Efter 2½ uges rundrejse og store oplevelser i Bolivia og Peru, skulle vi 7 venner nu endelig på Hartun Karpay, - Indvielsesrejsen som for mig havde været en drøm siden jeg for 5 år siden læste Inka-indvielsen . En næsten uopnåelig drøm. Indtil nu!
Indvielsesrejsen som er en 10 dages initierings oplevelse ind til hjertet af Andes. Omgivet af og samarbejdene med naturens mystik og spirituelle kraft af levende energi. En indvielse til Paqo af 4. niveau. Forventningerne var store. Vel havde de sidste ugers oplevelser været fantastiske og bevægende, men det endelige mål med rejsen var disse 10 dage.
Vi fik pakket vores rygsække, - de som havde været en naturlig del af vores Backpack-rundrejse - og begav os hen til det femstjernede luksushotel, hvor vi skulle mødes med de 2 amerikanske arrangører af Indvielses-rejsen, - Valerie og Stephen. Hotel Libertador i Cusco er luksus ud over alle grænser. Og det var med lidt beklemt hjerte, jeg gjorde min entre hos de to liberi-klædte dørmænd iført mine slidte vandrestøvler og mit vandretøj, slæbende på min store rygsæk, min lille rygsæk og den store sportstaske, hvor jeg havde gaverne til Q ero-indianerne. Jeg og mine 6 venner lignede bestemt ikke gæster på et luksushotel, men alle modtog os som den naturligste ting i verden med store smil og venlighed. At gå fra almindelige hostels og småhoteller med brusere som måske virker eller måske ikke virker til dette hotel hvor luksusbadekåben og de bløde slippers var lagt frem på sengen i suiten, hvor business-salonen havde hurtige PC'er og coca-theen stod klar hele døgnet var i sig selv en drøm. Men at gå ud i marmorbadeværelset og lave sig et varmt bad, - ja se dét var luksus! Mange steder havde vi kun haft brusere med 5-7 stråler, - nogle steder kun kuldslået vand, og på Sol-øen endda kun udendørs Baño, så at smide sig i et stort badekar fyldt med lækkert, varmt sæbevand var som at komme i himmerige.
Så vi nød alle den nye luksus, og mødtes om aftenen med de øvrige deltagere på turen. På denne del af rejsen var vi i alt 30 personer. Os 7 danskere, 2 englændere, 18 amerikanere og de 3 peruvianske andespræster, - Ivan del Prado, Juan Morillo (kaldet Juan-O) og Juan Nuñez del Prado vores Maistro,
Vores første dag på indvielsesrejsen var søndag, og vi startede i Katedralen i Cusco til morgenmesse kl. 8. Katedralen ligger på Plaza del Armas midt i byen, og det er ikke bare en stor men også utroligt smuk kirke. Vi deltog i messen som alle andre, - prøvede at ligne turister så lidt som muligt. Efter messen forbandt vi os energimæssigt med den sorte Kristus i Katedralen (han er neger/indianer), og ved kontakten med den sorte Kristus fik jeg en klar følelse af, at han sagde: Husk, jeg er med jer indtil verdens ende. Jeg mærkede også et stort, rungende JA vokse frem i mig. Jeg ved ikke, hvad jeg sagde ja til, men det finder jeg vel ud af. En meget bevægende oplevelse for mig. Bagefter forbandt vi os med det smukke Madonna billede ved kirkens udgang. Et helt utroligt smukt billede af Maria; et billede som udstrålede en feminin styrke og omsorg. Til sidst skulle vi kontakte Inka-ægget som også står i et hjørne gemt lidt væk i en mørk krog ved udgangen. Stenægget som er Wiraqocha's kærlighedsgave til os mennesker. Vi blev bedt om at være lidt diskrete, da det ikke er god tone i det offentlige Peru at bruge ægget. Noget som jeg dog lagde mærke til, at mange af de lokale også gjorde, - diskret. Inka-ægget er en stor sten af form som et stort æg. Det suger den tunge energi ud af én, - og det føltes virkelig som om nogen satte en kæmpe støvsuger foran mig, da jeg stod foran stenen. Det var en fantastisk energi-oplevelse at være i Katedralen og har til hensigt at plante vores Inka-frø .
