I 2008 rejste jeg til Peru 3 uger alene, og mødte derefter rejsegruppen I Lima. Grupperejsen var arrangeret af Anne-Mette og Birgithe.
Så er vi i Pisac, og for mig er det som at komme hjem igen. Dejligt, fredfyldt og glædeligt. Jeg har taget en fridag fra grupppen. De skal på inka-workshop, og jeg trænger til at være mig, - og finde den indre ro igen.
Den forløbne uge har været hektisk, fyldt med oplevelser, men også med for lange dage og alt for mange timer i bus.
Onsdag mødte jeg gruppen i lufthavnen i Lima. Selvom jeg har nydt mine 2 en halv uge alene, var det nu også hyggeligt med selskab. Vi er en rigtig god gruppe på 14 personer. Vi griner meget og har det sjovt. Bagest i busen er det hurtigt blevet Ingelise og Birgitte, (2 dejlige sjove "tøser" fra Ringkøbing), Barbara (skøn engelsk/jysk kvinde i 60erne) Ove, (en herlig mand fra Fårevejle som taler dansk til alle, og de forstår ham) og mig. Og vi har det bare sjovt.
Torsdag var vi på byrundtur og fik set en del af Lima, Besøgte bla. San Fransisco Convent, som er meget smukt og spændende. Det er opkaldt efter Frans af Assisi. Jeg fik vildt ondt i højre øre og højre side af halsen på vej derhen. Straks vi kom ind, gik det væk, så det er nok noget gammelt fra et andet liv. Vi var også i katekomberne, hvor der stadig lå knogler og kranier fra tidligere begravelser. Det var ret spændende at se det hele.
Efter byrundturen kørte vi videre til Paracas, hvor vi overnattede på en spøjst hotel. Det ligger midt i jordskælvsområdet fra sidste år, og det var selvfølgelig lidt trist at se de sammenfaldne huse o.s.v.
Fredag morgen gik turen til mini-galapagos øerne, og det var en helt fantastisk tur. Solen skinnede og havet var rimelig roligt. Vi sejlede ud i speedbåde og rundede først den stejle klippe, hvor den tre-armede lysestage er aftegnet. Den er 174 m høj og 60 m bred. Den er ca. 200 år gammel og var tidligere ca. 60cm dyb, - nu er den kun 30cm. Ingen ved, hvorfra den kommer. Bagefter gik turen ca. en halv times sejlads til de fredede øer med fugle, pingviner, sæler, delfiner og søløver. Vi sejlede stille rundt derude en times tid, så vi kunne nå at se, opleve og fotografere det hele. Vi blev mindet om at tage hat på, da fugleklatterne fløj om ørerne på os. Det var en helt ubeskrivelig oplevelse at se og høre det hele "in natura" så tæt på. Vi var alle lidt høje af den tur.
Så gik turen gennem ørkenen og det var ret trøstesløst. Sand, sand, sand - alt brunt, gråt og øde. Men så,,,,, pludselig om næste sving,,,,,,,,, hvad så vi der? Den smukkeste oase! Grønne palmer, grønt græs, røde, hvide, blå og gule blomster, en smuk sø hvor man kunne bade eller vandcykle og restauranter i Marurisk stil. Hold da op for en overraskelse. Her spiste vi en dejlig frokost, og her fik jeg også købt den smukkeste lille skulptur til Christian......desværre tabte jeg den så....... øv.
Videre til Nasca, hvor gruppen var oppe at flyve og se Nasca linierne. Nogle kæmpe store aftegninger på jorden af bl.a. en kolibri, en abe osv, - alle så store at de kun kan ses fra luften. De stammer fra år 2-300, og ingen ved fra hvem. Linierne er lavet ved at man fysisk har skrællet det øverste lag jord af og lagt det op i volde. Jeg var ikke med, for det har jeg set før, og havde ikke lyst til at bruge tid og penge på det igen. De fleste i gruppen var nu også skuffede over oplevelsen, og flere var fly-syge. Mens de andre fløj, fik jeg fortalt chaufføren om den ødelagte skulptur, og det viste sig at han kendte kunsteren. Så han kørte forbi på vej til hotellet, og vi var inde og besøge ham i hans "værksted". En dejlig mand med mange spændende ting, men ikke den jeg ville have. Han laver den ikke mere, fordi den er for svær. Hans kone limede den ødelagte figur, så nu har jeg da et minde om oplevelsen.
