De underlige spil, vi spiller

Hidden Holes:
Spilles som Stableford, dog er det således at matchledelsen før matchen udtrækker et antal huller, hvis scores ikke vil være tællende på scorekortet efterfølgende. Disse huller offentliggøres først efter matchen.

 

Joker:
Du har 2 jokere, der før spillet kan sætte på 2 valgfrie huller. På disse huller vil du herefter få fordoblet din score. Jokerne afleveres til matchledelse før spillet og forbliver hemmelige til spillet er slut. Spilles som Stableford.

 

Snorespil:
Du får udleveret 1 meter snor pr. tildelt slag. Med denne snor kan du til enhver tid forbedre dit leje, uanset hvor du ligger, endda få bolden i hul uden at bruge slag på det.

Hver gang du bruger et stykke snor klipper du det brugte af og smider det i den nærmeste skraldespand. Spilles som slagspil. Snoren gør det ud for tildelte slag.

 

Flagspil:
Hver spiller får udleveret et flag med sit navn på. Når spilleren har brugt det antal slag han har til rådighed – banens par + hdc, sættes flaget hvor det sidste slag ender. Det sidste hold der går rundt samler flagene ind og noterer hvilken placering de enkelte får. Vinderen er naturligvis den der kom længst med sine slag.   Spilles som slagspil.

 

Længste drive:
Gennem hele sæsonen vil vi kåre det længste drive – på fairway, på hul 2 i lige uger og hul 11 i ulige uger. Første hold får et skilt med ud som de placerer ved det længste drive, noterer navnet på spilleren på skiltet.

Efterfølgende hold flytter skiltet til en ny placering ved et længere drive og så fremdeles og sidste hold tager skiltet med ind.
På spil på fremmed baner, vil hullet blive udpeget af matchledelsen inden tee-off.  

 

Oldtimer: 
Er en match der spilles som Stableford, men med kun 3 stykker værktøj. Og med 3 stykker værktøj menes 3 stykker og ikke noget med en ekstra putter.

Hvis du ønsker at have en putter med, ja så kan du kun tage 2 andre stykker værktøj med! Men du kan tage 1 stk ekstra værktøj med, såfremt du kan retfærdiggøre at dette er mere end 20 år gammelt – altså en oldtimer.

Det kunne være en trækølle, en gammel putter eller hvad du kan finde i de gamle gemmer. Såfremt alle dine 4 værktøjer er oldtimere får du tildelt 2 ekstra Stableford point på scorekortet.   Det er klart at sådan en dag er der kun klar brændevin i alle lommelærker – andet var der jo ikke opfundet den gang!

 

Marathon - stableford:  
Spilles som 4 matcher fra hvid, gul, blå og slutteligt fra rød tee, samt samlet vinder af alle 4 runder. Man kan således deltage så længe kræfterne rækker.

Old Stars Golfclub