Herefter kørte vi op på Sacsaywaman, en enorm inka-fæstning som også blev brugt til religiøse ting. Bl.a. som tempel for solen. Den største sten på otte og en halv meters højde vejer 360 tons. Et imponerende bygningsværk som ligger lige ovenfor Cusco.
Vi gik op til Q'enko-ruinen hvor vi fandt Illia Pata (Lysplatformen) en kæmpestor feminin sten, - et sted hvor de lokale shamaner tydeligvis også laver energiarbejde. Der var tydelige spor efter deres offergaver så som blomster, krydderurter og den slags. Vi lavede en Despacho til vinden. En Despacho er en synlig bøn, - en offergave. Vi kontaktede også energien i nogle af alle de smukke, stærke træer på stedet, og lavede derefter en Despacho til solen - og tænk solen brød frem midt i støvregnen!
Vi fik alle åbnet vores Qosqo (psykiske mave) af Juan og kontaktede de omkringliggende Apu'er.
Før vi tog derfra brændte vi Despachoen til vinden, og lavede Karpay Ayni med Juan - vores Maistro. Karpay Ayni er en udveksling af energi, og en stor oplevelse med alle, men for os denne dag især med Juan.
Efter denne oplevelse kørte vi til Amaru Macha'ay (Slange-hulen). Man kommer ind i hulen via en perfekt inka-trappe til en åbning som tydeligt ligner en vagina. Hulen var en seks-syv meter dyb og havde inderst et stenalter. Den mindede meget om en livmoder. Her blev vi bedt om at genopleve vores liv - helt tilbage til vores undfangelse. Se vores forældre mødes i kærlighed, mens vi frigjorde hoocha (tung energi) fra vores bobler. Øvelsen betyder, at vi skærer navlestrengen over til vores forældre og istedet bliver Pachamama's (Moder Jords) børn.Det var en svær øvelse for mig, men en øvelse som fyldte mig med en dyb glæde.
Herefter kørte vi af sted til en restaurant for at spise frokost, og på vejen så vi den smukkeste regnbue. Ja, tænk - der var 3 regnbuer ovenpå hinanden! Det kan ikke beskrives men skal ses. Heldigvis blev der taget nogle gode billeder af dem.
Efter frokosten kørte vi til en sø, hvor vi lavede energiarbejde - og ofrede Sol-despachoen. Den blev sænket ned i søen, hvorefter vi kontaktede Huachar Inka, vogteren af porten til underverdenen og igen skete det utrolige. Jeg fik besøg af Huachar Inka i min meditation, - og tænk engang - det var den samme inka som jeg så i en meditation på Taquile for 5 år siden, da jeg var her sidst. Dengang vidste jeg ikke, hvad han ville, - det ved jeg så nu :-)
Totalt udmattede i seng for at stå op kl. 6.30 næste morgen - mandag.
Her kørte vi til Pisac tempel-ruinerne. Åh Gud! Der er meget, meget, meget langt op og meget, meget, meget langt ned! Min højdeskræk meldte sin ankomst med et brag. Det gik nogenlunde på de smalle lige stier selvom det gik opad, - jeg gik skævt og klamrede mig til bjerget, men kunne holde panikken i ave ved ikke at kigge ud. Men en stor del at turen er natur-trapper - med ingenting eller rettere meget, meget langt ned til den ene side. Og når man skal ned at disse trapper , ér man altså nødt til at kigge ned. Pu-ha. Jeg forsøgte at klare højdeskrækken, men da Stephen kom forbi og spurgte, om jeg behøvede hjælp, var det bare for meget. Så en tudetur senere gik vi videre - hånd i hånd.
Stephen måtte simpelthen holde mig i hånden det meste af turen op og ned igen. Hold da k... hvor var jeg bange. En fuldstændig ulogisk og lammende angst. Een ting er at være bange for at falde ned, men jeg går i sort - total angst. OK - som Stephen rigtignok sagde, var det ikke kun angst jeg havde i mig, men også et stort mod, når jeg alligevel gjorde det. Men irriterende er det altså at være så bange for højder. Især når man som jeg er vild med Andesbjergene!