Lørdag gik turen i bus gennem ørkenen til Arequipa. 12 timer blev det til. Det var hårdt, kedeligt og anstrengende. Så det var dejligt at ankomme til Arequipa og Hotel La Hosteria. Arequipa er en smuk by som ligger i 2.400m højde ved foden af vulkanen El Misti. Der er flere aktive vulkaner omkring byen, men El Misti er byens vartegn og 5.800m høj. Vi er nu også omgivet af bjerge med sne/is på toppen. Flotte og majestætiske. Byen kaldes også "Døren til Andesbjergene" og med sine 1 mill. indbyggere, er den Perus næststørste by. Hotellet er et smukt lille familiedrevet hotel, og de er bare så søde og hjælpsomme. Da jeg spurgte efter internet og blev henvist til byen, begyndte jeg at gå ud. Da den søde gamle mand så, at jeg haltede, blev jeg kaldt tilbage og placeret i hans stol. Så kunne jeg bruge hans pc. Det er da service ikke? Jeg var dog så udmattet af køreturen og smerterne i benet, at jeg gik på hovedet i seng uden aftensmad.
Søndag skulle gruppen på byrundtur, men jeg havde lavet en aftale med Ubertha, min peruvianske veninde. Hun kom til hotellet og det var bare så utrolig dejligt at se hende igen. Karen og jeg mødte hende, da vi var her i 1999, og siden har jeg skrevet sammen med hende. Hun er lige blevet mormor for første gang, så jeg havde gave med til lille Natasha, som desværre bor med sin mor og far i Alaska. Og det er Ubertha selvfølgelig ked af. Hun blev også rigtig glad for bogen om Danmark på spansk, og jeg fik en masse smukke gaver af hende. Hun har lavet en dejlig hat til mig, som jeg straks tog på. Jeg fik mange ting,- også en lille kondor i snor til Christian "fordi han er så quapo" Hun bad mig hilse Karen, - så de af jer som kender hende, kan viderebringe hendes hjertelige hilsen. Jeg - eller vi hvis jeg kan lokke Chr. med - er inviteret til at bo hos hende og familien næste gang. Og det ku da være sjovt. Vi havde et par dejlige timer, - og selvom det var anstrengende fordi jeg kan så lidt spansk, fløj tiden afsted. Så vi skiltes begge med tårerne ned af kinderne.
Jeg nåede lige at slutte mig til gruppen i Santa Catalina Klostret og kom med på rundturen. Jeg har været der før, men det er meget smukt og tåler sagtens at ses flere gange. Det er fra 1580 og blev grundlagt for byens rige familier. Den ældste datter blev gift, nr. to blev givet til klostret. Hun kunne godt sige nej, men ville i så fald kaste skam over familien.
- Godt det ikke er sådan idag, jeg er jo nr. 2. - Pigerne blev anbragt som 12 årige og havde tjenestefolk med. Klostret er meget stort og næsten en by i byen. Smukt med stærke coboltblå og terracotta-røde mure.
Idag er det en del af de nyere bygninger som stadig fungerer som kloster, der bor vist 28 nonner.
Efter rundturen gik tuen til Colca Canyon, som er en af verdens dybeste kløfter. Det er en meget smuk tur med de høje bjerge og mange vulkaner - også vulkankratere som vi kørte i. Det er en drøj tur på så kort tid. Så da vi ankom til byen Chivac i hjertet af dalen måtte flere have ilt og førstehjælp. Jeg var glad for, at jeg havde været 12 dage i Cusco, så jeg ikke blev syg. Men hovedpine og svimmelhed slap jeg ikke for.
Næste morgen var det frostvejr, så vi frøs alle røven ud af bukserne, selvom mange havde skijakker osv på. Men mandagen stod på besøg på Cruz del Condor, hvor man med Guds hjælp og solens varme kan være heldig at se kondorerne flyve tæt forbi. Kondoren kan have op til 2 en halv meter vingefang og bor i bunden af kløften. Når solen varmer luften op, stiger de op på de varme vinde. Turen derop tager flere timer, ad snoede, smalle, stejle, hullede jordveje. Så hullede at bryster, maver og andet løsøre blev kastet uhæmmet op og ned hele vejen. Ret ubehageligt. Undervejs så vi en del Alpachaer som vi jo alle har forelsket os i. Efter en times venten på toppen lykkedes det at se en kondor - eller nogle stykker - indenfor rimelig afstand. Det var selvfølgelig sjovt og spændende, men lidt skuffende at de ikke kom tættere. Nå men pyt, - afsted igen, ned af den samme rumle-kaste-rundt-vej og tilbage til Arequipa. Undervejs besøgte vi en Stenskov, hvor vi lavede lidt energiarbejde. Men det var hårdt at gå derop i 4.500m høje. Pust - og støn. Stedet siges at være det sted, hvor der er den stærkeste postitive energi fra moder jord (Pachamama). Om det er rigtigt ved jeg ikke, men det var en stærk oplevelse. Under meditationen havde jeg samme følelse som for fire år siden i Moder Jord hulen. En stærk følelse af at blive holdt om af MODEREN - at blive omsluttet med omsorg, kærlighed og styrke. Så selvom det var hårdt at gå derop, var det turen værd.
