I 2010 rejste jeg til Peru for at deltage i 4 dages workshop "Deepening the Munay-Ki i PIsac
Fredag
Vi starter dagen kl. 9 med en præsentation. Det er ret hurtigt overstået, for vi er kun 7 tilmeldte + Diane. 2 italienske kvinder Adriane og Peira, et autstralsk par Victoria og David, Lisa fra Hawaii, Hetty fra Holland/Australien og jeg. Lisa’s mand deltager ikke i workshoppen, men er ude på egen hånd disse dage. Hetty arbejder på Paz y Luz men har tilmeldt sig denne workshop, så Christer er manager i disse dage. En dejlig og spændende gruppe, og vi falder hurtigt i hak. Efter præsentationen træner vi de første fire riter 2 gange på hinanden. I en pause får jeg øje på Julian som går ude på stien, og jeg får hurtigt stoppet ham og aftalt en massagetid til den 28. Det glæder jeg mig meget til.
Om eftermiddagen ankommer Don Fransisco og Doña Juanita, - 2 indfødte shamaner. To smukke, smukke mennesker , - både udenpå og indeni. Juanita giver os alle Ñusta Riten. Derefter laver de en Despacho-ceremoni, - en bøn/offergave/mandala til Pachamama, og den er bare så utrolig smuk. Da Despacho'en er færdig, renser Juanita os alle med den, mens Fransisco velsigner os på inka/Q'ero manér. Fransisco fortæller mig, at "jeg og jaguaren er een", - sjovt nok havde Victoria fortalt mig det samme tidligere på dagen.
Før vi går ud til bålet og ofrer Despachoen, får vi lov at handle. Jeg er heldig at få lov at købe den smukkeste Poncho, som Juanita selv har vævet, og skal også bruge 3 hatte magen til Juanitas. Da jeg har købt 2 (til Karen og Anne-Mette), mener Fransisco, at jeg ikke selv skal bruge en ny, men hans hat. Vildt. Det betragter både jeg og Diane som en ære. Jeg får også købt et par små nye klokker og "ancestor" sten til min mesa.
Senere mødes vi alle ved bålet, hvor vi ofrer Despacho'en under fuldmånen.
Lørdag.
Vi starter fra Paz y Luz kl. 9 for at køre ud i bjergene og arbejde med jorden/Daykeeper Riten/Pampa masayok. Det er varmt, og jeg får hurtigt smidt nogle af alle de lag tøj, jeg har taget på fra morgenstunden. Vi standser et sted ca. 15 min kørsel fra Sawsaywaman og mødes med Fransisco, Juanita, deres datter Beatrice og den lille mini-shaman Fransisco på 8 måneder. En fantaskisk skøn dreng. Vi vandrer et stykke ind/op i bjerget. Her standser vi ved Pachamama-hulen (Moder Jords livmoder). På skift blir vi først renset at både Fransisco, Juanita og Diane, og det foregår med mesa, klokker, bønner og Floridavand. Vi står med lukkede øjne, og bliver på skift ført ind i hulen og stillet op ad en væg. Det kræver tillid, for der er meget ujævnt, men ind kom jeg da. Her går jeg tilbage af min tidslinie og giver slip at al den tunge energi, jeg støder på og takke for alle de gode ting. Da jeg når tilbage til min fødsel, går jeg frem til nutiden igen, nu med en ny og lettere følelse. Efter et stykke tid, blir vi enkeltvis hentet af Diane, og - stadig med lukkede øjne - ført ud af hulen/fødselskanalen. Det er et meget bevægende øjeblik, da jeg kommer ud i lyset. Svært at forklare, men de fleste føler sig flere kilo lettere.
Vi går nu videre til et andet sted, hvor vi skal modtage Daykeeper Riten/Pampamasayok af Fransisco og Juanita giver vores mesa samme rite. Det er en helt anden energi at modtage riten på den originale måde, men da vi senere giver hinanden riten på Munay Ki "facon", er det også stærkt. Vi spiser frokost i solen og begiver os hjemad til Paz y Luz.
Vel hjemme mødes vi og deler vores oplevelser, før vi kan slappe af nogle timer. Efter aftensmaden er vi alle trætte og går tidligt til ro.
Søndag.
