Lørdag.
Jeg er rejst til Peru nogle uger før de andre og står i Cusco lufthavn og venter på resten gruppen. Solen skinner og her kommer de så. Ud af gaten,- 6 glade rejsende. Stor gensynsglæde og ind i bussen. Enkelte har det lidt svært med højden, så vi tager den med ro hele dagen. Tuller bare en tur på Plaza el Armas og kigger lidt rundt.
Søndag.
Et par stykker har store problemer med højden, og underligt nok er det personer som har været her før. Så vi får aftalt med Angelica, at hun kommer til hostal San Blas, hvor vi bor, så alle kan handle i fred og ro. Hun har en masse smukke smykker og krystaller. Alt i en god kvalitet, og vi får handlet os til nogle gode priser.
Resten af dagen går med at tulle lidt rundt, købe Oxygen-shots på apoteket til de to som har problemer - og vi får også besøgt ”Den samlende sten” i Cusco. Den samler energien fra hele Peru, og har en stærkt dragende energi. Helidigvis ved Anne-Mette, hvor den er. Om aftenen spiser vi middag sammen med Else og Anne, som jo bor i Cusco for tiden.
Mandag.
I dag bliver vi hentet af Mallku kl. 9. Og turen går til Tambomachay, hvor vi arbejder med vandet og får nogle spændende forklaringer på stedet. På Pukapukara overfor, har vi en åbningsceremoni, hvor vi alle skal fortælle om vores intention med at være her i Peru, og hvor vi bliver guidet til at mærke kolibrien og kondoren i os selv. Vi lærer at lade venstre hånd modtage energi fra Pachamama, mens højre hånd modtager fra Universet. Til sidst føres venstre hånd til solar Plexus og højre hånd til hjertet, så vi omfavner os selv med energien. Det er en meditation som berører mig dybt og tårerne strømmer ned af kinderne. Mallku fortæller, at dette er en hilsen helt tilbage fra Tiawanaku i Bolivia, - og at man også skal være opmærksom på dette, når man omfavner andre. Derefter kører vi til Månetemplet/Slangehulen, hvor vi desværre ikke kan komme ind. Men vi får forklaringen på symbolerne på pumaen, kondoren og slangerne i hulen. Her fortæller Mallku os om shamanens vej, - hvordan den skal føre til frihed og balance på alle planer. På Qenko skal vi gå gennem vores første prøve. Enkeltvis gå gennem en helt mørk tunnel, så mørk og trang at vi må følge vores hænder på væggen, og huske at dukke hovedet. Det er grænseoverskridende for flere af os. Jeg selv har det helt fint med at jeg ind imellem kan mærke Susannes lillefinger på væggen foran mig. Jeg er meget, meget glad, da jeg kommer ud i lyset igen. Og vi er nogle stykker som er ret stolte af os selv. Så går turen til Saqsaywaman, hvor vi i stille regn får fortalt en masse om inka’erne og deres intention med stedet. Nu er vi godt trætte, for ikke at sige udmattede, så vi kører tilbage til Cusco, hvor vi spiser frokost på en dejlig restaurant. Efter frokosten går vi ned til Mallku’s center, hvor vi få købt nogle af hans fantastiske bøger og kigget os omkring. Det er lidt sjovt at se, at denne meget stolte og seriøse shaman har 10-15 store tøjdyr omkring sine trommer. Puma’er og Pantere.
Tirsdag.
Machu Picchu dag!
Vi bliver hentet allerede kl. 6.30 og kører den smukke tur over bjergene, forbi Chinchero, gennem Urubama og til Ollantaytambo. Efterhånden som vi kommer til Den Hellige Dal er det dejligt at mærke varmen og se hvor frodigt landskabet bliver. I Ollantaytambo starter tog-turen til Aquas Caliente. Turen varer ca 1 time og 40 minutter og går gennem frodig regnskov med Papegøjeblomster, Orchide’er, trompetblomster og mange andre smukke blomster. Avocado-træer som er flere meter høje med store frugter på. Samtidig hele tiden de smukke bjerge og den brusende flod, - den hellige flod Urubamba/Willkanota. På et tidspunkt kører vi forbi en hængebro over floden, - den bro hvor Inka-trail starter. Der er også en gruppe på vej over og op i bjerget på den anden side. Det sender mine tanker tilbage til 1999 hvor jeg selv gik Inka-trail sammen med Karen. Det var hårdt og vildt grænseoverskridende dengang, men viser også hvor meget jeg trods alt har flyttet mig på de 12 år. Mallku fortæller at han i sine yngre dage dyrkede ekstremsport, og blandt andet løb Inka-trail på 5 timer! For mig tog det 3½ dag…………..