Så var det tid til at komme ned i Arequipas mere menneskelige 2.400m højde.
En del af gruppen var udmattede, men vi var nogle stykker som nød et lækkert måltid og et glas vin på Plaza del Armas. Ingelise og jeg fik hver en stor bøf, og vi var ret enige om, at det var dejligt med "ordentligt" mad.
Tirsdag fløj vi til Cusco og kørte derfra til Pisac. Ahhhhh - hjemme igen. En helt vidunderlig følelse af fred, glæde og kærlighed! Og en hjertelig modtagelse, både af Gray, Diane, Crister og Eva. Overvejede et kort øjeblik at droppe resten af turen og blive her til vi skal flyve hjem. Men jeg vil nu gerne gense "min" sø - Titicaca, så jeg nøjes med en fridag eller to. Tirsdag aften var der Despacho ceremoni med en Q’ero shaman Victor fra Ausangate og hans kone. Det var en meget smuk ceremoni, hvor også en hollandsk gruppe deltog. Bagefter havde nogle af tøserne bestilt tid hos Gray, - jeg havde jo fortalt om det vilde oplevelse med hans ceremoni. Jeg selv fik en skøn kropsmassage hos Eva. Ingelise, Birgitte og jeg måtte ringe efter en taxi og ringe til Ulrikes Restaurant i byen for at få aftensmad. De lukker nemlig alle kl. 21, men hun holdt åben så vi kunne nå at spise. Og så har vi for første gang sovet godt, og længe - dvs til kl. 7. Herligt. Jeg har haft eneværelse indtil nu, men det er slut for resten af turen, og her i Pisac deler jeg værelse med Karen fra Odense. Karen har været kursist hos mig, og vi har rejst sammen på Gralsrejse i Frankrig, så det er rigtig hyggeligt.
Idag onsdag har jeg som sagt taget en fridag. Fået afleveret vasketøj, får mailet og skal ellers bare hygge mig. Spiser frokost med de andre, men slapper så af igen, går måske en tur, men nyder at være alene. I aften har Ingelise og Birgitte bestilt massage, Barbara skal til Gray, og jeg håber at Luz Maria - den peruvianske unge healer - kommer, for så har jeg bestilt en helaing. Vi har besluttet at spise varmt og godt til froskost, og så købe ind til salat og vin til aften foran pejsen. Vi spiser mange Advocados her, - de er mindst 6 gange så store som hjemme, og smager skønt.
Stakkels Birgitte har haft slem tandpine i 3-4 dage, og idag måtte hun så til Cusco til tandlægen. Jeg valgte at tage med hende, istedet for at tage med gruppen til ruinerne. Hun lå halvanden time i stolen, før han fik tanden ud. AV!. Til gengæld har vi så hygget os, og har tænkt os at hygge os resten af dagen. Vi kunne godt ha nået at tage med gruppen til Ollantaytampo i eftermiddag, men har valgt at hygge i stedet. Jeg har jo både været på Pisac ruinerne og Ollantaytampo før, så jeg er ikke gået glip af noget, men har fået en fridag og øvet spansk hos tandlægen.
Fredag var det så tid til afsked med Paz y Luz og Pisac. Men jeg kommer bestemt tilbage igen. Håber så at kunne lokke min kæreste med. Vi skulle som altid mega tidligt op (kl. 5) for at køre til Ollantaytambo, hvor toget kørte os til Aqua Calientes. Turen tager ca. 1 time og går gennem frodig regnskov langs den brusende flod. Det vrimler med orchideer og i skovbunden gror store flittig-lise. Kolibrierne svirrer i luften om os, og dem bliver man jo bare glad af. Det er en dejlig tur og hele tiden med noget smukt at se på.