Nå, men vel nede og inde i bussen åndede jeg lettet op. Bare for at opdage vi var på vej til Ollataytambo, hvor vi skulle lige så højt op! Op af en enorm trappe, - 40 etager høj!! Op til vindens port, hvor Juan troede, at jeg ville stå op kun en meter fra kanten? Tro om igen!!! - Op kom jeg dog, men sad et stykke inde og lavede ritualet. Et ritual til vinden, - hvor man sender coca-blade med sine bønner ud i den stærke vind. Et smukt og meget stærkt ritual. Jeg havde dog svært ved at abstrahere fra de små 5-7 års indianerbørn som sprang rundt som små bjerggeder ude på kanten, bare for at få lidt penge. Uf min mave knugede sig sammen af angst, for at de skulle falde ned. Nå, men både de og jeg klarede den, og igen med Stephens hjælp kom jeg ned igen. Tak til alle engle, Apu er og Nusta er, - og ikke mindst Stephen.
Tirsdag tog vi så toget til Aquas Calientes. Byen ved Machu Picchu. Turen hertil går gennem en del af den øverste jungle, så der er meget frodigt og grønt. En dejlig fornemmelse af fred og højt til himlen. Og skønt at følge den brusende flod hele vejen. Og bjergene? Ja de er et fantastisk syn, skiftende fra det ene øjeblik til det andet. Aldrig helt ens.
At komme til Aquas Calientes er lidt af et kulturchock. Den kan bedst beskrives som en guldgraverby i Alaska i en amerikansk western. Farver, lyde, lugte, mennesker, dyr, tog, floden og bjergene. Det hele i én skøn pærevælling.
Vi boede på et hotel i udkanten af byen. Et vidunderligt hotel som ligger midt i en orchidé-have, hvor kolibrierne summer omkring. Står man helt stille kommer kolibrierne meget tæt på, når de skal ned og suge nektar. En oplevelse som man blir glad af. Kontakten med disse bitte-små fugle får én til at smile både udenpå og indeni.
Vi kørte til Machu Picchu, så snart vi ankom, - og tænk busturen derop med en million milliard hårnålesving klarede jeg fint. Så noget er der da sket med højdeskrækken på de 5 år siden sidst :-)
Det var dejligt at gense Machu Picchu, og dejligt at opleve at de 2-3 uger i højden havde givet mig luft til at rende rundt deroppe uden at blive forpustet. Machu Picchu er den absolut smukkeste, mest spændende og bedst bevarede inka-by i Peru. Den er ca. 1000 meter lang og 550 meter bred. Den kan ikke beskrives, men skal opleves. Vi havde en dejlig dag med energiarbejde i Kondor-templet, Sol-templet og ved Solstenen. I Kondor-templet oplevede jeg stedets Deva - som er en mand i hvid klædning. Han hilste mig med ordene Velkommen hjem datter .
Onsdag var vi i Moder Jord hulen. Hold da op. Godt jeg ikke vidste, hvad jeg gik ind til. De havde glemt at fortælle mig, at den dag var den sværeste både fysisk og psykisk på hele turen.
Turen dertil gik ad en halv til en meter brede stier og trapper , - mange steder så smalle og stejle, at der var slået en vire ind i bjerget, som vi kunne klamre os til. Og først skulle vi ned ad bjerget, så op af et andet bjerg, ned af det igen og derefter halvt op af et andet. Hold da k... hvor var det svært. Gennem den subtropiske jungle nede og bjergluften oppe. Nu bagefter kan jeg slet ikke forstå, at jeg kunne klare det. Men det var også kun med gode venners hjælp. Mathiias gik foran mig og Bente bag mig, så jeg blev holdt i hånden både forfra og bagfra, når jeg behøvede det, - og det var tit. Signe gik bagest og sendte energi til mig. Sikke nogle venner at have. Min højdeskræk var dog ikke så slem som dagen før, - måske fordi jeg havde gode venners hænder? Jeg var meget bange, men panik ede kun et kort øjeblik, - og det var hele turen værd.
