I 1999 rejste jeg og en veninde afsted til Peru for første gang. Vi rejste "backpack", lod energien føre os, og undervejs gik vi Inka-trail.
De fire ugers vandretur i Peru fylder for meget, så jeg har valgt kun at skrive om turen på Inka-stien.
1. dag blev vi hentet kl. 5.15 af en svag banken på døren. Det var Caecar, vores guide som hjalp med at bære den store rygsæk ned til minibussen. Det var stadig mørkt, og vi var både lidt trætte og spændte. Efterhånden som bussen fyldtes med de øvrige 18 kunne vi se, at vi absolut var alderspræsidenter på turen. Der var ingen af de andre, som ikke kunne ha' været vores barn eller svigerbarn. Der var 5 unge par og 6 unge singlemænd og så os. Derudover var der vore 2 guider Caecar som havde hovedansvaret og Henri som dannede bagtrop, for at sikre at alle (læs Karen og Jonna Maria) kom med. Guiderne var nok de yngste i gruppen overhovedet. Samtidig var der bærere til gruppens mad, telte etc. en kok og vores personlige bærer. Det var ret utroligt at se, hvor meget de lokale bærere har på ryggen og samtidig kan de ikke bare gå men løbe, - og det i billige, tarvelige sandaler og bare fødder. Vi lærte hurtigt at flytte os, når der kom en bærer, - vi begyndte faktisk at kalde dem løbere i stedet for. Og kunne man høre dem i baggrunden var det bare om at finde en lille niche at komme ind i, for de løb uanfægtet helt ud på kanten, hvis vi ikke flyttede os nok.
Vi skulle ha' startet ved 82km stenen, men der var "vejarbejde", så vi fik lov til at gå 1 km mere helt gratis. Så vi er nogle af de få som har fået lov til at gå 46km i stedet for de sædvanlige 45. Heldigt ikk'? Og ganske gratis! Nå, men afsted gik det og selvom tempoet var højt gik det rimeligt nemt, også for de to Ladies. Men oh ve oh skræk, om ikke jeg øjner en laaaaang hængebro over en brusende flod, og den skal vi over. Pu-ha! Højdeskrækken har meldt sin ankomst. Men vil I tro, da jeg fulgte efter Caecar ud på broen og han begyndte at hoppe ude på midten, syntes jeg minsandten også at det var sjovt at hoppe og på den måde sætte broen i bevægelse. Så det var en dejlig overraskelse. Men videre gik det stadig i god fart og stadig lidt opad til 1. overnatning. Vi skulle sove i meget, meget små 2-mands telte, og det er svært at få plads til både 2 personer, 2 små rygsække, 2 par støvler og den store rygsæk, når man ikke må røre teltdugen, fordi den er våd. Men vi fik da indrettet os, og var så utroligt heldige at før det blev mørkt svævede 3 Kondorer over os. Tænk at blive budt velkommen på Inka-trail af 3 Kondorer. (Kondorerne er inkaernes helligste fugl og deres symbol på højeste åndeligehed). Aftensmaden blev serveret i det fri, og gruppen var ved at blive rystet sammen, så der var en hyggelig stemning, hvor alle på skift listede over i teltet efter varmt tøj. Sengetiden bliver automatisk tidligt, når man har vandret hele dagen, og skal op igen klokken lort næste morgen. Og til jeres orientering er det p....koldt om natten. Jeg var iført mit svedtransporterende undertøj med lange ærmer og ben, uden på det havde jeg en højhalset T-shirt og Bjørns lange "jens-lynere", og derud over havde jeg min fleece-trøje, alpaca-uld-strømper og vanter samt selvfølgelig min sovepose. Det er godt, det kun er nattens dyr, som kunne se mig i det antræk, når jeg skulle ud og tisse,og så selvfølgelig Karen, men hun vænnede sig til synet.
