Kære selvfedsdanskere.

Nu har vi i Udkantsdanmark hørt jer tale vores lokalsamfund, liv og fremtidsudsigter ned i et stort hul i efterhånden et par år.

Det har været en massiv påvirkning – så massiv, at flere letpåvirkelige udkantsdanskere overvejer at flytte til landene på Afrikas Horn for at få bedre fremtidsmuligheder.

Men nu er det slut. Nu er det på tide, at I får et skud af jeres egen medicin, og hvad er bedre end at docere den i en avis, der kun skriver om Selvfedsdanmark? 

Jeres omtale af os har som udgangspunkt, at det er bedre at bo, hvor I gør. Det er underforstået, at det umuligt kan være til at holde ud at bo steder, hvor man skal bruge mere end 45 minutter på at komme og besøge jer.

Men hvorfor skal vi bo så tæt på jer, og hvad er forskellene på jer selvfede og os andre set fra vores side? Der er flere forskelle og i hvert fald en enkelt lighed. 

I jeres del af landet kæmper I for at samle jer på så lidt plads som muligt. I nyder åbenbart at være meget tæt på folk, I aldrig hilser på.

I Udkantsdanmark kender vi vores naboer, og vi byder dem af og til på en øl. Hos jer er man fuldstændig anonym, man kender måske nok overboen – fordi man har brokket sig over, at han spillede ungarsk eksperimentaljazz kl. 3 en fredag nat i 2009.

Men resten af opgangen aner man ikke, hvem er.

Men det er ikke derfor, I er utrygge. Det er på grund af den større mængde kriminalitet, I møder hver dag – I er tættere på alle slags mennesker.

Prøv en gang at undersøge forskellen i pris på indboforsikring i Aarhus og Ringkøbing, forskellen er slående. 

Mens I er i gang med researchen, kunne I sammenligne priser på boliger hos jer og os. Hos os kan en lærer købe egen bolig i det skoledistrikt, han eller hun underviser i, og har dermed godt kendskab til det lokalmiljø, eleverne færdes i.

Hos jer er det tit umuligt for en lærer eller mange andre faggrupper at købe en bolig bare inden for en halv times transport til arbejdet. 

En anden glæde, I har ved at bo så tæt på hinanden, er, at mange af jer hvert år falder om på grund af en partikelforurening så tæt, at rygere, der nu ikke må ryge på værtshuse, bare åbner vinduet for at få den daglige dosis.

Jeres liv lader til at være præget af en evig jagt på tøj og forbrugsgenstande, der helst skal have et navn for at medvirke til at opbygge jeres identitet over for venner og familie.

Vi udkantsdanskere fokuserer på at lære vores børn, at deres navn og personlighed er vigtigere end den brandvalue,en gruppe amerikanske reklamefolk har tænkt ind i et overprissat stykke stof eller elektronik, men her er vi nok galt på den. 

Vores natur er i modsætning til jeres ikke en græsplæne omkranset på fire sider af asfalt med to træer og et buskads med tvivlsomme aktiviteter lørdag aften.

Vi har nationalparker med storslået natur, vores natur bliver ikke slået, klippet og fejet hver tredje måned af en offentligt ansat. Den har dyr, der ikke er hegnet ind (hvilket ikke er farligt), og samtidig er vores natur møgbeskidt.

Men det mest utrolige ved den er, at når man lukker øjnene, kan man ikke høre trafikstøj. 

I Selvfedsdanmark har der været en del kritik af antallet af motorveje/motortrafikveje i vores mere spredt befolkede regioner og klager over manglende investeringer i infrastruktur til de selvfede.

På det må vi svare, at hos os er en motorvej eller motortrafikvej ikke kun et spørgsmål om at komme 15 minutter hurtigere på arbejde, det er et spørgsmål om, hvorvidt der overhovedet er en arbejdsplads at komme til. Virksomheder planlægger selvfølgelig også efter mulighederne for at få varerne ud til kunderne, og derfor giver ny infrastruktur mening i Udkantsdanmark. 

Hvis I alligevel sidder i kø, gør det vel ikke den store forskel, om det er 20 eller 30 minutter? I øvrigt har I jo muligheden for at tage bussen eller S-tog eller metro eller letbane – her i Udkantsdanmark kører den offentlige transport på gode dage og de bedre steder en gang i timen, og hvis man skal skifte, er transfertiden med garanti elendig. Så giv os bedre veje, tør øjnene, og tag bussen.

Der har også været debat om muligheden for at udflytte offentlige arbejdspladser til Udkantsdanmark, men det lader til at være et meget stort problem.

Vi beder ikke om, at Stats- eller Udenrigsministeriet skal flytte til Lolland, men kunne man rykke flere styrelser eller forskningscentre ud af byerne? 

Nogle af disse organer arbejder jo med natur, turisme og landbrug – det kunne måske være gavnligt at bringe dem tættere på deres arbejdsområder.

De få hundrede arbejdspladser, det drejer sig om per organ, vil gøre en kæmpe forskel i Ringkøbing eller Thisted, men være en dråbe ud af det selvfede arbejdsmarked.

I øvrigt mener vi i Udkantsdanmark ikke, at det er et overgreb, der ligger under Genèvekonventionen, at skulle bo eller arbejde sammen med os. Vi er venlige, og hos os kan man kan altid låne en trailer. 

I forbindelse med de nye mobile medier er der også forskelle på vores udfordringer. Vores udfordring er ikke at få mobilteknologien til Udkantsdanmark – ja, vi har mobiltelefoner, men vores udfordring er problemer med huller i dækningen.

Forestil dig, at du ser et trafikuheld, og som den gode samfundsborger, du er, kører du ind til siden. Da det er i Udkantsdanmark, er der ikke den store risiko for, at du er ved at blive udsat for et vejrøveri, så du griber din mobiltelefon. 

Men ærgerligt nok er uheldet sket et sted, hvor der ikke er mobildækning, og da du har glemt din satellittelefon og dine morseflag, kan du ikke skaffe øjeblikkelig assistance.

Men det er uheld i uheld, for hvis du havde mobildækning, ville afstanden til det nærmeste hospital med akuttjeneste alligevel være så lang, at det ikke ville kunne nås. 

Er dette tilbagespark et nuanceret billede af jeres hverdag og lokalområder? Nej, det er det selvfølgelig ikke. Men er der noget om det? Selvfølgelig er der det. 

Der er selvfølgelig udfordringer i Udkantsdanmark, men ligheden mellem os og jer er, at vi alle sammen selv har valgt at bo, hvor vi gør. Og man kan sagtens få en dejlig, fredelig og spændende hverdag ved at bo i Udkantsdanmark – I skulle tage at prøve det.