Tidligt op efter en nat med mange drømme. Drømme som allle har relation til de forandringer der sker i mig for tiden. Hetty har noget australsk salve, jeg kan smøre på mine læber osv., for det viser sig, at jeg ikke har forkølelsessår, men infektion på grund af udtørring. Hele min underlæbe og et stykke ned, er hævet, hudløst og lidtt betændt. AV!
Vi starter kl. 9.30 og kører til et sted udenfor Cusco. Her vandrer vi et stykke ind i skoven og kommer til det mest guddommelige sted. Lys, sol, et lille vandfald og en 7-takket chakana i klippen. Fantastisk sted.
Efter lidt meditation blir vi enkeltvis hentet og ført ned til floden. Her blir jeg først renset af Diane med Floridavand, rasle og klokker. Derefter bliver jeg pladeret på en sten med de bare fødder i vandet, - og det er bare IS-koldt. Jeg blir nødt til at fokusere på noget andet for kke at tage fødderne op igen. Siddende her blir jeg velsignet af Fransisco og Juanita med bønner og klokker. Jeg får også vand i hovedet som ved en dåb herhjemme. Så blir jeg guidet over floden og ud på nogle klipper i vandet. Da jeg sætter mig her med fødderne i vandet, bryder jeg helt sammen i gråd. En forløsende gråd af alt det gamle sorg og smerte, - ud med det. Carlos kommer og healer lidt på mig, og efter et stykke tid hører gråden op, og jeg kan meditere, synge og bare nyde at være til.
Efter et stykke tid skal vi ha Earthkeeper Riten/Alto Masayok. Det foregår oppe på en klippe ud mod vandet. Heroppe står Fransisco klar til at give riten, og Juanita sidder klar til bagefter at give vores mesa riten. Jeg har lidt bsvær med at komme derop, men med Carlos hjælp lykkes det, - og det er en ubeskrivelig oplevelse at stå der i solen, med floden rislende nedenunder og få riten overført af Fransisco.
Bageffter hen til Juanita som overfører riten til min mesa. Hun er bare det yndigste, stærkeste væsen.
Nede på jorden sidder jeg og mediterer. Pludselig står min Jaguar foran mig, og jeg spørger den, hvordan jeg skal slippe af med min frygt. Han sivarer: "Let it go", og med den ene store pote graver han smuds ud af min qosqo/solar plexus, mit hjerte og min hals. Derefter slikker han på sårene for at heale dem. En meget stærk oplevlese, som fylder mig hele dagen.
Vi vælger at lave plenum og dele oplevelser herude på dette smukke sted, og bagefter kører vi tilbage til Pisac. Det har været en meget ansrengende dag rent energimæssigt, så vi er alle trætte og går hver til sit efter aftensmaden.
Mandag
Solen skinner, og jeg har sovet fortrinligt og fast i 8 timer. Vi starter kl. 9 og kører videre ind i Den Hellige dal. Gennem de små lokale byer, Qolka, Calca, Urubamba og Huaran. Allesammen meget lokale og interessante at se. Efter 1 times kørsel drejer vi ind på en meget hullet jordvej og kører/bumper på den et kvarters tid. Så er vi ved stedet. Jeg troede, at stedet hvor vi var igår, var det mest guddommelige, men hold da op. Vi er i en smal slugt med den hellige flod løbende i midten ved siden af togsporet til/fra Machu Picchu. Det hele omgivet af høje, smukke og statelige bjerge. Solen skinner og det hele er bare fantastisk.