På et tidspunkt hvor vi gik en lille gruppe meget, meget trætte - mennesker, skete det pludselig at vi begyndte at gå raskere og snakke, grine og småsynge. Underligt! Men da vi vendte os om, så vi, at Juan gik et stykke bag ved og spiste vores tunge energi. Fantastisk at mærke hvor meget det betyder, når man er så trænet og dygtig til det, som Juan er.
Moder Jord hulen, som er en klippehule, var en ubeskrivelig fantastisk oplevelse. En stærk følelse af at komme hjem og blive holdt om. Holdt om af en moder med en betingelsesløs kærlighed. En følelse af mørk, blød, stærk feminin kærlighed. En dyb indre fred og glæde. Vi arbejdede også med de sorte, røde, sølv, guld og grønne Ñusta er i deres nicher. Det var den feminine energi, vi kontaktede, og det var stærkt. Herefter gik vi ned til underverdenens hule, hvor vi arbejdede med Kuya er for de 7 niveauer og de to inka-sten. Stenene er meteoritter og meget forskellige. De indeholder også meget forskellige energier, - følelser som misundelse, jalousi, stolthed, begær, vrede, frygt og skam. Følelser som vi alle må lære at kunne rumme, før vi kan give slip. Det var også en meget stærk oplevelse. Meget anderledes.
Derefter hele vejen tilbage igen. - Jeg tror, vi brugte mere end 3 timer hver vej. På tilbageturen måtte Mathiias næsten hiiiive mig op på nogle af trinene, for mine knæ kunne ikke mere.
Jeg tror ikke, jeg har været så træt, - og så stolt af mig selv, siden jeg gik Inka-trail for 5 år siden!
Men mine knæ var også totalt kaput. AV, AV, AV!
Torsdag skulle vi så til toppen af Huyana Picchu og have en indvielse med maskulin energi. Min højdeskræk og jeg var blevet enige om, at jeg godt kunne tage med, men mine knæ sagde nej. Efter turen ned i og op af Murray tidligere på rejsen og turen til Moder Jord hulen onsdag, kunne mine knæ simpelthen ikke klare mere.
Jeg kunne mærke, at hvis jeg gik med, ville jeg nok ikke kunne fuldføre. Og det ville så gå ud over den person som skulle følge mig tilbage. Så jeg valgte at blive nede i Machu Picchu og få indvielsen her af Juan-O. Sammen med Anita fra Oregon og Eve fra London. Det var en meget stærk oplevelse, hvor vi tog den maskuline power fra alle de omkring liggende Apu er ind i vores solar plexus. Det giver power og handlekraft! Efter indvielsen gik jeg ned i Kondor-templet og mediterede lidt. I meditationen fik jeg besøg af en kondor, og jeg bad ham flyve mig op til toppen af Huyana Picchu. Det gjorde han, og det var bare en vild følelse af frihed og glæde.
Jeg fortsattte med bare at sidde og nyde udsigten til mit yndlingsbjerg Mamita Putukusi, - som betyder Blomstrende glæde. Det eneste feminine bjerg omkring Machu Picchu.
Bagefter sad jeg ved Pachamama-stenen og skubbede gruppen til toppen med min energi. Da de havde nået toppen, blev vi tre tøser enige om, - at mens de andre lavede helligt arbejde på toppen, måtte vi skabe ligevægt med at power-shoppe på markedet. Så det gjorde vi. Tog bussen ned til byen og fik handlet en masse på markedet.
Torsdag aften var vi i de varme kilder i Aquas Calientes. Det var en vild oplevelse. Der var 2 bassiner, eet med 40 grader varmt vand og et mindre med 50 grader varmt vand.
Først var vi i bassinet med 40 grader. Her lavede vi en del øvelser, bl.a. at ligge i fosterstilling i det varme vand. En pudsig oplevelse som kaldte en masse tanker og minder frem.
Herefter over i bassinet med 50 grader, lave nogle energi-øvelser som at kontakte vandets energi, op og ind under en kold bruser og igen ned i det store bassin med 40 grader. Her lå vi så og flød rundt og nød livet. Forestil jer at ligge og flyde i 40 grader varmt vand i fri luft, mens I kigger op på en sort, sort himmel med en gul måne og en milliard stjerner, - og det hele indrammet af disse vidunderlige bjerge. Så blir man stille indeni.