2.dag blev vi igen vækket omkring kl. 4.30 og skulle gå en time efter. Det er svært at nå at få klædt om, pakket ned, børstet tænder, tisset af, rullet soveposer sammen og spist morgenmad på den tid, - og så i mørke. Så det skete, at vi måtte nøjes med en halv pandekage med i hånden, når vi gik. Dette var så dagen for bestigningen af Dead Woman Pass på 4.200 meter! I løbet at meget kort tid viste det sig, at jeg havde store problemer p.g.a. højden. Efter få skridt bankede mit hjerte, så jeg nogen gange troede at det ville gå i stykker, jeg kunne ikke få luft, jeg blev svimmel, havde trykken i hovedet og småkramper i maven. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ville være gået, hvis vi ikke havde taget forebyggende piller mod højdesyge. I så fald er jeg sikker på, at de havde måtte bære mig ned efter kort tid. Karen havde også problemer, ikke p.g.a. højden, men p.g.a. vores kondition, som nok ikke var helt god nok til Inka-trail. Men Caecar var en rigtig dejlig guide. Vi var selvfølgelig laaaangt bagud i forhold til de andre, men han blev ved med at opmuntre, - tag det roligt, det er ingen konkurrence, slap af, nyd naturen, I kan klare det o.s.v., og han var rigtigt god til på en diskret måde at vide, hvornår der skulle hviles. Jeg kunne kun gå måske 30 meter op, så var jeg nødt til at holde 30 sek. hvil o.s.v., og så er der fandme langt til 4.200m!!! Turen var meget stejlt op hele tiden, ad smattede jordstier, høje, glatte, ujævne trapper, stier så smalle at selv en bjergged ville få kolde fødder, og der var ikke tid til at kigge op, for med flere tusinde meter stejlt ned er der ikke råd til at træde forkert. Men den var også utroligt smuk. Lige meget hvor vi vendte os, var der smukke bjerge, vidunderlige blomster, små kolibrier, små glade svaler og ikke mindst floden som fulgte os hele vejen. Der var ikke et øjeblik, hvor vi ikke kunne enten se eller høre floden. Den blev hurtigt en kær ven. Og bjergene er betagende. Hver gang vi rundede et nyt hjørne var der et nyt bjerg i nye farver. Naturen er simpelthen vidunderlig. Alt dette kunne vi se, når vi havde vores små pauser, eller når vi mødte andre vandrere og lige skulle udveksle et: " Godt gået! Hvordan går det nu? Er du OK? Du kan godt!" eller andre små bemærkninger. Man møder hele tiden mennesker på Inka-stien og alle er venner med det samme. Det er som om, det at være i samme (vanskelige) båd, giver et utroligt sammenhold uanset alder og nationalitet.
På et tidspunkt måtte Caecar forlade os, men gav os instrukser om blot at fortsætte stille og roligt (som om vi kunne andet?) mod toppen. "Når I ser nogle damer som sælger coca-cola er I halvvejs!".
Og hvor var det dog dejligt at se de damer, holde et lille hvil med kiks, chokolade og coca-cola, for frokosten var vi jo gået glip af. Men videre måtte vi jo, og der var kun een vej, nemlig op! Jeg ved ikke hvor mange bønner jeg har bedt på vejen, men jeg havde netop bedt alle himmelske magter om hjælp til at nå op, da Henri dukkede op, smilede og tog vores rygsække. De vejer måske kun 3-4 kg. men tro mig, lettelsen var kolossal. Caecar havde også sendt en bærer tilbage med coca-te og brød til os, - kan I forestille jer hvor det varmede? Men opad igen, 30m frem - 30 sek. pause. - Og ved I hvad? Nu kunne vi se toppen. Karen og jeg tog hinanden i hånden og LØB! de sidste meter op, og jeg er sikker på at vores jubelråb kunne høres i flere dale. Og hvis I ikke skulle vide det, - så er det rigtigt hvad nogen siger: DER ER KOLDT PÅ TOPPEN! Ikke bare koldt, men hunde-hamrende koldt, så vi fik taget et foto af os ved skiltet "4.200m", fik iført os vores alpaca-uld huer og vanter samt de regnslag som var blevet en del af vores beklædning, og så begyndte vi nedstigningen.