Vel ankommet til Aquas Caliente får vi afleveret vores ting på hotellet, spiser frokost og tager bussen op til Machu Picchu. Turen som tager ca 20 minutter går af en ret smal jordvej med 1 milliard hårnålesving. En smuk tur, hvor vi efterhånden som vi kommer op, kan se Apu Mama Putukusi, mit yndlingsbjerg. Putukusi betyder ”Blomstrende glæde”, og er det eneste feminine bjerg ved Machu Picchu,- rundt og blødt.
På Machu Picchu går vi ind og her begynder en spændende rejse. Mallku er jo ikke turist-guide, men en dygtig shaman og spirituel guide, og han viser os til steder, vi aldrig har set før. Lærer os mange spændende ting, - om det at bede om tilladelse før vi træder ind i helligt rum, fortæller om de smukke og stærke ceremonier ved solhverv som han – Mallku – har åbnet og ledet de sidste 19 år.
Vi går helt oppe på den allerøverste terrasse, hvilket er en grænseoverskridende tur for flere af os. For mig, fordi den trigger min højdeskræk. Her mediterer vi helt ude på kanten til afgrunden, - og tro mig der er dybt, dybt ned til floden nede på bunden. Jeg vælger at rykke mig lidt ind, så jeg bedre kan slappe af. Efter meditationen mødes vi og deler vores oplevelser. Jeg har under meditationen bedt om at se, hvordan der ser ud i mit hjerte. Og jeg får vist det smukkeste hjerte som gløder i alle regnbuens farver. Det rører mig dybt. De andre har oplevet andre ting, og Mallku fortæller os om ”The seven Rays”. Fortæller os også, at vi skal være opmærksomme på, at der altid er 2 regnbuer selvom vi kun kan se den ene. At de 2 regnbuer vender modsat hinanden, og at stedet hvor de 2 lilla buer mødes er en portal, hvor vi inviteres til at gå igennem til den øvre verden.
Onsdag
Op kl. 4 og afsted til Machu Picchu med en af de første busser.
Turen går op til Soltemplet, ad smalle stier helt ude på kanten af afgrunden og stejle trapper. At følges med Mallku er ikke kun spændende fordi han har en viden og visdom, som jeg ikke har mødt før. Men også fordi han har en tro på, at vi kan klare alt det vi ”skal”. Vi går på trapper så stejle og stier så smalle, at selv en bjergged ville få paranoia, men han vil ikke høre ordene ”Jeg kan ikke”, og han har en evne til at provokere i hvert fald mig på en kærlig måde. Der er noget i hans blik som får mig til at give slip på angsten og gøre som han siger. Som om hans blik på en kærligt drillende måde giver mig visheden om at jeg kan og dermed roen til at overskride mine grænser. Efter soltemplet går turen videre ned til centrum at Machu Picchu, som Mallku kalder Krystalbyen på grund af alt det kvarts der er i bjerget. Her går vi ind i et lille kapel, hvor vi står op af væggene og mediterer. Samtidig synger Mallku med hovedet vendt ind i den ene niche. Han synger på Quechua til Pachamama. Tayta Inti, Mama Quilla og Stjernerne. Hans stemme forandrer sig mens hans synger og går lige ind i hjertet, så endnu engang strømmer tårerne.
Mallku leder os endnu en gang ad ukendte, smalle stier, - stier som går helt ude på kanten med meget, meget langt ned, men allerede nu er min angst formindsket så meget, at jeg kan gå der uden panik. Vi ender i en lille grotte med udsigt til floden dybt nede og bjergene ovre på den anden side. Det er en næsten ukendt hule til ære for kondoren. Her fortæller Mallku hans smukke version at historien om Kondoren og Kolibrien, og bagefter guider han en meditation, hvor vi blandt andet skal trække energi fra Pachamama med venstre hånd og fra Universet med højre hånd, - derefter trække energien foran os som en spiral, tage Moder Jord mellem hænderne og sende energien til hende og alle vores kære rundt omkring. Under meditationen går Mallku rundt og renser os med kondor-fjer, og det lyder og føles som om kondorens mægtige vinger er omkring os. Til slut ofrer vi alle en kintu (3 coca-blade) til Pachamama.
