Fra Montalcino kørte vi sydpå til øen Promontorio dell Argentario. Øen er forbundet med fastlandet ved et par landtanger som så udgør kanten af en stor lagune. Her flyver silkehejre og andre exotiske fugle rundt. Vi undersøgte samtlig campingpladsen på øen men alle var lukket for i år. Så vi endte op på en fredelig parkeringsplads lige ned til lagunen og 20 meter fra byporten ind til byen Orbetello.
I denne dekandente by var der seføli en Coop ,der var så overdådig fyldt med råvarer af alle slags ,at Coop i Nakskov ville dåne. Men måske er her osse et noget andet indtægtsgrundlag..
Vi fouragerede voldsomt. Især mangfoldigheden af Panefort typer,kan få en overbevist om at panefort skal spise på alle årstider. Vi frådsede med 2 typer.
En med pære og chokolade og en anden ypperlig med honning,mandler,allehånde nellike og kanel,Dertil naturligvis santos ,lækker sød koldt serveret vin.
Jeg nød at gå rundt i byen og se på alle tider af dagen hvad de foretog sig,
Lazyness eller struktureret tid til andet betød lukning mellem kl 13-1630 .
Her gik byen i dvale,blev nærmest forladt. Tænker de sov til middag,forberedte aftensmad eller nød bare tidens fylde.
Den lille ø viste sig at være et reservat for den mere valhavende del af Italien.
I havnen lå der en flåde af lystbåde som overgik alt hvad jeg har set af den slags
Et par var tilsalg ....6Mill.€ pr.stk.Alt var så fint i havnen ...bådene var velholdte , Bentlyerne var velpudsede , rolexurene glimtede i solen og gab , gab ....man måtte ikke lufte hunde .
Efter et par dage i denne velhaver-kuvøse , kørte vi videre sydpå. Rundt om Rom og videre mod Amalfi. De sidste 50km foregik i kraftig regnvejr , vejene blev smalle , meget smalle , og stigninger på15-18% blev bare ved , mens jord,sand og vand væltede den modsatte vej. Amslfikysten er ikke et sted for autocampere
Resten af tiden på kysten gik vi eller tog bussen. Endelig ankom vi til en campingplads der var åben. Ejerens far startede campingpladsen som en af de første i Italien i 1953 og der er ikke meget der er lavet om siden da.
Mens carl kogte med en influenza med fuld skrue ,begav jeg mig ud på vandringer længere op i bjergene. De skønneste udsigter over bjergbyer og stejle stejle massiver ud til kysten. Med vilde alpevioler og mynte som ledsager måtte jeg puste opad bjergvejene.
I Byen San Lazzaro hvor vi boede i 5 dage nød jeg indkøb hos slagteren ,bageren og flere oste/frugt/købmandsbutikker ,som ku minimalt engelsk.
Slagterens bedste var frikadeller rullet indeni med ost og skinke. en lille tyk pølse med ost og champignon. Mums godt krydret.
Bageren bød på brød bagt med en speciel rug ,der var lysere end vores rug,
Durumbrød,brioche,citronkager,brød bagt med ost og bacon og et utaaaaaaaaal af hvedemelsbrødtyper.
Ostehandleren bød på Limoncello,røget mozarella,ricotta,store amalfi citroner og ikke mindst lækker grappa barriqe,som tjente et formål - at få carl op af sygehullet.
Solen brød frem og bød på dage med 15 grader,men bjergluften var kølig og uldundertrøjen er stadig på.
Byens store vartegn er katedralen Il Duomo, som du se på billedet herunder. Domkirken er bygget i 800-tallet og hedder egentlig Cattedrale di Sant’Andrea. Kirken ligger nærmest majestætisk og troner oven for den høje trappe, der skal overkommes for at besøge kirken.Facaden er fra 1800-tallet, mens den store dør er lavet af bronze, der omkring år 1000 , blev stjålet fra Konstantinopolis (det nuværende Istanbul). Resten af byen minder mere om en souvinir-butik som man ser overalt hvor turismen er den dominerende indtægtskilde.
Byen Amalfi er nærmest som smurt opad bjergene .
Overalt er der udsigter som denne
Og her stopper ferien brat.... Virus - betændelse i tænder - uvejr - m.m.
Vi kører hjem og fortsætter senere i Januar.