Og nedstigningen var altså ad meget høje, ujævne og stejle trapper i regnvejr og kulde! Her begyndte Karens knæ at give problemer, så nedstigningen var værre for hende end for mig. Men vil I tro, da vi endelig var kommet ned, skulle vi sgu' også op igen! Caesar havde nemlig besluttet, at vi ikke skulle campere sammen med alle andre, så vi skulle lige op ad 1 million stejle, høje og glatte trin igen til vi var i 3.500m højde. Da vi endelig nåede frem blev vi til gengæld mødt med jubel og klapsalver fra resten af gruppen, et stort kram fra Caecar som havde været alvorligt bekymret for os, og een af pigerne i gruppen kom med the til os. Det var den dejligste modtagelse jeg nogensinde har fået. Da vi havde pustet lidt ud, kunne vi iføre os det varme tøj og gå til madteltet og spise sammen med de andre. Til jeres orientering sidder man på jorden (eller sit regnslag) rundt om et tæppe og spiser. Spiser en mad som bare var dejlig hele vejen igennem. Vi fik Caecar til at forbarme sig over the Ladies, så vi fik fyldt vores aluminiums-vanddunke med varmt vand og det var dejligt. Men det var minus 5 grader om natten og jeg frøs røven ud af bukserne - altså Bjørns bukser. Men himlen denne nat var en syn for sig. Sort, sort med en utroligt smuk måne og et utal af stjerner. Alene dette syn var turen værd (tror jeg nok).
3. dag skulle efter Caecars mening være nem. Easy for you ladies! Han er vist ikke klar over, hvor fladt Danmark er! Og jeg havde stadig problemer med højden, så det var stadig gå/kravle et stykke og holde en kort pause, men fremad gik det da. Men det var på denne dag at stierne blev så smalle at min højdeskræk og jeg måtte ha' nogle alvorlige samtaler. Men altså når stien er 1m bred og glat og man har klatret flere tusinde meter op, så er der altså meget, meget, meget langt ned!
Der var også trapper som var så stejle ned, at jeg tog dem på "Julle-maner". D.v.s. på numsen. Jeg ved ikke om Julie har gjort sådan, men det er hende jeg tænker på, når jeg gør det. Efter nogle timers vandring kom vi til en inka-ruin, hvor resten af gruppen var på rundvisning. Der var mange og meget stejle trapper derop, og vi skulle ned igen efter rundvisningen, så vi valgte at spise lidt chokolade og vente på resten af gruppen nedenfor.
Det betød også at vi i dag kunne følges med gruppen og spise frokost sammen med dem, - den rene luksus for os. Efter frokost fik de dog travlt igen, og Karens knæ gjorde virkelig ondt. Vi skulle gå ned ad smattede jordstier, og på et tidspunkt fortalte Karen Henri, at hun ikke rigtigt kunne forstå Caecars udlægning af easy going, for hun syntes her var stejlt. Hertil svarede Henri med sit sædvanlige søde smil: Lady, this is a mountain! Og, ja, hvad kan man sige andet end nåå ja. Jeg tror at det var her, vi begyndte på talemåden: You can talk the talk, but can you walk the walk? Det kunne vi nemlig, for vi vraltede på en helt bestemt måde, som vi nok fremover kun kan kalde inka-vralt.
Før vi nåede den sidste lejr, var der en meget, meget stejl trappe som vi skulle ned af. Da Henri så vore ansigter tog han vores rygsække og hjalp os på den måde det sidste stykke. På det tidspunkt var Karens knæ også helt færdige (troede vi). Men da vi ankom til lejren og fik at vide, at vi 3 km ned ad bjerget kunne få et varmt brusebad hankede vi op i vore lasede muskler + noget rent undertøj og vandrede derned. Og hvilken fryd! Efter 3 dage med sved, møg og alt muligt andet er det befriende at få et bad. Så derefter 3 km op igen, men selvom det var hårdt, var det dejligt. Om aftenen var der feststemning i teltet. Der blev serveret vin til pastaen, og da vi ankom som de sidste (hvem skulle tro det?) gjorde de andre plads til os. Men efter et stykke tid, måtte en sød ung hollandsk mand krybe til korset og bede Karen forlade teltet, for hendes støvler havde trådt i noget som lugtede umiskendeligt som lort. Så Karen måtte sidde i teltåbningen med benene ude af teltet og om natten blev støvlerne pakket ind i mit regnslag, som vi efterfølgende smed ud.