På et tidspunkt prøvede jeg at flyde mens 7-8 piger holdt mig ganske blidt. Jeg kan sagtens flyde, men på denne måde slapper kroppen endnu mere af. Og når man virkelig kan give slip, tager kroppen over og lever sit eget liv. Rebirthing - let og blidt. En ubeskrivelig oplevelse.
Nå, men vi havde kun adgang en time, så på med tøjet og hjem på hotellet og i seng. Godt trætte men med mere afslappede muskler og et totalt afslappet sind.
Fredag var vi nede ved floden Urubamba (Wilka Ñusta = Prinsesse af det sorte Lys) og lave forskellige ceremonier. Ofrede Coca-blade, afleverede vores personlige bønner til Ñusta en, sad og mediterede hver især o.s.v.
Floden passerer alle de kraftsteder som Hartun Karpay berører, så den indeholder en utrolig power fra alle stederne.
Det var en vidunderlig formiddag. Floden brusede, kolibrierne sværmede, sommerfuglene flagrede om os og solen skinnede. Det hele omkranset af disse smukke bjerge. Hvad mere kan man forlange af livet? Nå jo, - der var også en enkelt orange-rød parakit som hilste på os om morgenen. Dansede en lille dans for os i træ-toppene.
Men på et tidspunkt måtte vi løsrive os, - vi skulle med toget tilbage til Cusco.
Lørdag var vi oppe ved Qoricancha (Soltemplet) og lave en del øvelser. Mange øvelser med at kontakte solen og Apu erne omkring os. Derefter til det gamle Inka-tempel for liv og død, Tambomacháy. Et stor tempel som bestod af 3 rækker kunstfærdigt inka-murværk hugget ind i bjergets side. Gennem en ækvadukt fossede vandet ned til næste niveau, hvor det delte sig i 2 strømme, før det faldt ned i sidst niveau i ét stort bassin. Her lavede vi en øvelse hvor man går ud over og gennem sin egen død. En meget brugt shaman-øvelse. Det var noget nemmere at lave den her, end når man er derhjemme. Det var dejligt at være deroppe igen. Herfra har man udsigten til alle bjergene som omkranser Cusco og Den hellige dal. Et betagende syn, - hver gang.
Om eftermiddagen havde vi besøg af 30 Qero-er som vi kunne handle hos. Jeg fik købt nogle mesa-stykker. De er vævet med venstre hånd og tager ca. 6 måneder at lave. De bruges til at pakke Mesa en ind i. En Mesa er en ekstern repræsentation af din personlige kraft og en permanent fysisk kontakt til Andestraditionen, dine mestre og de energier, som man har været i kontakt med. Den bruges bla. som fokuseringspunkt og indeholder de kraftobjekter, man har fået af sine mestre eller andre ting som er af vigtighed for én.
Efter handleriet gav vi dem det tøj o.s.v., vi havde med til dem. De er meget fattige, så vi var blevet bedt om at medbringe varmt tøj, tandbørster o.s.v. til dem.
Søndag kunne vi sove længe, - skulle nemlig først køre kl. 9. Så var det af sted til Tipon til indvielses-ritualer med vandet. Tipon ligger oppe i bjergene, - ja hvad gør ikke det herovre?
Bussen skulle op ad en meget, meget smal jordvej som havde mange meget bratte hårnålesving, - og da vi endelig nåede derop, skulle vi også gå en del opad. Jeg havde stadig svært at få vejret i højden, - gad vidst om jeg nogensinde vænner mig til det? Men udsigten deroppe fra var jo betagende, og vi lavede nogle dejlige ceremonier med vandet deroppe.
Vi havde 5 Qeroer (andespræster) med. De lavede en Despacho til Moder Jord som bare var helt fantastisk. Den var utroligt smuk, og det var betagende at se deres koncentration og kærlighed til Moder Jord (Pachamama) lyse ud af dem, mens de arbejdede.
Derefter blev vi velsignet af alle 5 på skift. Det hele sluttede med udveksling af kram og velsignelser hele gruppen imellem. Det var en smuk oplevelse som berørte de fleste.