Vel ankommet til Aquas Calientes afleverede vi bagagen på hotellet, og tog næste bus til Machu Picchu. Âhh dejligt at være tilbage,- især fordi de mange uger i højden gjorde det nemt at færdes deroppe. Vi fik en guidet rundtur, og skiltes så i små grupper. Ingelise, Birgitte, Barbara og jeg fik noget at spise og tullede så rundt i Machu Picchu. Det er et utrolig smukt sted omgivet af vidunderlige grønne bjerge. Især eet af dem elsker jeg - Mama Putukusi (Blomstrende Glæde). Det er det eneste feminine bjerg i området og absolut mit yndlingsbjerg. Machu Picchu er en meget, meget stor og velbevaret inka-by, som først blev "fundet" for ca. 60 år siden. Det er et af sydamerikas mest besøgte steder, og der er altså også mange turister lige for tiden.
Aquas Calientes (varmt vand) er en lille, men hurtigt voksende by som ligger langs jernbanesporet. Køn er den ikke, men der er mange hyggelige spisesteder. Mens Birgitte og Barbara skulle på net-cafe, fik Ingelise og jeg en Capucchino og et glas vin på en restaurant som har terrasse ud over floden. Her fik vi nydt synet af floden, bjergene og den travle by, mens vi ordnede verdenssituationen.
Efter aftensmaden var vi i det varme kilder. Det er en helt speciel oplevelse at ligge der og flyde i 40 grader varmt vand under den sorte himmel med de tusindvis af stjerner, omgivet af alle de smukke bjerge. Så blir man stille indeni. Efter at have fået varmen i bassinet med 40 gr., var vi i et lille bassin med 50 gr. - det skal symbolisere at ligge i livmoderen. Så et ISKOLDT brusebad som symbol på at komme ud i livet, - og til sidst ned og flyde rundet i de 40gr. og nyde livet. Så er man også lige parat til at putte hjem i seng.
Lørdag var det op kl. 4.30, morgenmad kl. 5 og afsted til Machu Picchu kl. 5.45. Mange ville gerne op til Solporten og se solen stå op. Resten af os blev "nede" på Machu Picchu og nød det hele derfra. Jeg sad og mediterede lidt over for mit yndlingsbjerg Mama Putukusi som viste sig at have en smuk regnbueblå aura, og her fik jeg besøg af Inka Huascha, som jo plejer at komme til mig, når jeg er i Peru. Inka Huascha var een af de sidste inka 'er og er nu hersker af underverdenen. I inka-traditionen er underverdenen ikke et mørkt og skummelt sted, men blot for de individer som ikke har lært princippet om Ayni (gensidighed). Og Inka Huascha er en stærk og viis beskytter/hjælper. Han sagde ikke noget, stod bare ved siden af mig. Ret hyggeligt. Barbara som er 64 år, besluttede at gå ned i Pachamama hulen (Månehulen), - en tur som jeg synes er rigtig hård. Man skal skrives ind i protokollen når man begynder turen, og ud igen når man er tilbage, - en kontrol af at ingen bliver væk eller kommer til skade undervejs. Hun var så hurtigt tilbage, at vagterne måtte se billederne i hendes fotoapparat, før de troede på hende.
Kl. 10 valgte Birgitte og jeg at køre ned til Aquas Calientes for at handle, maile og hygge.
Sidst på eftermiddagen gik turen med tog og bus til Cusco - Verdens Navle. Dejligt at være tilbage og dejligt med en lækkert hotel.
Søndag kunne vi sove længe, skulle først møde kl. 8.30. Men de fleste af os vågnede kl. 6, - vi er jo vant til at være tidligt oppe. Efter en dejlig morgenmad var vi på besøg på forskellige inka-ruiner i omegnen og sluttede på Sacsaywaman. Ved den ene af ruinerne, mediterede vi lidt, og her fik jeg endnu engang besøg af Inka Huasca. Han stod rank og stolt ved siden af mig, stampede en stor "ceremoni-stok" i jorden og sagde "Kom så igang". Så jeg må vist hellere gøre alvor af de spirituelle rejser. Vi var nogle stykker som gik ned fra Sacsaywaman og sluttede med en dejlig frokost på Plaza del Armas. Her i Peru gør man utrolig meget ud af Mors dag. Der købes blomster, kager, balloner og laves religiøse optog. Om eftermiddagen endte Barbara og jeg i sådan et optog og kunne først komme ud igen, da vi passerede San Fransisco Plaza, hvor der var lidt luft.