4. dag = Machu Picchu dag.
Blev vækket kl. 4.15 og skyndte os at få pakket i mørket. Da vi kom ud efter 55 min var de andre gået men havde efterladt Henri hos os. Gud være lovet! Vi fik lige en halv pandekage i hånden og så afsted. Tre en halv times vandring først ned og så (gæt engang) op igen. Op og Op og Op ad smattede, glatte, våde, stejle, smalle stier. Men også igennem sky-skov som er lidt ligesom regnskov, men som altså får sin væde fra skyerne. Der var dejligt at gå. Vi havde begge en følelse af at det ville være dejligt at løbe der på bare ben og lege (måske i et andet liv?). Men selvom jeg stadig havde problemer med højden på det sidste stykke, så gik det da opad, og endelig, endelig kunne vi høre Henri’s søde stemme sige:
"Congratulations Ladies, this is the end of the inka-trail."
Om vi var glade? Om vi var stolte? Om vi var trætte? Jeg tror ikke, at det vi følte i det øjeblik kan beskrives, så det kan forstås af andre, end de som har prøvet det. Det skal meget kort siges, at det var et meget, meget stort øjeblik for os begge to. Jeg tror også, at det var et stort øjeblik for Henri, for på trods af hans engle-agtige tålmodighed og hans søde smil, må det ha' været utroligt trættende for ham at gå så langsomt som han var tvunget til p.g.a. af os. Men som altid smilede han, og forstod til fulde vores følelser. Desværre var det lidt tåget, så vi kunne ikke se Machu Picchu så godt der oppe fra, men følelsen blev ikke mindre af det. Efter at have nydt sejrsfølelsen et øjeblik begyndte vi nedstigningen til Machu Picchu. Og det var jo altså 30 minutters nedstigning ad endnu en gang stejle og høje trappetrin, smalle "gede-stier" og andre af den slags "tryk-på-Jonna Marias-højdeskræk-stier". Men ned kom vi da, og det var en dejlig følelse at gense resten af gruppen. Efter et lille hvil med Coca-cola og en sandwich (vi havde jo ikke nået at få morgenmad), gik vi med resten at gruppen på en guided rundtur i Machu Picchu. Det var igen op og ned og op og ned af stejle og dybe trapper (det er da utroligt hvad man gør helt frivilligt). Men det var en spændende tur rundt til bl.a. Solens Tempel, Kondorens Tempel, De 3 vinduers Tempel, Soluret, Det atronomiske tårn, Stenen med Sydkorset og meget, meget mere. Machu Picchu er den absolut smukkeste, mest spændende og bedst bevarede inka-by i Peru. Den er ca. 1000 meter lang og 550 meter bred. Den kan ikke beskrives, men skal opleves. Vi har taget mange foto's som I er meget velkommen til at se, de af jer som har lyst.
Efter rundturen tog resten at gruppen tilbage til Cuzco, mens vi blev i Machu Picchu. Caecar ville dog reservere værelse til os, på et Hostel i byen. Vi skulle bare henvende os på restaranten Pachamama og spørge efter Sixto, så ville vi få udleveret vores rygsæk og navnet på det Hostel, hvor han havde reserveret værelse. Meget omsorgsfuldt og smaddersødt af ham. Efter at ha' sagt farvel til gruppen og spist lidt frokost, gik vi endnu engang rundt i Machu Picchu. Men vi undrede os over en lyd der kom hver gang vi begyndte at gå op eller ned af en trappe. Det lød som en par små, sprøde stemmer som sagde: "Hjælp, hold op - vi kan ikke mere", og da det gik op for os, at det var vores benmuskler som skreg om hjælp, satte vi os over på pladsen, hvor man tidligere tilbad Kondoren og slappede af og bare nød at være i Machu Picchu. Det er en dejlig plads midt i Machu Picchu med græs og i midten et stort smukt træ, så det var nemt bare at sidde og være.
