Camouflage

      

 

 

 

 

http://bertistravonsky.dk/tuschmoerke-i-og-ii/

 Tuschmørke I og II

Tuschmørke I og II er spøjse udgivelser. De stammer fra forlaget med det nærmest faretruende navn ’Ondskabens Flydende Vatikan’. Umiddelbart ville et gammelt røvhul som undertegnede skide grønt og tænke, at uha, det er sikkert noget med blod, splat, anarki og helt klart ikke noget for mig.

Men heldigvis kan man blive klogere.

Tuschmørke er tegneserieantologier. Små nedslag hvor uprøvede og andre kan få deres værker vurderet, kritiseret og støttet, samt udgivet på forlaget med det ovenfor skumle navn. Om dette er der kun godt at sige. Så det gør jeg. En legeplads med rum til at skabe, og hvor ens værker mødes kærligt og omfavnende. Det skaber grobund for udvikling, og der kan også luges ud, hvis ens drømme ikke er foreneligt med ens talent. Ondskabens flydende vatikan står bag Tuschmørket, og jeg kigger nærmere på I’eren og II’eren.

I forordet står der, at ’Tuschmørke er en ny fast antologi fra et af Danmarks mest uafhængige tegneserieforlag: Ondskabens Flydende Vatikan. Vi udsender et nyt nummer hvert halve år – hver gang spækket med veloplagte tegneserienoveller produceret specielt til antologien. ”

Og på forlagets hjemmeside kan man læse, at alle inviteres med til at levere materiale til de kommende numre, og at alle bidrag vil, som minimum, modtage konstruktiv kritik. Igen godt.

Nu til selve udgivelserne. De to Tuschmørker koster 50 kroner stykket. Der er 6 bidrag i den første, 5 i opfølgeren.

Hver bidragyder får lidt spalteplads inden selve tegneserien slår sine folder, og kan der enten blive præsenteret, eller præsentere sig selv. Og så går det ellers løs, og bidragyderne er fortrinsvis af hankøn. Det er der ikke noget odiøst i. Sådan er det vist i vores lille verden, tegneseriens.

’9 Flak’ af Asger Grevil åbner ballet. En herlig ukompliceret hæsblæsende sag, om en kvinde og hendes kat, der æder uden at kunne betale, og så bliver jagtet. Spøjs, godt tempo, og der kommer meget virak ud af lidt.

’Rebrandede ryttere’ af Peder Riis følger efter, og Peder er væsentligt mere stilren, og har en sikker pen. Flotte dystre tegninger i en ganske morsom og tankevækkende ramme. De fire apokalyptiske ryttere, Døden, Sulten, Pesten og Krigen, har mistet pusten, og deres brand skal justeres lidt. Ikke så lidt, faktisk, og resultatet er topklasse. Målgruppen for denne nye branding er os vesterlændinge. Og Fedme, alderdom, gæld og forurening bliver navnet på det, som vi så skal frygte. Det er lige i øjet, Peder, og samlet en god smal fortælling. Klart et af Tuschmørke I’s bedste.

’Camouflage’ af Patrick Leis er en fed fed gyser. Patrik formår på meget få sider at fabrikere en god gysende stemning. Flot, og faktisk ret blæret. Han mestrer både det helt nære og personlige i stregen, og især det første close-up af den skilsmisseramte far er meget professionelt og dygtigt gjort. Også Patrick skal have stor ros. En fremragende gyser.

Det halter til gengæld lidt med ’De udvalgte’, som ikke rigtig fanger mig. Den har anslag til at være morsom, og såmænd fine tegningerne, men jeg bliver ikke engageret. Rammen er, at Valkyrierne skal hente krigere til Valhal, men de er noget værre nogen, krigerne, og derfor går det lidt trægt. Det er Peder Riis og Rikke Lindskov Loft der er duoen bag. De må dele mine lidt hårde ord.

’Kældernatur’ af Lene Fagerlund Larsen handler om en kvinde, der har besøg af hendes søster. Denne er lidt kritisk og bekymret, og siger, at folk er begyndt at snakke. Det har de vist god grund til, for Sophia, som kvinden hedder, er ikke helt, som man forventer.

Nå, en pakke ankommer og heri ligger der en hvid hare. Haren får lov til at vandre frit i det tilsyneladende store hus, og så åbner alt sig, haren og Sophia går ned af trapper og ender i en have, hvor haren atter kan være fri, alt imens Sophia læser om pattedyrenes naturlige fjender.

Fortællingen vækker erindringer om lørdagsgyset i 70’erne, Roald Dahls ’Tales of the unexpected’, små korte gysende fortællinger på film.

Det samme gør ’Hotellet’ af Johannes Havelund, en dyster beretning om forfald. Fermt og frisk fortalt, og med fine illustrationer. Symbolikken tydeliggøres efterhånden som forfaldet tager til, og stilen bliver mørkere, og mere dyster. Godt, om end lidt for tydeligt.

Se, sådan er der så meget, og 50 kroner for Tuschmærke I er bestemt helt i orden. Gode anslag, tegnere med talent og små giftigheder i de fleste af historierne. Fremtiden tegner ikke tuschmørk, men lys.

Patrick Leis er tilbage i Tuschmørke II med ’Lullaby Watchmen’, igen med flotte tegninger. Dialogen og teksten er såmænd også ok, men sært nok, så tror jeg, at fortællingen ville være endnu bedre helt uden. Prøv at læse hele lortet igen, bare uden at læse. Lad billederne fortælle. Det gør de nemlig godt. Rigtig godt.

Asger Grevil er også tilbage, med ’Venskab’, og det samme er Peder Riis. For Asgers vedkommende skal der stadig mere stringens i tegningerne, men plottet, en gåtur i frosten, er ganske fin og vedkommende. Tankevækkende, at tempoet i Agers bidrag i Tuschmørke I er så fraværende i II’eren. Han favner begge dele, og det lover godt.

Peder Riis leger Gud, og uden ord i ’Evolutionisme’, der sådan umiddelbart minder lidt om ’Alkymisterne’, Jim Woodrings bizarre men gode sag fra Forlaget Aben maler for et par år siden. Dog uden helt samme nerve eller humor. Manden kan tegne, sgu, og skal bare have et ordenligt manus. Så skal I se løjer…

’20 års udødelighed’ er titlen på Henning Larsens bidrag. Vi er i et forhold, og igen, som med et par af bidragene i I’eren, kan jeg ikke rigtig engagere mig. Jeg finder historien uinteressant og tegningerne uvedkommende.

Det er desværre altid det sidste indtryk, der for lov til at sætte sig mest fast, og på den baggrund lidt øv, at ’Pedro Navaja’ af Romen (Rodrigo Mendoza) lukker og slukker. Det er nemlig samlet set de to antologiers ringeste bidrag. Komplet uinteressant historie, og illustrationer uden personlighed. Øv.

Men samlet set for begge udgivelser, Tuschmørke I og II, alligevel thumbs up. Ikke kun på baggrund af tankerne bag, men også, og især, fordi der er kvalitet og virkelyst bag bidragene. Og enkelte perler. Til kun 50 kroner pr. udgivelse, altså.