Mandag var vi i Wiraqocha-templet og lavede ceremonier. Wiraqocha-templet ligger i byen Raqchi og er det helligste af alle kraftsteder i hele Nord- og Sydamerika. Det er ruiner, men helt utroligt og med en energi som den må ha været da det stod i hele sin pragt.
Det har været brugt til at krone Inka erne. Når en Inka var indtrådt, valgte man hans efterfølger mellem ca. 12 årige drenge fra alle 24 regioner. Hver region valgte den bedste af den bedste og blandt de 24 drenge valgtes så den bedste. Det var ikke et spørgsmål om magtkamp, men om at finde den bedste Inka. Den valgte dreng blev så lært op, og trådte ind, når den gamle Inka døde. Vi gentog kronings-ritualet, som det har været gjort dengang.
Det har været stort, stort, stort. Og også store tudedag. Jeg var meget berørt af energien derude. Vi lavede en del ceremonier og afsluttede med en ceremoni, hvor der valgtes 2 mænd og 2 kvinder som skulle repræsentere h.h.v. præster og præstinder. Vi skulle stå i hver vores tempel og velsigne alle de andre. Jeg kunne tydeligt mærke, at det havde jeg gjort mange gange før. Til slut blev vi alle velsignet af Juan. At genopleve dette sted var en meget stærk oplevelse for mig. Jeg kan stadig blive berørt af det, bare jeg tænker på det.
Bagefter besøgte vi en meget fattig skole for indianerbørn (Q ero-børn). Det var også en stor oplevelse på en helt anden måde. Mange havde varmt tøj med og mange, mange andre ting. Jeg havde blyanter, viskelædere, blyantspidsere, farver, tandbørster og briller med, og det gjorde stor lykke. Min kasket fra Langelandsfestivalen placerede jeg på hovedet af en 8-9 års dreng. Han var ret stolt af den. Han optrådte for os med en drabelig historie, og det gjorde een af pigerne også. Selvom det var på Quecha, som vi ikke kan tale, kunne vi forstå mimiken. Tre meget små piger sang for os, og til slut dansede de alle som tak for gaverne. Det var rørende og varmende at få lov til at vække sådan en glæde. I bussen derfra var jeg opfyldt af taknemmelighed over at have fået lov til at give mine gaver til dem.
Tirsdag skulle vi så af sted med et tidligt morgenfly til Lima. Her var vi i templet for Pachakamaq for at udføre et integrations-ritual. At sidde i en af templets nicher og kigge ud over Stillehavet var en dejlig og meget fredfyldt oplevelse, - virkelig noget med at integrere alle oplevelserne og energierne. Vi sluttede med at sende energi hjem til vores hjem, for på den måde at få hjælp til at integrere det hele i vores dagligdag.
Onsdag hjem til Danmark, godt trætte og mætte af alle de store oplevelser. Udmattet helt ind til marven. Ikke bare af de fysiske anstrengelser, men energierne arbejder også på højtryk i kroppen længe efter hjemkomsten.
Hjem til en drøm, hvor jeg samler mit gamle fodtøj sammen og forærer det væk; jeg kommer jo ikke til at bruge det igen!
Hjem med en dyb indre ro og en stærk tro på mig selv. Hjem med en større ærlighed og mod til at stå ved den jeg er. Et klart styrket selvværd.
Hjem med en større rummelighed og med en stor kærlighed og glæde inden i. En Kærlighed og Glæde som ligger bag det hele, - også når tingene driller. En optimisme som giver mig en selvfølgelig tillid til fremtiden.
Oplevelserne og indvielserne har ændret noget dybt inde i mig, - en ændring som jeg er sikker på vil komme både mig selv og mine fremtidige kursister til gode.
Min bøn til Apu er og Ñusta er på min vej under indvielserne var, Vis mig min vej, og giv mig mod og styrke til at gå den . Jeg har en klar følelse af, at min bøn er hørt, - er overbevist om og kan mærke, at mit liv vil tage en anden drejning fremover.
Hvilken?
Tja, - det kan kun fremtiden vise.