Ud på eftermiddagen blev vi enige om at tage bussen ned til Aquas Calientes. Den lille by, hvor Caecar havde reserveret værelse til os. Jeg ved ikke, om jeg har generet Guderne undervejs(jeg har ellers bedt til dem mange gange), men jeg synes ellers nok, at min højde-skræk havde fået, hvad den skulle ha', men nej, nej! Ned til byen gik kun een vej! Og hvilken vej! Det var en MEGET SMAL jordvej med mindst 1 million hårnålesving. Og ikke nok med det. Men nogle af de andre i bussen skulle nå et tog kl. 3, så chaufføren kørte meget stærkt ned. Det tog en halv time og jeg nåede at be' mindst 500 Fadervor og 500 Ave Maria + alle de andre bønner jeg kunne komme i tanke om, samt et par hjemmelavede.
Det eneste som kunne aflede min opmærksomhed bare en lille smule fra min efterhånden paniske højdeskræk, var en lille indianerdreng, klædt i peruviansk? indianertøj som højt oppe på bjerget vinkede til os i bussen og råbte et højt: "Goodbyeeeeeee"! Det var selvfølgelig meget sødt, med da han stod der, hver gang bussen kom til en ny drejning og råbte sit "Goodbyeeeee", blev det efterhånden ret fantastisk at følge. Denne lille dreng på måske 6-7 år løb i en fart vi slet ikke kan forestille os ad stejle trapper for at nå bussen hele vejen ned. Nede i dalen endte forestillingen med, at drengen løb foran bussen over broen og derefter blev samlet op af chaufføren. Det kan vel ikke undre nogen, at alle i bussen gav drengen en skilling. Det havde han til fulde fortjent. Stakkels fyr! Det er en både hård og livsfarlig måde at tjene sin løn på.
Og ned kom vi da. Til Aqua Calientes! Lyder det ikke rart?
Jeg ved ikke, om det bare er mig, men jeg havde hørt, at det er en lille hyggelig by med kun een gade og varme kilder, så jeg havde nok forestillet mig eet eller andet stille og smukt. Jeg mener, - alene navnet!
Kan I forestille jer en guldgraverby i Alaska i en amerikansk western? Det er nok det tætteste vi kommer. Livet foregår langs med og på jernbanesporet for lokaltoget. På hver side af sporet er der restauranter, Holstels og boder. Og alt (også bordene udenfor restauranterne) foregår heeeelt ud til kanten af perronen. Vi sad simpelthen og spiste der, hvor der i Danmark er gule striber fordi man ikke må gå længere ud, før toget holder. Her leger børnene på sporet og folk placerer barnevogne, stole o.s.v. derude, for der kommer kun eet tog om dagen, så faren er ikke så stor. Den anden gade (for der en nemlig flere af slagsen) består af souvenier-boder med blå presenninger over og den tredeie gade er nok den eneste rigtige gade - i hvert fald i vestlig forstand - for der er "rigtige" forretninger, restaranter o.s.v.
Nå, men smidt af bussen midt i dette ragnarok af turister, boder, peruvianske sælgere og os fra busserne, måtte vi jo bare hanke op i vores bagage og starte vores søgen efter restauranten Pachamama. Det var nu ikke så svært at finde, men det var noget af et kulturchock at komme fra bjergenes stilhed til dette inferno af lyd og larm og liv og farver og lugte og alt muligt.