Og ups! Pludselig står Mallku ude på Kondorens hoved, - den smalle sten som går fra grotten og ud over afgrunden. Ude over afgrunden!!! Han står rank og majestætisk derude med en ro som ikke kan beskrives, men føles helt dybt ind i mig. Han fører armene op som vinger, fører dem roligt op over hovedet og derefter ned foran brystet. Det er så stærkt og smukt, at vi er musestille alle sammen.
Han kommer ind igen, og siger, at hvis nogen har lyst til at gå derud, så er det nu. For sjov siger jeg ”Maybe”, - og han rækker hånden frem mod mig. Hans øjne kigger helt ind i mig, og noget i hans blik får mig til at tage hans hånd og gå ud på stenen. Jeg er helt rolig. Ingen angst, ingen nervøsitet, ingen tanker om hvor langt der er til floden nede i dybet, bare en dyb ro. Mallku slipper og jeg står alene, fører roligt armene op til vandret som vinger, fører dem videre op over hovedet og ned foran brystet. Det er en ubeskriveligt følelse af indre ro, - og en vished om at jeg har gjort det mange gange før…
Jeg rækker hånden om og tager fat i Mallku’s hånd, og går ind i grotten igen. Jeg havde nok forventet en vild følelse af ”fanden-i-voldskhed”, men føler egentlig bare en dyb ro, glæde og frihed. Tænk at jeg i hele mit liv har været begrænset af min angst for at falde og problemer med balancen, og her går jeg roligt ud på en smal sten og står ude over afgrunden. Jeg har sluppet en masse angst, ikke kun for at falde, men for meget andet. Den taknemmelighed jeg føler over for Mallku, kommer fra dybet af mit hjerte, - den frihed han har givet mig er en stor, stor gave, som jeg altid vil glædes over. Resten af gruppen er vist temmelig overraskede over, at jeg af alle går ud på stenen, så de fleste glemmer at fotografere, men Anna-Lene får dog taget et foto, og Harald har filmet det. Fantastisk.
En efter en går alle i gruppen ud, selv Rita som hårdnakket siger ”nej, jeg kan ikke”, overvinder sig selv og går derud. Vi er alle lidt høje, da vi går videre fra grotten. Og selvom vi stadig går på smalle stier ude på kanten, er hverken Rita eller jeg bange.
Pludselig kommer vi til en meget, meget høj og stejl trappe, hvor nogle mennesker er på vej ned. En trappe som både er meget høj, meget stejl og med meget smalle, runde trin. Ingenting at holde fast i. Det er bare umuligt at komme op. Tænker vi. Vi kanter os forbi på den smalle terrasse og klamrer os til muren mens vi venter på at alle er nede. Tror at vi skal videre, men Mallku fortæller os, at vi bare skal finde vores indre Puma og komme op. Og så ”flyver” han selv op. Og så er der jo ikke meget andet at gøre, end at kravle op, trin for trin. Den er meget stejl og meget høj, men op kommer vi alle, og endnu en grænse er overskredet.
Vi går videre op til Solstenen, - det højeste og vigtigste sted på Machu Picchu. Her beder Mallku os om at gå efter ham i en cirkel rundt om stenen og til sidst sætter vi os i det nord-vestlige hjørne og mediterer. Det er tydeligt, at Mallku ikke kun er berømt, men også meget respekteret. De andre guider viser tydelig respekt, og mange henvender sig til ham. Mens vi mediterer kommer en turist-guide med en stor flok turister ind på området. Han viser turisterne at de skal tie stille, fordi Mallku mediterer, og han selv forklarer alt om stenen og de fire retninger med fingersprog.
Efter Solstenen går vi ned til Gudindens terrasse og hviler, nyder udsigten og et par enkelte får en lille lur, før turen går til bussen og ned til byen. Her mødes vi til middag og slapper af den sidste aften i Aquas Caliente.
