev hentet kl. 4.30, fordi vi ville ud til Dimensional Gateway of Amuru Muru og se solopgangen. Amuru Muru ligger et par timers kørsel fra Puno og er en klippeformation. I klippen er der aftegnet en stor port, og det kaldes Porten til andre Dimensioner. Det var en helt fantastisk oplevelse. Vi sang solen op og mediterede nogle timer. Gav en Solrose til stedets Deva. Og jeg oplevede Moder Maria velsigne hele gruppen.
Vores tur sluttede i Sillustani - en gammel gravplads for shamaner, - helt tilbage fra før inka-tiden. Det var spændende at se de forskellige Chulpas (begravelsestårne) fra de forskellige kulturer. Før vi blev sat af, nåde vi lige at se statuen af den første inka som skuer ud over Titicaca-søen.
Til frokost fik Mathiias marsvin, - den peruvianske specialitet. Jeg fik lov at smage et lille stykke. Det smager godt, men ser ikke så delikat ud, for det bliver serveret med hoved med øjne og tænder.
Mandag ankom vi med tog fra Puno til Cusco. Der er mange forskelle på Bolivia og Peru. I Bolivia er menneskene rundkindede, har store brune øjne og et stor smil. Man kan gå rundt i forretninger, boder og på gader uden at blive tiltalt. Her i Peru er menneskene slankere, men stadig meget venlige og imødekommende. Der er desværre mange tiggere, - og børn og kvinder kaster sig over os hele tiden for at sælge deres varer.
Selvom bilerne forurener meget, er det dejligt at opleve at i Peru må man ikke ryge i offentlige bygninger og transportmidler, og de allerfleste restauranter har rygeforbud også. Ingen tvungen passiv rygning, - der kunne vi lære noget i Danmark.
Tirsdag havde vi ose- og powershoppe dag. Vi fik en coca-blads reading af en lokal shaman, - en sjov oplevelse.
Onsdag startede vi dagen kl. 5.30. Vi tog en taxi kl. 6 til Sacsaywaman, - bjerget hvor den meget store hvide Kristus står på toppen. Vi stod ved den hvide Kristus og sang solen op (En god vane vi har fået på turen). Det var en betagende oplevelse. Bagefter gik vi ned fra bjerget,- og på vejen var vi inde på det dejlige bageri/cafe som drives af nonner for at køre et børnehjem. Et skønt sted med sydamerikas bedste brød!
Torsdag kørte vi med lokalbussen til Pisac. Det er en bustur på en halv times tid og den er utroligt smuk. Høje bjerge og dybe dale. Her i Andes kan man jo ikke bevæge sig meget uden at skulle over nogle pas. Men min højdeskræk og jeg har det lidt bedre end for 5 år siden. Den er der endnu, men ikke lige så slem, så jeg kunne nyde turen og udsigten. Markedet i Pisac er et inferno af lyde, farver og lugte. Masser af boder og ind imellem små piger med en lillebror eller -søster på ryggen og et lam i favnen som prøver at tjene penge ved at blive fotograferet. Det er både et turist- og lokalmarked, og et sjovt sted at shoppe.
Fredag kørte vi med en lokal shaman til et meget specielt sted. Det hedder Moray og der var en utrolig stærk energi. Der tog 3 timer at køre derud i shamanens 40 år gamle landrover. Vi tror nok, at styrtøj, bremser og gear virkede, men det var vist også det eneste. Stedet er ligesom et coloseum og der var laaaaaangt ned. Når man går langs kanten, føles det som om man bliver trukket ned af en spiral-energi. Meget ubehageligt. Og da vi var kommet ned i bunden, kaldte shamanen på os, for vi skulle op igen. Støn. Mine knæ har ikke haft så godt af den tur. Men op kom vi da og ind i shamanens telt, som var slået op på grund af regnen. Inde i teltet blev der afholdt en ceremoni til Mama Coca. Cocabladene er jo både vigtige og hellige i Peru.
Det var en ung shaman som stod for denne ceremoni, - han er 25 år og står mest for ting som har med familien at gøre. Det var meget spændende at se på, og senere fik vi alle en shamanistisk healing og kanalisering af den ældre shaman. Så gik turen hjemad igen i den gamle bil. En del af vejen var jordvej, godt smattet af regnen og med et godt stykke ned mange steder, men han kørte utroligt godt. Det tog kun 2 timer at køre hjem, og godt det samme for han kørte med vinduet åbent for at holde duggen fra ruderne, så det var sk...koldt.
Lørdag var slap-af-dag, så vi besluttede, at vi ville se Cusco's Heksemarked. Vi havde godt nok fået at vide hjemmefra, at vi ikke skulle bevæge os ind i det område. Til forskel fra Heksemarkedet i Bolivia ønskede man ikke turister her. Men det "glemte" vi vist et kort øjeblik.
Vi gik alle 5 ind på det lokale område, bevægede os ad meget lokale gader, hvor vi var de eneste europæere. Men vi gik i vores egen lille "bobbel", tog ikke kontakt med nogen og standsede ikke for at handle. Sugede bare indtryk til os, mens vi gik, så ingen tog tilsyneladende notits af os. Det var virkelig slum, vi bevægede os i. På et fortov måtte vi gå udenom en gammel kone som sad og tissede. For hende en helt naturlig ting. Gennem grøntsagsmarkedet og hele vejen gennem slagtergaden. Pu-ha. En ulækker blanding af kød, snavs, blod, hunde som prøver at stjæle en luns, og børn der leger uanfægtet. Vi forsøgte at holde vejret mest muligt, for at undgå lugten af blod og skidt.
Endelig gennem gaden. Men her stod pludselig en nydelig og meget velklædt ældre herre foran os. På fuldendt engelsk bad han os om at vende om, for det var farligt for os, at opholde os i dette område. Vi blev lidt forvirrede over hans udseende som slet ikke passede til området, men sagde pænt tak. Da vi et øjeblik efter vendte os for at spørge ham om vej, var han væk? Hvor hen? Hvem var han? En Guardian Angel? Det får vi nok aldrig svar på, men vores redningsmand var han uden tvivl. Vi havde kun gået nogle få skridt, da de lokale bumser begyndte at true efter os med tomme flasker, så vi vendte hurtigt om og skyndte os tilbage til centrum.
Næste dag skulle vi pakke og begynde Indvielsesrejsen. (Se "Inka-indvielsen)