Mandag - som ikke er helligdag her - skulle Birgitte til tjek hos tandlægen, så vi holdt formiddagen fri. Alt var ok med tænderne, og vi fik mailet, sendt post, været i banken osv. Det er nu rart med tid til det praktiske også. Eftermiddagen er gået med energiarbejde i Månetemplet, og et besøg hos Inti - Solens Børn. Det er et værested for gadebørn og fattige børn i Cusco. Det er startet af Jens Lauridsen fra Danmark, og det er også primært midler fra Solens Børn Danmark som driver det. Det var meget, meget spændende at se, og det vil jeg helt sikkert fortælle meget mere om hen ad vejen.
Der er strejke i Peru fra onsdag morgen, så vi kan ikke komme med toget til Puno (ved Titicaca-søen) som planlagt onsdag. Vi har derfor ændret planer, og tager videre til Puno tirsdag morgen, og får så en ekstra dag der. Det er den slags ting som kan ske i Peru.
Vi måtte jo forlade Cusco en dag før beregnet på grund af strejker. Men togturen til Puno var jo også en luksusferie i sig selv. Vi rejste på 1. klasse med panoramavogn. Man bliver lige ført 30 år tilbage til cowboyfilmene. Vi sad i dybe lænestole, hvid dug på bordene og små lamper, - træpaneler på væggene. I panoramavognen ved siden af, var der bar, lædersofaer, små borde og halvdelen af vognen åben, så vi kunne sidde "udendørs". Turen tager 10 timer over Alti Plano (højsletten) og er en smuk tur. Den føles ikke særlig lang, fordi der serveres god cappuchino, 2 retters frokostmenu, eftermiddagste med kage, - og ind imellem Pisco Sour. Der var også optræden flere gange, bl.a. måtte vi ud og danse med i den åbne vogn til inka-musik. Det var sjovt men hårdt, - vi havde nu også fået et par Pisco inden. Vi nåede at komme til Puno til aften, før de strejkene lukkede veje og jernbaneskinner.
Onsdag drak vi kaffe og spiste frokost i en hyggelig restaurant med lukket solgård - Tulipanen. Vi kunne nemlig ikke være i gaderne for demonstranter og bevæbnet politi. Det ligenede lidt Nørrebro, men vi holdt os bare væk fra vrimlen.
Eftermiddagen stod på en dejlig sejltur på TITICACA. Solen skinnede, vandet var blåt og livet herligt.
Torsdag var det så Titicaca-dag. Vi startede tidligt og sejlede ud til Siv-øerne. På disse øer som består af ca 15 meter siv, bor nogle dejlige indianere. Uro-er hedder de. Vi havde nogle skønne timer, med både information, sjov og indkøb. Jeg endte også med at blive fotograferet iført lokalt tøj. Det ser ret sjovt ud. Vi sejlede også fra den ene ø til den anden med sivbåd. En festlig tur.
Derefter 3 timers sejllads i sol på denne fantastisk smukke sø. Når jeg sejler på Titicaca og ser det azurblå vand fyldt med millionvis af blinkende diamanter fra solens stråler, fyldes jeg også med millionvis af glade bobler indeni. Så det var en vidunderlig tur til øen Taquile. Og det skulle jo være en dejlig oplevelse, for vi var heldige at ankomme samtidig med at der var Høst-fest og 2 bryllupper. Så det var bare om at komme i land. Men, men men...
Da vi skulle fra båd til båd gled jeg i noget vand og faldt ned fra bænken. Jeg forvred knæt og foden - den venstre. FUCK - FUCK - FUCK. Der er meget, meget langt op til toppen af øen, så jeg måtte bruge al min koncentration og viljestyrke på at komme op, - for op skulle jeg jo. Vel oppe viste det sig at være en slem forstuvning, og jeg kunne ikke gå på foden. Så det blev en lang nat med mange smerter og i et usselt, beskidt og koldt værelse.
Fredag morgen var jeg nødt til at skulle ned til havnen. Så jeg hang på skuldrene af Anne-Mette og vores guide Edgar. Og hold da op hvor det gjorde ondt.
Nu er vi ankommet til CopaCabana i Bolivia. Vi bor på et skønt hotel helt ned til vandet og jeg har lige haft besøg af en læge. Han konstaterede en slem forstuvning, jeg blev smurt ind i noget salve, bundet ind, har fået piller og et skud bagi, så han var sikker på at der ikke går infektion i. Nu skal jeg ligge på langs med benet op i 24 timer, så jeg bliver på hotellet her, mens de andre tager til Soløen. Men turen er slut for mit vedkommende. Jeg kan kun være på hotellerne. Så det er godt der ikke er så meget af turen tilbage.