Torsdag.
Med toget tilbage fra Aquas Caliente til Ollantaytambo. Her venter bussen og vi kører til en lækker restaurant, hvor vi spiser frokost, før vi kører til Green House. Her bliver jeg modtaget med gensynsglæde, og hvor er det bare dejligt at være her igen. Mallku signerer bøger for alle, og skriver noget personligt til alle. I min skriver han : ” Sister Jonna, Continue in the path of beauty, and spread light in the World”. Bagefter samles vi på græsplænen. Her danner vi ring og Mallku takker os for nogle dejlige dage. Da jeg følger ham til lågen, får vi lige krammet på gensyn igen, og aftalt at maile sammen. Han har spurgt om jeg har lyst til at samle en gruppe, så han og hans kone kan komme til Danmark og holde workshop. Det vil jeg gerne, så vi skriver sammen senere. Lige nu har jeg travlt her, og han rejser til San Fransisco i næste uge. Det er med en blanding af vemod og dyb taknemmelighed jeg tager afsked med ham, - han er en meget speciel mand. Ud over en dyb taknemmelighed, er jeg også facineret af hans viden, visdom, udstråling og hans energi. Det vækker nogle stærke følelser, som jeg godt kan forstå, at nogle kvinder forveksler med forelskelse. Men der er nu ikke noget romantisk i følelsen for mit vedkommende, men en kærlighed som er mere ”universel”. Og alle i gruppen er enige om, at det bliver svært for alle andre at leve op til dagene med ham.
Resten af dagen slapper vi af i den smukke have og kærlige energi i Green House.
Fredag
Jeg har aftalt med Jamee Curtis, at hun og Henry skal tage os med ud til Quillarumiyoc. Hetty fra Paz y Luz er også med. Quillarumiyoc er et smukt pre-inka sted bygget til ære for månen. Jamee er uddannet hos Alberto Villoldo og er super dygtig til sine ting. Henry er lokal og uddannet blandt andet af Jamee og tillige nogle shamaner i Bolivia. Vi har en spændende dag i solen. Jamee guider alle gennem en meditation, hvor vi kontakter alle 7 chackra’s og forløser energi derfra. Her er også en Pachamama-hule og andre smukke, spændende steder. Det bliver en dejlig dag med ceremonier, coca-reading og mange andre interessante ting.
Lørdag
Egentlig ville vi tidligt op og gå til vandfaldet og derefter tage til Ollantaytambo. Men alle er trætte, så vi beslutter at sove igennem og bare slappe af. Så vi har en dag på terrassen med snak, hygge og grin. Nogle får massage og andre skriver dagbog, postkort og tegner. En helt igennem dejlig dag.
I løbet af dagen kanaliserer Rita en fantastisk meditation for os alle. Det er en meditation som berører os alle dybt. Jeg selv fik blandt andet overrakt et Inka-kors med en 11-takket stjerne af en mester. Rita kanaliserer en smuk og stærk besked fra De opstegne Mestre til gruppen.
Sømdag.
Efter morgenmaden tager vi afsked med Bryan og Gabriel, - eller på gensyn, for vi håber alle at få mulighed for at møde dem igen. Så går turen gennem dalen til Pisac og Paz y Luz. Her tager Hetty imod os, og det er dejligt at føle sig hjemme. Vi får vist vores værelser og går langs floden ind til Pisac. En herlig tur. Pludselig kommer en mand løbende, stopper mig og siger med et smil ”I know you”, - det viser sig at være Carlos, som jeg har købt min tromme af tidligere. Vi benytter os af lejligheden til at se hans butik og får også købt et par ting. Vi kigger os lidt omkring på markedet og spiser frokost på Ulrike’s.
Kl. 6 er der velkomstmøde, hvor Diane fortæller om workshoppen ”Deepening the Munay-ki” og de praktiske ting. Vi får også hilst på mange af de andre deltagere fra Argentina og Sydafrika. Bagefter vælger vi at gå på den italienske restaurant, som kun holder åbent i aften, fordi Hetty har fortalt at vi 7 danskere ønskede at kommer derop. Sikke en service. Her får vi lækker mad, og udenfor får vi hilst på Christina, - en sød, hvid alpaca som ”holder vagt” udenfor døren.
