Under svømmestævnet
Efter ankomst følges svømmerne ind i hallen, hvor der fortages omklædning og afvaskning. Der er de samme regler i andre svømmehaller, som der er i Odder, så al afvaskning sker uden badetøj på. Det er en god ide, at alle værdier tages med ind i hallen, så man ikke frister svage sjæle.

Når svømmeren er omklædt skal han/hun ind i hallen og finde sin træner. Når svømmeren har fundet sin træner, er svømmeren i trænerens varetægt, og forældrene kan blot læne sig tilbage som tilskuere.

Før stævnet går i gang er der altid opvarmning på land og i bassinet. Trænerne laver forskellige opvarmningsøvelser på land, hvorefter der varmes op i vandet. Træneren lægger planen for opvarmningen i vandet, som kan se rodet og uoverskuelig ud med så mange svømmere i vandet. Det vænner svømmerne sig dog hurtigt til, og det bliver hurtigt en vane.
Opvarmningen tager 30 til 60 minutter, og er ikke særlig interessant at se på som forældre. Man kan derfor med fordel komme ved stævnestart frem for ved opvarmningens start.

Er man hjælper til svømmestævnet, er det vigtigt, man kommer til tiden. Stævner kan ikke fungere uden hjælpere og officials, og selvom man ikke mener, man yder noget, så spiller man en vigtig rolle i stævnets afvikling.
Hjælperne møder ind til et hjælpermøde, hvor en stævneleder og en overdommer forklarer lidt om, hvordan stævnet vil forløbe, og hvilken rolle man har under stævnet. Der er plads til fejl, da stævnerne ikke kun er lavet for, at svømmerne kan få stævneerfaring, men bestemt også så forældrene får det.

Løb, heat og starten
Et svømmestævne kan virke uoverskueligt, første gang man er af sted. Svømmestævner er ikke opbygget ligesom de fleste idrætsgrene, hvor der er et specifikt tidspunkt, hvor man skal i kamp.
Svømmestævner er derimod bygget op af løb, heat og baner.
Løbet beskriver hvilken disciplin, der skal konkurreres i, eksempelvis 50 meter rygcrawl for drenge. Alle der er tilmeldt 50 meter rygcrawl for drenge rangeres så i heat efter deres tilmeldingstid. De hurtigste drenge svømmer sidst, mens de langsomste og dem uden tilmeldingstid starter først. Klubben sørger for at svømmerne tilmeldes deres hurtigste tid ved tilmelding.

Ved stævnestart udleveres et program, hvor man kan se hvilke løb, heat og baner svømmerne er placeret på. Det er derfor trænerens, holdlederens og svømmerens opgave at holde øje med hvor langt man er nået i stævnet, og hvornår svømmeren skal i vandet.
Det er vigtigt, at alle svømmerne opholder sig sammen som et hold, da dette letter træneren og holdelederens opgave med at holde alle svømmerne klar til start på det rigtige tidspunkt.
2-3 minutter før svømmeren skal i vandet sender holdlederen eller træneren svømmeren op til startskamlerne, så svømmeren er klar, når det bliver dennes tur.

Selve starten styres af stævnets overdommer. For at få svømmernes opmærksomhed fløjtes der tre korte fløjt. Når disse fløjt høres går svømmerne hen til skamlen, og der skal være helt stille i hallen, så svømmerne ikke forstyrres under starten.
Herefter fløjtes et langt fløjt. Dette signalerer, at svømmeren nu skal op på skamlen og indtage startpositionen. Skal der startes i rygcrawl, hopper man i vandet på det lange fløjt, og der kommer efterfølgende et langt fløjt mere, som betyder, man skal indtage sin startposition.
Når overdommeren vurderer, at svømmerne er klar til start overtager starteren, og råber ’på deres pladser’ og affyrer startpistolen. På startpistolens signal skal svømmeren forlade skamlen.

Så snart starten er gået må stilheden brydes, og der skal heppes. Vi er af sted som et hold, og alle opfordres derfor til at heppe på de svømmere, der er i vandet.
Det er dog ikke tilladt at følge svømmerne op langs kanten, ligesom det heller ikke er tilladt, at heppe hvis man er hjælper eller official.

Efter løbet har træneren ofte noteret tiden, men der vil ofte også blive ophængt resultatlister et sted i svømmehallen, hvor man kan se sin tid og placering. Efter stævnet vil vi også forsøge at sende resultatlisten, så snart vi modtager den.

Under løbet kan der ske diskvalifikationer. Dette sker, hvis svømmeren har brudt reglerne. Der er mange svære regler, så til de små stævner, vil man ofte ikke blive diskvalificeret, men blot få forklaret hvad man gjorde forkert, så svømmeren og træneren kan få rettet op på det.
Det er bestemt ingen skam at blive diskvalificeret. Vi laver alle fejl, og al begyndelse er svær. Det er derfor vigtigt, at fremhæve det positive i præstationen til trods for diskvalifikationen.
Odder Svømmeklub | Nølevvej 6, 8300 Odder