Det er søndag, solen skinner og jeg har det meget bedre. I aftes kom Erik, Sonja og Henrik tilbage med båden alligevel. Erik indså at han ikke kunne gå op på Soløen og Sonja og Henrik tog med tilbage. Det var dejligt med selskab, for jeg følte mig lidt ensom. Så vi fik en dejlig middag med skøn boliviansk vin og Irish Coffee til slut. Ret hyggeligt og billigt. Jeg fik salatbar, Bøf, Chokolademousse, vand, Irish Coffee og betalte også den ene flaske vin - pris 160 dk. ialt.
Nu er jeg jo ikke overtroisk, men alligevel.
I 1999 da jeg skulle til Peru for første gang, forærede Ellinor mig en lille trold klædt i karatetøj. Han skulle passe på mig, og det har han gjort hver gang jeg har været i Peru siden. På sivøerne forærede jeg Pepito som han hedder, til Rosalina på 3 år. Og hvad skete……..2 timer efter faldt jeg, forvred knæet og fostuvede foden. Samme aften fik jeg mit eneste anfald af alvorlig højdesyge og lå i et par timer og rystede uhæmmet. Alle muskler i ben, krop og arme rystede på grænsen til krampe. Det var meget, meget ubehageligt. Så jeg er sikker på, at Rosalina får et langt og lykkeligt liv med Pepito.
Til gengæld har jeg haft fornøjelsen af en mirakeldoktor. Lægen arbejder her i CopaCabana hele ugen og er så hjemme hos sin kone og barn i La Paz i weekenden. Så jeg var heldig, at han ikke var taget hjem, da jeg kom. Han er guddommeligt flot, sød, charmerende, kærlig og omsorgsfuld, så alle singlepigerne ì gruppen har tilbudt at betale for mit tjek, bare det må være hos mig, når han kommer. Jeg er nu mere koncentreret om at forstå hans spanske, og er bare taknemmelig for at han er så dygtig. Jeg ved ikke, hvad der var i den sprøjte jeg fik forleden og igen idag, men jeg kan selv støtte på foden så meget, at jeg kan humpe afsted uden hjælp fra andre. Så jeg har fået lov til at tage videre, under forudsætning af, at jeg slapper af og tilkalder læge, hvis det forværres.
Så kl. 11 i dag sejler vi videre og møder gruppen igen. Vi skal til en lille by i Bolivia, derefter til La Paz og sidst tilbage til Juliaca i Peru, hvorfra vi flyver til Lima. Onsdag går turen så hjemad til børn, børnebørn, venner og ikke mindst kæresten. Jubiiiiiii. Glæder mig.
Da vi mødte gruppen på Soløen sejlede vi til fastlandet og har boet på et smukt og dejligt hotel lige ud til Titicaca. Sikke en solopgang. Det blå, blå vand og den gyldne sol. Et perfekt billede på indre fred. Det var et lille plaster på såret ovenpå en nat, hvor jeg ikke kunne trække vejret pga højden.
Imorges kørte vi så til Tiawanako - nogle ruiner og pyramiderester fra ca. år 1500 f.k. Jeg har været der før i 2004, så det var ikke så spændende for mig, men resten af gruppen var begejstrede. Bl.a. har de lavet stenansigter af alle kulturer på jorden, - indianer, neger, mongol, kineser, europæer osv. - underligt at tænke på hvor de vidste det fra dengang. Tiawanako ligger i 4.100m højde, så både jeg og flere andre havde og har svært ved at trække vejret. La Paz er nede i 3.800m og det hjælper jo lidt, men giver stadig problemer. I bussen blev jeg rigtig dårlig og tilbudt ilt, men valgte at slappe af og koncentrere mig om vejrtrækningen. Jeg tror også at noget af det skyldes træthed, fordi vi ikke får sovet ordentligt pga. højden.
Tirsdag morgen starter hjemturen. Kl. 7.30 kører vi mod Peru, hvor vi skal flyve fra Juliaca til Lima. Vi er i Lima først på aftenen, og onsdag eftermiddag flyver til fra Lima mod Amsterdam og København, hvor vi lander torsdag ved 17.-tiden.
Det har været nogle spændende uger. De første uger især fordi jeg oplevede det hele så intenst, da jeg var alene. Det har også været sjovt at møde alle de dejlige nye mennesker i gruppen, - allesammen søde og rare og vi har haft det sjovt og grinet en masse. Men selvom jeg glæder mig til at komme hjem, glæder jeg mig også til at komme tilbage til Peru en dag.