Efter en indledende meditation går vi på togskinnerne et stykke. Så starter vi opstigningen til det hellige sted kaldet Pacha. Det går fint de første 8-10 meter, men det er stejl jordsti med grus man glider i. Så pludselig slår min højdeskræk, - eller rettere skræk for at falde - til. Jeg går totalt i panik, bryder grædende sammen og kan slet ikke kontrollere min rædsel. Min hals og mit solar plexus snører sig sammen, og stortudende har jeg svært ved at få luft. Jeg kan absolut ikke forestille mig at fortsætte og fortæller, at jeg blir nødt til at stoppe og vente på de andre. Men Vorherre har sendt Julio med. Han er nevø til Carlos, som også hjælper til med gruppen, og vi kører i deres biler. Julio går stille og roligt hen, tager min rygsæk af mig, lægger min hånd på hans skulder og sir* " You and I, despacio, despacio" (roligt og langsomt). Han får mig overbevist om, at jeg sagtens kan klare det, og jeg overvinder min panik, mens vi går videre. Da vi mødes med gruppen lidt længere oppe, har Diane kodet en sten med "Jeg føler ingen frygt", og den har jeg i lommen resten af vejen. På dette sted kontakter vi luften/vinden "Wayra", og det hjælper mig også til at få styr på vejrtræningen igen. Efter nogle minutters energiarbejde, går vi videre. Jeg med hånden på Julio's skulder, og ind imellem også med den anden hånd i hans. Hele gruppen er utrolig søde, alle kommer og tilbyder at hjælpe mig op, men jeg har det fint med Julio's hjælp. Han er så rolig, at det kun kan smitte.
Et stykke længere oppe på bjerget standser vi igen ved en "terasse", hvor vi udveksler Wisdomkeeper riten med hinanden.
Så er vi klar til det sidste stykke. Stadig med stor, både fysisk og psykisk hjælp fra Julio, når jeg toppen sammen med resten af gruppen. Og det var det hele værd. Vi er i en stor grotte som har været brugt til hellige ceremonier. Der er stadig et inka-alter ud mod kanten,- alt sammen utrolig smukt. Vi sætter os og mediterer, men Don Fransisco, Doña Juanita og Diane gør alteret klar til indvielsen. Så følger Carlos os enkeltvis til Diane, som renser vores Bobbel/Aura med en kondorfjer. Det føles ganske dejligt, og bagefter træder jeg hen foran Fransisco som overfører Kuraq Akullaq riten til mig. Det er nok den stærkeste energimæssige oplevelse på hele workshoppen for mig. Jeg føler mig så forbundet med hele traditionen, Peru og q'eros, og mit hjerte er ved at sprænges af taknemmelighed. Til slut overfører Juanita Riten til min mesa.
Jeg blir ført tilbage til min plads, og mens jeg sidder her og følger indvielsen af de andre, får jeg en klar følelse af, at jeg meget nemmere vil kunne gå i bjergene, uden de store vandrerstøvler. Føler at det er meget nemmere på bare fødder, for det har jeg jo altid gjort. Kan næsten mærke, hvordan jeg som et barn har rendt rundt i bjergene, - uden besvær og helt uden frygt. En sjov følelse.
Da hele gruppen har fået riten, giver Fransisco riten til Juanita, og hun giver riten til hans mesa. Det er et meget bevægende øjeblik for os alle, for det er ikke normalt, at en "højerestående shaman" (Fransisco) modtager riter/indvielser af en længere nede i hierakiet. Men de to mennesker er bare så kærlige og søde, både overfor os andre, men også overfor hinanden.
Vi spiser vores medbragte madpakke og skal ned igen. Jeg får igen hjælp af Julio, og ind imellem beder Carlos os om at stoppe, så jeg kan nyde udsigten. Og udsigten er bare ubeskrivelig smuk. Vel nede får Julio et kæmpe kram, og jeg får brugt mine spanske gloser på at fortælle, hvor taknemmelig jeg er. Han smiler bare blidt og kærligt.
Da vi står nede på togskinnerne igen, siger Carlos "Train", og helt automatisk hopper jeg ud til siden, selvom jeg ved, at sporet ikke er repareret endnu, så der kører ingen tog. Nu får Lisa et helt vildt grineflip. Da hun endelig kan få luft igen, forklarer hun, at "ja, det ville være komisk, nu har du lige klaret hele turen op og ned igen, - og så blir du kørt ned af et tog". Jeg må indrømme, at jeg grinede med, og det var forløsende med et godt grin, efter en anspændt tur ned.
