Småbørn

Småbørnshold er for børn på 18 mdr. - 3 år med forældre i vandet

Hvor: Småbørnssvømning afholdes i varmtvandsbassinets dybe ende, hvor voksne kan bunde.

Hvornår: Vi har småbørnshold tirsdag-fredag og søndag efter kl. 15. Holdet varer 30 min, og du kan starte på et hold når som helst i løbet af sæsonen, da vi tilrettelægger undervisningen, så alle kan være med.

Hvem: Småbørnssvømning er for børn, fra de er 18 måneder til de fylder 3 år, samt en forælder. Barnet er velkommen som nybegynder eller oprykket fra babysvømning.
Til småbørnssvømning er der én forælder med i vandet. Det er dog muligt at tilkøbe en plads til en ekstra forælder eller pårørende.

Formål: På holdet stiles der efter at gøre børnene selvstændige, ligesom vandtilvænning er i fokus. Målet er, at børnene bliver trygge over såvel som under vandet.

Undervisning: Der undervises i en hyggelig tone, hvor samvær mellem forælder og barn er i fokus. Sanglege og legeaktiviteter er faste bestanddele i undervisningen, hvor også forskellige øvelser med afsæt i dagens tema indgår. På småbørnsholdene er der ingen brug af fastsiddende hjælpemidler.

Praktisk: Der er omklædningsfaciliteter for små børn i både herre- og dameomklædning med puslepuder og badekar. Derudover er der en kravlegård i begge omklædningsrum.
Husk at både barn og forælder skal vaskes grundigt uden badetøj, før man går i bassinet.
Det anbefales at have en hue med til små børn til efter svømning - uanset årstiden for at forebygge øreinfektioner.

Badeble: Børn, der ikke er renlige, skal have en godkendt svømmeble på i vandet. De kan købes i svømmehallen eller i større supermarkeder. Det er ikke et krav at barnet har badetøj på over bleen men hvis bleen ikke sidder tæt, vil vi anbefale badetøj udover.

Bemærkninger: Det er ikke nødvendigt at melde afbud ved fravær en kort periode.

Tilmelding: Klik her for tilmelding og for at se holdoversigt.

Målsætninger – klar til oprykning, når dit barn kan:
Når barnet kan bunde på en vanddybde på 70 cm, kan barnet rykke videre til Vandhunde. Barnet skal kunne være i vandet på 70 cm uden forældre. Derudover kan barnets niveau vurderes ud fra svømningens fire grundfærdigheder (se under).

Bevægelse; afsæt fra kant til forælder, afsæt fra forælder til redskab, begyndende fremad-bevægelse (crawl-ben) m. hjælpemiddel
Balance; flyde med hjælp fra forælder, stående balance med greb ansigt væk fra forælder
Elementskifte; spring fra kant til forælder, selvstændigt kravle langs bassinkanten, evt. op på kanten, kravle op og ned fra større flydemiddel
Vejrtrækning; tryg ved at dykke fra forælder til kant, evt. med frisvømning, puste bobler i vandoverfladen

Hvis du er i tvivl ang. oprykning, kan du søge vejledning hos instruktøren på det hold I senest har gået på, eller kontakte den breddeansvarlige.
Odder Svømmeklub | Nølevvej 6, 8300 Odder