Sixto viste sig at være en rigtig sød fyr på vel 20 år. Han havde vores rygsæk og navnet på det Hostel hvor vi skulle bo. Han bar oven i købet vores rygsæk derover for os. Vores Hostel var et udmærket sted med et dejligt dobbeltværelse og selvfølgelig "dele-bad og toilet". Et rent og pænt sted og en rigtig sød betjening. Det havde kun een ulempe, - men den var til gengæld også stor!!!! Værelset lå på 1. sal, - altså op ad trapper. Nå men nu havde vi vraltet rundt som en blanding mellem en and og en meget højgravid kvinde hele dagen, så det gik jo nok. Vi besluttede, at vi ville i de varme bade (kilder) og derefter spise. På vejen mødte vi den brasilianske fyr fra Cuzco (ham som har boet i Århus), og det viser jo bare at verden er lille. Han kunne varmt anbefale de varme bade, så vi drog glade afsted. Vi skulle ud af en vej, hen af en sti, ned langs floden, under et stillads, over en vakkelvorn træbro, hen ad en smattet jordsti langs floden og derefter op af 10-12 runde, smattede, glatte jordtrin til næste niveau for at nå derhen. Klokken var henad 5 og det ville være mørkt før vi skulle hjem, så der slap min tålmodighed op. Jeg tror nok, jeg var lettere hysterisk, da jeg sagde noget i retning af: " Nu har jeg vandret på så stejle stier at en bjergged ville få paranoia, jeg har vandret på så smalle stier at jeg får paranoia hvis jeg tænker på det, jeg har gledet og klatret og frosset og bandet og svoret og tudet og alt muligt. NU KAN DET FANEME VÆRE NOK! JEG GÅR BARE IKKE DEROP!!! Om Karen ikke ville diskutere med en lettere hysterisk, højdeskræk-panikkende kvinde eller hun ikke kunne lide at gå alene hjem i mørket, er jeg ikke sikker på, men vi gik i hvert fald tilbage til vores Hostel, tog et brusebad og gik så ud og fik noget mad. Lidt god mad og en flaske hvidvin hjalp da også lidt på det hele. Vi var oven i købet så heldige, at der var byfest, så efter maden kunne vi kigge lidt på dansen og løjerne før vi gik til køjs. Og for mit vedkommende for første gang i 4 nætter uden at fryse r.... ud af bukserne. Og når det kommer til stykket er byen faktisk utroligt farverig og fuld af liv og glæde, - også på hverdage.
Næste dag forsøgte vi at maile hjem, men der var problemer med nettet, så det opgav vi, og så opdagede vi, at her "in the middle of nowhere" har de måske nok en internet-cafe men det er 100% umuligt at hæve penge nogen steder. Der findes ikke en bank, pengeautmat eller bare et lille sted med bankforretninger her på dette store turiststed. Og det var et problem, for Karen havde ikke fået hævet kontanter nok, - vi regnede jo med at kunne gøre det i Aquas Calientes. Nå, men vi fik at vide, at hun måske kunne hæve penge oppe på Machu Picchu, så vi tog bussen derop. Det viste sig dog, at så nemt skulle det ikke gå. Men receptionen på Hotellet deroppe ville måske få nogle penge kl. 12, så vi gik ind i Machu Picchu og havde en helt vidunderlig formiddag der. Det viste sig dog, at hotellet ikke havde nogle penge kl. 12, så gode råd var dyre, for jeg havde ikke kontanter nok til 2 togbilletter til Cuzco. Men vi tog bussen ned, og forklarede Sixto problemet. Han kunne dog kun overtale ejeren af restauranten til at give Karen 30 soles mere end vi købte for, så vi spiste frokost og fik derudover de 30 soles. Det var sammen med mine 50$ nok til billetterne til Cuzco, og glade var vi.
Inka-trail har været en enorm udfordring, en flot oplevelse og opfyldelsen af en gammel drøm. Jeg er både glad og stolt over at have gennemført på trods af alle problemerne med højdesygen, og jeg vil altid bære den viden med mig i livet, - at uanset hvad jeg skal gøre, vil jeg kunne sige til mig selv: Jeg kunne klare Inka-trail, så kan jeg også klare det her! En god ting at ha' med sig.
“We did the Inka-trail from 82, - what did you folks do?”