Mandag
Første dag på workshoppen og den starter lidt kedeligt. Alle bliver bedt om at præsentere sig kort, men en del af de andre snakker temmelig længe om, hvordan Munay-Ki har forandret deres liv. Men kl. 15 kommer Fransisco og Juanita for at lave despacho. De er et par smukke og dejlige mennesker, Q’ero shamaner og meget dygtige. De laver en smuk despacho, hvorefter de renser os alle med den. Da de andre går ud til bålet, går Harald, Susanne og jeg tilbage til hotellet og skifter. Vi skal nemlig i Svedhytte med Julian. Så kl. 17.45 mødes vi iført badetøj og går over på marken til Julian og et par andre som også skal være med. Hyttens gulv er dækket med eucalyptus-blade, og efter vi er blevet renset, kravler vi ind. Vi er 3 danskere , 1 svensker, 1 fra Australien og 1 fra Sydafrika. Da de første 7 sten er lagt ind, lukkes hytten helt og der er kulsort, - og varmt. Julian synger til syd og kraftdyrene derfra, og hans stemme og trommen lyder smukt og stærkt.Han smider vand på stenene, så den varme damp fylder hytten. På skift skal vi nu bede energierne i syd hjælpe, med det vi har brug for. Da alle har været igennem, og Julian har sunget lidt flere sange, får vi endnu 7 sten ind, og det hele gentager sig til vest. Hold da op hvor er det varmt. Efter endnu en omgang, 7 glødende sten mere og endnu mere sang, er der så varmt, at det er en overvindelse at blive inde. Ved den sidste runde, får vi 10 sten ind, fordi det er fuldmåne. Hold da fest, hvor er det varmt, - som at holde hovedet over en gryde med kogende vand, så det er godt vi ikke er flere end vi kan ligge ned noget af tiden, - det hjælper lidt. Endelig, endelig efter 2 timer og 15 minutter slutter Julian af og vi kan kravle ud en efter en. Åh hvor er det vildt at kunne trække vejret i den friske luft. Harald, Suanne og jeg har ikke skiftetøj med, så vi vælger at gå tilbage til hotellet og tage et varmt bad, så al sved og mudder kan komme af. Så er det tid til en kop the og en sandwich. Trætte og godt tilpas ovenpå en dejlig – men varm – oplevelse.
Tirsdag.
I dag starter vi fra Paz y Luz klokken 9 og kører mod Cusco. Vi skal være et sted i nærheden af Saqsaywaman. Fransisco og Juanita er der allerede, da vi ankommer, så vi begynder straks vores tur opad. Vi kan godt mærke at vi er næsten 1.000 meter højere, men klarer det fint.
Vi når frem til Pachamama-grotten, hvor vi skal lave vores meditation/øvelse. Grotten symboliserer Pachamamas livmoder. Enkeltvis bliver vi renset og derefter med lukkede øjne ført ind i grotten. Her laver vi vores øvelse og får givet slip på tung energi fra fortiden. Efter en halv times tid kommer en person og fører os ud igen, - ud i lyset til genfødsel. Og sikke meget der er sket med mig. Sidste år måtte jeg bruge al min styrke på ikke at panikke inde i mørket, men i år rørte det mig ikke overhovedet. Bagefter går vi videre til stedet, hvor vi skal have Pampamisayoq – Daykeeper – Riten. Det begynder at regne og lidt efter også at hagle. Så vi går tilbage til et andet sted, hvor vi kan stå lidt i læ. Her får vi overført riten af Fransisco, og Juanita overfører riten til vores mesa. Og godt våde går vi tilbage til vejen og venter på vores biler. Mens vi venter tager jeg det tæppe jeg har med over hovedet, og i løbet af et øjeblik er vi 7 kvinder under tæppet. 4 fra Danmark og 3 fra Sydafrika danner en 14-benet struds…:o))
Onsdag
Jeg har en del praktiske ting at lave, - skal blandt andet til byen og printe vore fly-billetter til Juliaca ud. Så jeg tager en fridag fra workshopppen og hygger mig. Får sludret med Hetty og givet hende den anden af hendes Soul-Body-Fusion. Karen har også valgt at blive hjemme og slappe af, og en enkelt i gruppen har ”Roskilde-syge”. Resten af gruppen har været ude ved et dejligt vandløb og få Altomisayoq -riten. Så for alle har det været endnu en dejlig dag.
