min foreløbige sidste indlægelse
Det hele kulminerede med at jeg efter 1 mdr. med fuld fart røg af i svinget og gemte mig for omverdenen med en masse mærkelige tanker og ville til sidst tage livet af mig selv.
På internettet på biblioteket i Kjellerup kom jeg i forbindelse med min dater der fik mig i forbindelse med det psykiatrisk hospital (Tak til min datter) der fik mig indlagt på psyktriask hospital, søndersøparken 3 sal.
Jeg husker ikke så meget af mit ophold på 3. etage kun meget søde sygeplejersker. Der bare var der og havde omsorg for mig, jeg fik desværre ikke sagt tak til dem, der være herved gjort.
Dagene gik med at kikke ind i vægen og tænke på selvmord. .En dag blev jeg flyttet ned på anden sal., og på grund af ovebelægning skulle jeg dele værelse med en anden, det var angst fremkaldene.
Jeg fik min medicin dag ud og dag ind og røg cigaretter og snakkede med mine med patienter. Det var på sin måde hyggeligt, så kom dagen til lægesamtale og lægen påstod, at vi havde talt sammen men det kunne jeg ikke huske, sørgeligt men sandt. Hun sagde det ikke var så sært sådan som jeg havde det ved indlæggelsen. Efterfølgende fik jeg lykke piller på stribe, men det var der ingen lykke ved .Den eneste udgang jeg havde,var med personalet i den lukkede have. Vældig sjov.Ha-ha
Den ene dag tog den anden, og jeg fik ledsaget udgang og senere udgang alene. Jeg var ikke meget for det, men jeg kom ud hver dag, og også hjem for at hente tøj. Jeg var nemlig blevet indlagt uden tid til at hente tøj også videre
Mine selvmords tanker blev minde og mindre, og det var jo godt. Men min diagnose var stadigvæk depression.
En dag kom jeg til læge samtale og det blev sådan at jeg skulle overflyttes til Døgnhus Viborg..
Jeg kendte godt døgnhuset på en måde, men det var som besøgene,og meget anderledes end Søndersøparken, for der er døren låst og meget personale til at passe på en og god tid til samtaler og det er dejligt.
Men jeg skulle derop, vel ankommet og en sygeplejerske fotalte mig om huset og hvad der skulle være min opgave i køkkenet, på sigt kom det til at køre godt. I begyndelsen var jeg meget utryg ved at være i døgnhuset, pga. af den åbne dør og personale jeg ikke kendte plus alt det andet i huset.
Ret hurtigt blev min diagnose lavet om til bipolar affektiv lidelse. Py ha, som dagene gik, fik jeg mere forståelse for min lidelse, jeg blev sat i behandling med forskellig medicin.
Samtale på samtale og der blev rusket godt og grundigt i mit liv. Vi snakkede om hvilke advarsel tegn der skulle lyttes til. Vi arbejdede næsten hver dag med det
Jeg begyndte på også at tage hjem, først få timer en aften, rydde lidt op derhjemme og siden overnatte lidt hjemme det gik som fod i hose, dejlig, så kom den dag jeg skulle udskives, men. Jeg fik lige en uge mere..og jeg fik startet i daghuset.
Hjemme var det ikke så let og angsten sled i mig. Distrikt sygeplejersken ville have mig indlagt, men jeg ville ikke, men hvis jeg havde vist hvilken smerte jeg skulle opleve ville jeg helt sikkert have ladt mig indlægge. Men det er altid lettere at være bagklog.