Tirsdag
Sidste dag på workshoppen starter kl. 5.45, hvor vi kører fra Paz y Luz mod Pisac ruinerne på toppen af bjerget. Vi er hele gruppen samt Julio og hans yndige kone, Carlos og hans kone, Don Fransisco og Doña Juanita. Det er mørkt, koldt og jeg har ikke sovet så meget. Fuldmånen fik alle områdets hunde til at gø det meste af natten. Men afsted går det, og da det jo er fuldmåne, er det ikke rigtig mørkt. Det er smukt at nyde udsigten på køreturen. Kigge ned i dalen og se hvordan den vågner. Her står folk tidligt op, og mange er allerede igang med at gøre klar til afgang. Det er markedsdag, og i Peru er det også helligdag, så alle har fri.
Efter en halv times kørsel når vi til det sted, hvor vi ikke må køre længere. Så vi står ud af bilerne. Vender os mod bjergtoppen, hvor solen vil stå op, og laver en smuk ceremoni. Synger, rasler og ofrer coca-blade. Desværre er det overskyet, så vi ser kun solen "indeni", men det er også smukt. Efter solopgang får vi morgenmad, 2 hårdkogte æg, et brød og et æble. Vi deler the af 2 medbragte krus. Dejligt varmt.
Så går turen mod Soltemplet på toppen af ruinerne. I soltemplet får vi Taitanchi Riten enten af Juanita eller Fransisco, og jeg får den af Juanita. Det er en meget stærk følelsesmæssig oplelvelse, - som om mit hjerte åbnes totalt og alt blir lyst. Bagefter udveksler vi den 9. rite Creator Rite med hinanden. Det er rørende at se, hvordan Julio og hans kone nyder stedet og at genskabe forbindelsen til deres rødder. Selvom de begge er vokset op i Cusco, har ingen af dem før været her på stedet. Julio har fået 2 kuyas de 2 foregående dage, og jeg har købt et mesa-tæppe til ham, som gave. Det blir han rigtig glad for, og nu har han sin egen mesa for første gang.
Vi går videre til et sted, hvor Fransisco og Juanita laver en despacho. Det er en meget smuk ceremoni, hvor Fransisco både overfører riten og velsigner/ber for en 11-årig italiensk dreng som har leukæmi. Adriana har et foto med af ham, og det blir brugt i hele ceremonien. Vi får hver en kintu (3 cocablade) og 2 majskorn. Vi lægger alle vores ønsker/bønner ind i kintuen og giver den til Fransisco. De 2 majskorn lægger jeg i despachoen for mine 2 børn. Vi når lige at blive færdige, da stedet har åbnet og den første familie begynder at traske rundt. Så er det tid til at beslutte, hvem der vil gå tilbage til bilerne - ca. ½ times gang op igen. Eller hvem der vil gå ned til Pisac by - ca. 1 times gang nedad. Hele gruppen på 6 beslutter at gå ned til byen, og da alle er indstillet på at hjælpe mig, går jeg med. Hold da kæft for en tur. Smalle, smalle stier, stejle og smalle trapper, - og det hele med meget, meget langt ned til den ene side. Så selvom jeg har hjælp fra alle i gruppen, sveder jeg tran, og lover mig selv, aldrig mere at gå i bjerge, før jeg har fået kureret min højdeskræk.
Ind imellem stopper vi et øjeblik, og jeg formår at nyde udsigten som er storslået. Ud over dalen, terrasserne på bjergsiden og byen og floden helt nede i bunden. Efter 1 time når vi ned, og jeg er træt som aldrig før, taknemmelig for hjælpen fra de andre, og stolt af mig selv for at ha gennemført turen.
Vel nede i byen får vi købt en is og tager en taxi tilbage til Paz y Luz. Her venter Diane, Fransisco, Juanita, Carlos, Julio og deres koner. Vi brænder despacho'en af på bålet, får en sidste healing og velsignelse af Juanita og Fransisco, - og så er det tid til at sige farvel til dem. Farvel til nogle fantastiske mennesker, som ikke kun er smukke udenpå men også indeni. Det er bevægende og svært at sige farvel, så vi sir på gensyn istedet.
Efter frokost er det siestatid, og jeg falder om på sengen flad som en pandekage. Nå, 1 times søvn og et varm bad senere er også jeg klar til afslutningen af workshoppen. Vi samles og deler Starkeeper Riten med hinanden, snakker om vores oplevelser og slutter af.
Det føles mærkeligt ved aftensmaden, at vi kun har været sammen i 5 dage, for alt har været så intents. Vi er da også enige om at holde kontakten.