Torsdag.
I dag havde jeg glædet mig til at skulle med til Pachar og få Kuraq Akullaq Rite riten.
Men nu var det min tur til en gang Roskilde-syge, så jeg har været syg hele natten, og er temmelig afkræftet. Ærgerligt, men så må jeg derop til næste år.
Jeg bruger i stedet dagen til at sove ud, skrive mails og oplaode billeder. Og da gruppen kommer hjem beslutter vi at droppe middagen her og i stedet gå på den italienske restaurant.
Alle skal tidligt til ro, for fredagens tur starter kl. 5.30.
Fredag.
Jeg har sovet 8 timer og er dejligt udhvilet selvom kl. kun er 4.45. Men jeg har stadig lidt diarre og synes ikke det vil være sjovt at gå rundt på Pisac-ruinerne uden toilet i nærheden. Så jeg vælger at blive hjemme. Jeg har jo heldigvis også været deroppe et par gange, så det gør ikke så meget.
I stedet vælger jeg at slappe af, rydde op i kufferten, skrive dagbog, - og ordne mails. Harald og Karen er også blevet hjemme i dag, så ved morgenmaden får vi en spændende snak med John - en anden gæst som kommer fra Sydafrika-Jamiaca-London-Spanien. Ud på formiddagen slentrer vi alle fire ind til Pisac og tuller lidt rundt. Møder Carlos og kigger indenfor i hans forretning. Så er det tid til en Chicha-morala på tagterrassen hos Ulrike’s, hvor vi nyder solen og udsigten til soltemplet på toppen af bjerget. Til slut introducerer jeg de andre for Ayuwaska Cafe, hvor vi får en dejlig 3 retters menu + lemonade for 12 soles (24 dkr.). Mens vi går hjemad begynder det at regne, men vi når helt hjem før regnen fik rigtig fat.
Gruppen er kommet hjem efter en dejlig dag på soltemplet/Pisac-ruinen, hvor de har modtaget Taitanchi Riten. Vi slutter af med en fælles samling og middag, og en del af os hygger resten af aftenen med rødvin og snak.
Lørdag.
Alle har travlt med at pakke og få de sidste behandlinger. Jeg har medbragt en lille snaps, fordi Christer som var svensker elskede snaps. Så nu vælger jeg sammen med Anne-Mette at gå over i hjertet, hvor noget af hans aske er spredt, dele snapsen med ham (han får det meste) og få en lille snak. Vi plejede jo at få en god snak, når jeg var her, og ind imellem fik vi også sagt noget kærligt/sjovt om Diane på dansk/svensk, som hun jo ikke kan forstå.
I dag lørdag flyver vi til Juliaca/Puno og begynder vores sidste uge i Peru i denne omgang.
Søndag.
I går ankom vi til Puno efter en kort flyvetur fra Cusco til Juliaca, + 1 times bustur til Puno. Vi blev hentet af Edgar, - en dygtig, sympatisk og spændende guide/rejsearrangør som Anne-Mette introducerede mig til i 2008. Vi var alle trætte, så efter vi var blevet installeret på hotellet, var vi ude og spise aftensmad, og så var det på hovedet i seng.
I dag kører vi fra hotellet kl. 9. og henter Edgar et sted i byen. Han skal lige sørge for sandwich og vand til turen. Undervejs fortæller han levende om mange ting og mange legender. Vi kører en times tid syd for Puno, men kan næsten hele tiden se Titicacasøen fra bilen. Vi ankommer til Amaru Muru, hvor vi dog vælger at stoppe et stykke derfra. Vi vælger at gå ”udviklingsvejen”, dvs slangens, pumaens og kondorens vej til Porten. Nogle vælger at gå den lange vej, mens nogle vælger den kortere og lidt mindre ”farlige”. Jeg begynder på den lange, men bliver svimmel og vælger at gå tilbage og følge med på den korte. Og med korte, mener jeg ikke nem. Den er anstrengende oppe i 3.900 meters højde, og det går jo pænt opad også. Men det er en skøn tur, og ind imellem fortæller Edgar historie og legender.
Mandag
I dag går turen ud på Tititcaca, - den højest beliggende sejlbare sø i verden. Næsten 9.000 kvkm stor. Et fantastisk sted. Vi bliver hentet kl. 6.30 og kørt ned til havnen. Her venter en fin lille båd på os, og vi begynder sejlturen ud på denne hellige sø. Åh hvor jeg elsker at sejle på Titicaca. Sidde i solen og se ud over det blå vand med 1 milliard diamanter strøet ud over, - eller lukke øjnene og kontakte Mama Cocha (Moder vand), og mærke kærligheden, omsorgen og den stærke feminine styrke i denne energi.
Vi sejler 3½ time og ankommer så til Armantani. Øen hvor vi skal bo til i morgen. Vi er oppe i mere end 4.000 meters højde, så det kniber med at få luft, når vi går opad. Så turen op til den familie vi skal bo hos tager lidt tid, men op kommer vi da. Rita og jeg skal bo hos Feliciano og Serafina,- de sødeste og mest gæstfrie mennesker man kan tænke sig. De har ingen hjemmeboende børn, men en søn –Ruben – på 25 år som arbejder i Lima og en datter – Amalia – på 28 år som studerer engelsk i Puno. Hun kommer hjem på en uges ferie på lørdag, så det glæder de sig meget til. Jeg får stor glæde af mit spanske, og Feliciano takker mig flere gange fordi jeg kan tale spansk. De takker os også mange gange – næsten for meget – for at vi besøger dem (vi er de første danskere, de har mødt), og for gaverne vi havde med. Vi har hver medbragt en pose med ris, sukker, frugt og lidt slik. Feliciano arbejder som stenhugger på bjerget, men har alligevel overskud til at vise interesse og gæstfrihed. Han er meget interesseret i at høre om Danmark, og fortæller os også om øen, - og lærer os en masse ord på Quechua, som er deres sprog. Desværre kan vi ikke huske ordene så længe.
Vores værelser ligger på 1. sal op ad en hønsestige. Vi beslutter, at der ikke er grund til at bruge 2 værelser, og får vist et fint stort værelse med 3 senge. Ud over sengene er også et bord – og natpotter! Her er rent og pænt og tykke tæpper på sengene.
Vi får serveret frokost af Zerafina, og mens vi sidder i hendes køkken/stue kan vi kigge os omkring. Det er et lillebitte lerklinet hus og værelset er på størrelse med mit soveværelse. Her er stue og køkken i eet. Et bord, en bænk. 3 stole, et ildsted og et åbent skab til alle hendes køkkenting. I hjørnet er også et gasblus, men meget af maden laves på ildstedet. Her er hyggeligt, og jeg kan ikke lade være med at tænke på min egen utilfredshed med for få køkkenskabe hjemme. Hmmm, måske jeg skal revidere min opfattelse lidt….
Efter frokosten går vi mod Pachamama templet på toppen af øen. Det har ikke tidligere været tilladt at gå derop, - kun til Pachatata templet på den anden bjergtop. Men Edgar, Harald, Rita, Anne-Mette og jeg går derop i dag, - dvs Harald går først op til Pachatata og derefter med os andre til Pachamama. Og med en stigning på 12-15% i 4.100 meters højde er det noget af en præstation. Jeg har været i Pachatata templet flere gange, men energien i Pachamama templet er helt anderledes. Rund, blød, kærlig og stærk feminin power. Desværre må vi ikke komme ind i selv indertemplet, men energien udenfor er lige så stærk. Og udsigten deroppe er fantastisk.
Inden vi går helt ned får jeg afleveret mine fotos til Nancy. Jeg boede hos Nancy i 1999 og har nogle fotos med af hende og hendes datter Lisbeth. Hun blir super glad og løber rundt og viser dem til alle andre.
Vel nede står den på aftensmad hos Zerafina og Feliciano. Mens vi spiser går snakken lystigt med Feliciano. Efter maden bliver Rita og jeg iklædt smukke lokale/traditionelle dragter, og sammen med Zerafina går vi til fest. Desværre er det kun Edgar og Harald der kommer fra vores gruppe, ingen af de andre piger dukker op. Så vi danser med nogle af de lokale piger, men vælger dog at gå tidligt hjem, for benene er trætte af traveturen og resten af krop og hoved er trætte af højden og den lange, dejlig dag. Jeg låner en lommelygte af Harald, for vores wc ligger ”ned af hønsestien, hen ad en smal sti, op ad nogle trapper, hen ad stien, op ad et par trapper, - og ind af døren”, - og der er bælgmørkt. Efter vi har besøgt det lille hus, kravler vi i seng under de tunge og varme tæpper.
Tirsdag.
Vi har sovet dejligt, og kl. 7.50 banker det på døren. Det er Zerafina som stiller 2 vandfade med varmt vand til os. Sikke en service. Så vi får vasket ansigt og hænder og børstet tænder. Morgenhåret må vi leve med resten af dagen. Så er det ned til morgenmad, - Muña-the og pandekager. Og vi får sagt farvel til Feliciano som giver os et brev han har skrevet til os. Et sødt brev med tak for besøget og ønsket om at vi kommer igen en dag. Zerafina følger os ned til havnen, og undervejs pynter hun os med en blomsterkrans. I havnen siger vi farvel til hende igen, før vi hopper ombord i båden.
Så går turen ud på de smukke Titicaca-sø igen. Til øen Taquile. Her er stejlt op, og langt op. Og varmt er det også. Men op kommer vi, får kigget os lidt omkring og spiser en dejlig frokost på en restaurant med udsigt over søen. Så går det ned igen og vi sejler mod Puno. På vejen drejer vi ind på en af Uros – Siv-øerne. Her møder vi øens kvinder og børn samt en gammel mand – Den Ældste. De er meget hjertelige og glade, og den ene fortæller om øerne og deres levevis. Da de præsenterer sig fortæller hun, at den ene af kvinderne ikke har nogle børn, ”fordi hun har for mange skørter på”. Det griner vi meget af. Efter en times tid går turen tilbage til Puno, og det bliver farvel tii Titicaca for denne gang.
Onsdag
I dag er der strejke i Puno, så vi kører til Sillustani sammen med Edgar. Sillustani er et begravelsessted for shamaner, med store begravelsestårne. Det er også den 21. og dermed forårsjævndøgn her. Vi tilbringer nogle skønne timer i solen, laver et par ceremonier og meditationer. Jeg får prøvet at guide en meditation på engelsk. Vi får sendt noget lys og kærlighed til dette sted, som stadig har den del sorg/ked-følelse over sig. På vores vej rundt møder vi pludselig en gruppe skuespillere som skal opføre en inka-begravelse for Peru’s nationale tv. Edgar snakker med dem, og det viser sig at den ene af kvinderne er en rigtig præstninde og ikke kun skuespiller. De indbyder os til at deltage i en lille ceremoni, hvor vi deler lys og kærlighed , og det er en smuk og hjerte-åbnene oplevelse. Selvom det er spontant bliver det hele optaget på TV, og selvom det er lidt sjovt at tænke på, er det vigtigste den smukke energi vi deler.
Så går turen tilbage til Puno, hvor vi får små-handlet og hygget den sidste aften.
Torsdag.
Tidligt op og afsted. Vi kører med turistbussen fra Puno til Cusco. En tur på 400 km og ca. 9½ times kørsel. Det er en fin tur, hvor vi blandt andet passerer et pas på 4.335m. Der er stop ved flere steder. Et sted skal vi ind på et kedeligt museum. Det er for kedeligt, så vi vil gå ud igen. Og stor overraskelse. Gruppen vi mødte på Sillustani står her og er ved at gøre klar til en ceremoni. Stor gensynsglæde fra begge sider. Vi får sludret lidt og pludselig er vi alle glade og fulde af energi. Sikke en forskel det gør at møde dem igen.
Tilbage i bussen går turen med et par enkelte stop til Cusco, hvor vi slutter dagen med en dejlig middag på Fallen Angel. En spændende restaurant med kunst og lækker mad. Her har vi aftalt at mødes med Else og Anne, og får på denne måde også sagt på gensyn til dem.
Fredag
Klokken er 6 morgen og om 6 timer starter vi rejsen hjem. Det har været nogle fantastiske uger, hvor vi gang på gang er blevet beriget, berørt og begejstret.
